Professor Bent Jensen

  Notater:

Udtrådt af Folkekirken 7 okt 1995.

Bent Jensen (født 10. maj 1938 i Kjellerup) er en dansk historiker, dr. phil. og professor emeritus. Bent Jensen var fra 1980 til 2008 professor i nyeste tids historie ved Syddansk Universitet. Fra 2007 til 2010 var han leder af Center for Koldkrigsforskning.
Bent Jensen er oprindeligt udlært elektriker, men læste derpå videre. Han tog i 1960 studentereksamen og blev 1969 cand.mag. i historie og russisk.
Bent Jensens tidlige forskning var overvejende samlet om tiden omkring Sovjetunionens oprettelse. Han blev dr.phil. på en afhandling om forløbet i forbindelse med Danmarks de jure anerkendelse af Sovjetunionen.
Senere rettede Bent Jensens forfatterskab sig mod problemstillingerne om henholdsvis visse intellektuelles fascination af stalinismen (Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle), sovjetiske dissidenters forhold (Sakharovs stemme), Socialdemokratiet og fodnotepolitikken i 1980'erne (Tryk og tilpasning), det sovjetiske GULAG-system og forfølgelsen af anderledes tænkende samt etniske og andre mindretal i Sovjetunionen (Gulag og glemsel), det dansk-sovjetiske forhold (Bjørnen og haren) samt Danmark i den kolde krig (Ulve, får og vogtere).

  Om Bent

1. Bent boede hos Slagtermester Aksel Marius Jensen i 1940 i Blichersgade 8, Kjellerup, Hørup, Viborg. ^{3 3} Slagter, viktualiehandler. Denne begivenhed blev delt med Slagtermester Aksel Marius Jensen, som også delte den med Arbejdsmand Carlo Jensen (Beboer) og Mette Kristine Knudsen (Beboer)

Om Bent Jensen

Fra et interview af Bent Jensen 26 feb 2003 i Berlingske Tidende af Olav Hergel:

Det bliver ikke meget bedre. Den velrestaurerede gård er firlænget, gennem sprossede ruder er der udsigt til de milde fynske bakker syd for Nyborg og i de lyse, smagfuldt indrettede stuer går Bent Jensens hustru og deres fælles søn Kuzma rundt. Sønnen er 10 år gammel. Hustruen er russisk født og hedder Tatjana, og deres glæde ved hinanden er åbenlys. I øvrigt er hun 22 år yngre end ham selv.

Så det bliver ikke meget bedre, og hvis man opfatter professor Bent Jensen som en skallesmækkende mimose, der spiser gamle kommunister til morgenmad, radikale til frokost, og alle der ligger til venstre for Søren Krarup til aftensmad, så er den private Bent Jensen en helt igennem behagelig overraskelse.

Vidende, venlig, smilende, glad ved at fortælle, og på en blufærdig måde beæret over interessen for hans person. Han fatter det ikke helt, selv om hans storværk >Gulag og Glemsel< om Sovjetunionens rædsler har fået fremragende anmeldelser, er udsolgt fra forlaget og indstillet til Weekendavisens litteraturpris.

Bent Jensen bliver aldrig en folkekær historiker som Palle Lauring eller Erik Kjersgaard var det, men efter årtiers nedgørelse fremstår han mere og mere som sin generations mest betydningsfulde og gennemslagskraftige historiker.

For selv om han efter sine fjenders opfattelse har nået sin position ved at operere i bagklogskabens lys, så skrives der i disse år nye sider i de danske lærebøger, og det er Bent Jensens udlægning af historien, der vinder terræn. Kommende generationer skal vide, at Sovjetunionen var ondskabens imperium, at kommunismens rædsler og menneskeforagt var lige så afsindig som nazismens, og at Stalin, Lenin, og Gulag fortjener plads i historiebøgerne ved siden af Hitler, Gøring, og Auswitz. Ingen har mere utrætteligt, nidkært og irriterende præcist end han kæmpet for at gøre dette budskab til en del af vores historiske bevidsthed. Ingen har mere uafviseligt udstillet den selvvalgte forblændelse, danske venstreintellektuelle udviste i deres accept af stalinismens forbrydelser. Skal forfatteren og journalisten Niels Barfoed gøre Bent Jensens historiske testamente op, så lyder det således:

>Han har først og fremmest haft mod og professionel kunnen og indignation og polemisk sans til at fremholde nogle skandaløse fortrængninger i en hel generations syn på, hvad der er politisk hæderligt og acceptabelt i denne verden. Der har hersket en overbærenhed med hele den generation af venstreintellektuelle og deres parathed til at se gennem fingre med de sovjetiske forbrydelser. Det har han afdækket, og det er en uvisnelig fortjenelse, han dermed har opnået.<

Det bliver ikke bedre, og da der tirsdag i denne uge var folketingsdebat om Danmarks nyttige idioter under den kolde krig, var det ikke mindst Bent Jensens fortjeneste, at det er kommet dertil. Han befinder sig på sin karrieres middagshøjde, og netop derfor trænger spørgsmålet sig på.

Hvorfor? Hvorfor går der selvsving i enhver offentlig debat, som Bent Jensen deltager i? Hvorfor ender det altid i krig, intellektuel uhæderlighed og krav om dementier? Handler Bent Jensens opgør ikke kun om Stalinismens ofre? Handler det også om offeret Bent Jensen? Om en dårlig vinder, der ikke er tilfreds med, at han vandt kampen om historien, men kræver, at de, der tog fejl, angrer og iklæder sig sæk og aske? Om drengen fra det jævne, indremissionske hjem, der nærer en inderlig foragt for den københavnske intellektuelle overklasse? Eller som Niels Barfoed også udtrykker det.

>Der er ingen tvivl om, at der er en martyr Bent Jensen. Der er også en fanatiker. Hele hans særlige missionske baggrund giver nogle aspekter til hans karakter, som gør ham til en konfrontatorisk skikkelse.<

>I Jesu navn går vi til bords, at spise drikke på dit ord, gud til ære os til gavn, så får vi mad i Jesu navn.<

Sådan indledte man måltiderne i Bent Jensens barndomshjem i stationsbyen Kjellerup ved Silkeborg.

Det var et moderat indremissionsk hjem. Ikke strengt, men alligevel fyldt med forbud. Ingen dans, ingen spiritus, intet spil. Bent Jensen var >missionsunge,< og det blev der råbt efter ham.
.
>Alle vidste, hvem der var missionsfolk, hvem der var kommunister, og hvem der var socialdemokrater. Vi drenge legede sammen på vejen, men vi havde vores juletræ og vores tilholdssted, og de havde deres juletræ på Skovs Hotel og gik i Borgerforeningen, hvor vi ikke måtte komme, for der dansede man. Jeg vil ikke kalde det apartheid, men der var skarpe skel mellem os og >Verden.< Det er det, vi missionsfolk kalder dem udenfor.<
Der var kun få bøger i hjemmet. Når Bent Jensens forældre skulle finde svar på de store spørgsmål, fandt de dem i >Guldgruben<. En række tekster skrevet af en indre missionsk præst.

Barndommen var fyldt med kærlighed, og i dag er han sine forældre dybt taknemmelig for sin opdragelse. Men sådan har det ikke altid været.

>Da jeg kom i gymnasiet, blev jeg et af de her rædselsfulde unge mennesker, der ved alt. Min far havde svært ved at formulere sig, og jeg var ondskabsfuld og banditagtig over for ham. Jeg udnyttede, at jeg var ham overlegen. Det er ikke en pæn egenskab at nedgøre mennesker, der er svagere end en selv. Jeg fik et godt forhold til min far, men jeg er flov over det,< siger Bent Jensen, hvis synderegister indeholder en episode, som gør særlig ondt. Han blev væk fra sine forældres sølvbryllup.

>Det er nærmest utilgiveligt. Jeg kan forestille mig, hvad mine forældres venner og slægtninge har sagt. Hvor er Bent? Men jeg synes simpelthen, at de var småborgerlige og indskrænkede. Det var en helt unødig krænkelse af dem og deres liv. Selv om man bryder med sine forældre, så må man respektere deres liv og deres tradition. Jeg kan ikke tilgive mig selv, at jeg udnyttede, at jeg var den stærke. Det er så nederdrægtigt.<

Ordene stikker i halsen, og hans væmmelse ved sin mere end 40 år gamle ungdomssynd graver sig så dybt ind i hans ansigtsudtryk, at man føler trang til at give ham syndsforladelse. For er det rimeligt at tage sine ungdomssynder så alvorligt mere end 40 år efter?

>Sådan skal det være. Hvis man gør noget forkert. Det kan man ikke bare knipse væk. Der er nogen gange sådan en flygtighed i dag. I mit hjem var der en alvor, og det er jeg ikke ked af.<

Bent Jensen havde en drøm om at blive elektromekaniker og valgte at gå i lære som elektriker. Fire lange år uden bøger, intellektuelle udfordringer eller åndelig stimulans. Med Bent Jensens egne ord >en katastrofe.<

Han ville stoppe og begynde i gymnasiet, men hans far - slagtermesteren - sagde nej, for hvad man er begyndt på, skal man fuldende. Først da han fik svendebrev, kunne han begynde på Rønde Studenterkursus.

Her var alle de bøger, alle de udfordringer, al den fest som manglede i barndommen, og han kalder det >for to af de bedste år i mit liv.<

Ved et tilfælde så han et opslag, hvor der blev søgt efter unge, som ville være sprogofficerer. Bent Jensen meldte sig, aftjente sin værnepligt, og da han to år efter forlod militæret, talte han flydende russisk.

På Universitetet i Århus begyndte han at læse historie og meldte sig ind i Studentersamfundet. En marxistisk studiekreds >hvor skolingen var knaldhård.<
>Jeg var en ung bondestudent fra et ulært hjem, og Marx blev mit holdepunkt. Jeg anskaffede mig en pragtfuld bog om >marxismen og leninismens grundlag<. Det var Bibelen. Jeg har den endnu. Jeg kan se, hvor jeg har sat streger. Her var forklaringen på det hele. Det gav mig sådan en ro overfor min usikkerhedsfølelse. I dag kan jeg se, at det var religionserstatning. Dengang anså jeg det som den højeste videnskab.<
Han havde hørt om henrettelser, tvangskollektivisering og skueprocesser i Sovjet, men hans udgangspunkt var, at det kommunistiske projekt var ædelt, godt og heroisk. På det tidspunkt vidste alle, hvad der var sket i Ungarn i 1956, så hvordan kunne han blive kommunist med den viden?

>Jeg ved det ikke. Det var en kort vildfarelse, og det er forbløffende for mig i dag. Jeg har jo ikke stor fidus til intellektuelle, men på min måde var jeg jo en grøn intellektuel. Jeg sad med den bog, og så faldt alt på plads. Og så foregik det spændende liv hos de røde,< siger Bent Jensen, der husker TV 2s nuværende korrespondent, Ulla Terkelsen.
>Hun og hendes søster var kendt af alle, og jeg husker hende tydeligt stå og demonstrere mod salget af sydafrikanske rosiner foran et supermarked i Århus.<

Men alligevel. Muligvis var de røde baller bedre end de borgerlige, men ingen har stærkere end Bent Jensen kritiseret de intellektuelle, der faldt for stalinismen. Hvordan kunne han selv falde?

>Jeg ved det sgu ikke. Men jeg synes heller ikke, det er så væsentligt. Det varede kun to år, og jeg meldte mig aldrig ind i partiet.<

Ungdomsoprøret i 1968 gik Bent Jensens næse forbi, og marxismen forlod han. Blandt andet fordi han mødte >en meget klog kvinde, der ikke faldt for floskler og store ord.<
De adopterede to børn fra Korea og bosatte sig i et småborgerligt rækkehus.
>Det var en ydmygende proces at blive godkendt som forælder. Jeg tror egentlig også, at de syntes, jeg var lidt for kompliceret til at blive godkendt, men min kone synes de rigtig godt om. Og at få børn er det største, der findes. Man oplever hele verden påny.<
I 1969 blev han historiker. Der var arbejde med det samme. Det har der altid været. Ingen diskrimination her.

I midten af halvfjerdserne mødte han den sovjetiske dissident, Boris Weil. Det blev altafgørende for Bent Jensens professionelle liv.
>Han havde levet et forfærdeligt liv i lejrene og havde i alt siddet 12 år i fængsel. Jeg havde læst meget, men det er ikke alt, man kan læse sig til. Min vrede mod Sovjet opstod gennem den mand.<

Kloge mennesker kan være ufatteligt dumme. Bogen >Stalinismens fascination,< som Bent Jensen skrev i 1984, og som vakte vild vrede, beviser det.
Her citerer Bent Jensen digteren Otto Gelsted, der skrev om den gode kærlige stalinisme, der ikke mindst var så omsorgsfuld over for mødre og småbørn. Forfatteren Martin Andersen Nexø følte sig hensat til >en tur gennem Tusind og een Nat, bolsjeviseret - fortryllende vågen ved et besøg på en landbrugsudstilling i Moskva. I 1940 talte han om det stalinistiske Sovjetunionen som >denne mærkelige æventyrverden< med dens åndelige sejre og kulturelle fremskridt.

>Lykkelige verden, hvor junglen og dens rovdyr er udryddet.<
Forfatteren Hans Scherfig henrykkedes over de prægtige sovjetiske lokomotiver og de sovjetiske wagonner, som var noget af de hyggeligste, han havde set. Han skriver om de >velklædte og muntre< mennesker, om de unge og lattermilde fabrikspiger og om gaderne, der var >rene og polerede som parketgulve.<

Sådan skrev de i Stalinismens fascination, som blev genudgivet i 2002. Om årsagen til bogen siger Bent Jensen:

>Jeg blev vred, når jeg læste det. Jeg synes ikke, at de tog de menneskeskæbner alvorligt nok. De tog ikke dem, der havde lidt, alvorligt nok. Nogen af de mennesker, jeg skriver om, har set kreaturvognene med kulakker køre gennem Rusland, og når de så skriver sådan, så bliver jeg uforsonlig. De mennesker, der var i Rusland, de svigtede. Jeg synes faktisk, det er utilgiveligt for en intellektuel at svigte sit eget intellekt.<

Anmeldelserne var nådesløse; På venstrefløjen, men også langt ind i borgerlige kredse, blev Bent Jensen tidens store hadefigur. Man anså ham for så langt ude, at han ikke blev taget alvorligt. Han modtog rasende anonyme opkald og breve, og da han blev inviteret til at holde foredrag i Huset i Magstræde i København, som var en af venstrefløjens stærkeste bastioner, blev der omdelt papirer, hvor Bent Jensen var afbilledet som et svin.
>Han blev lagt for had. Han blev lagt for had af de repræsentanter for venstrefløjen, som mente, at her blev gode danske mænd gået for nær. Men bogen er i højeste grad også et opgør med en åndstype, som er Bent Jensen dybt imod. Han hader den indbildske københavnske intellektuelle af et ærligt hjerte,< siger Niels Barfoed, og forfatteren, journalisten og Sovjetkenderen, Leif Davidsen, opfatter den ophidsede reaktion mod Bent Jensen således:

>Han blev anset for at være rabiat, højreorienteret, antikommunist og koldkriger. Han passede ikke ind i det pæne debatselskab. Man har glemt hvor prosovjetisk eller i virkeligheden hvor antiamerikansk holdningen var i halvfjerdserne og firserne i den generation, der sad på magt og medier. Langt, langt ind i Socialdemokratiet og Det radikale Venstre så man Sovjetunionen som modpol til det imperialistiske USA. Jeg husker tydeligt et redaktionsmøde i Danmarks Radio, hvor en medarbejder udtrykte, >at hun så ingen grund til at kritisere den virkeliggjorte socialisme.<

At anerkende Bent Jensen var for mange det samme som at opgive deres ungdomsdrømme, men ifølge Leif Davidsen var der endnu en årsag til raseriet.
>De mennesker, som Mogens Fog og Hans Scherfig, der blev omtalt i bogen, var helte i Danmark, fordi de var på den rigtige side under modstandskampen. Besættelsen betyder selv i dag meget for danskernes selvforståelse, og den betød endnu mere dengang.<
Som den første inviterede Leif Davidsen Bent Jensen ind i Danmarks Radio i en større udsendelse. Det skete så sent som i 1991. Efter Murens fald.

>Jeg gjorde det, fordi han altid har været en meget troværdig forsker. Det står selvfølgelig ikke skrevet nogen steder, men jeg er overbevist om, at Bent Jensen i firserne var berufsverbotet i Danmarks Radio,< siger Leif Davidsen, der dog også kender Bent Jensen fra en anden side.

>Jeg har selv været inde i hans computerraseri i forbindelse med bogen om Østfronten, hvor Bent Jensen først roste mig men senere var meget firkantet og meget grov. Det skuffede mig meget. Der er ikke en særlig hensigtsmæssig eller hæderlig måde at diskutere på. Han debatterer som DKPerne skrev i Land og Folk: Man ser kun det, man vil se, og man glemmer alt det andet. På mange måder har han to kasketter. En historikerkasket, der forsøger at finde sandheden, og en debattørkasket, der kommer med frygtelige angreb på alle mulige.<

Ene, men stærk. David mod Goliath. Den politisk ukorrekte mod det intellektuelle parnas. Sådan opfattes Bent Jensen. Ifølge Claus Bryld, der er professor i moderne historie på Roskilde Universitetscenter, holder billedet ikke.

>Store dele af pressen har været enig med ham lige fra begyndelsen. Weekendavisen har været det, Berlingske Tidende har til en hvis grad været det, og som ansat på Jyllandsposten siden 1982 har han kunnet bruge avisen som talerør. Hvilken anden dansk historiker kan det? Jeg kender ingen. Al anerkendelse foregår gennem modstand. Det ved alle historikere, og de ved, at hvis de beskæftiger sig med kontroversielle emner, så får de hug. Men han føler sig som Jesus Kristus på korset. Han er så anerkendt, som han overhovedet kan blive, og alligevel anser han sig for at være forfulgt. Det forstår jeg simpelthen ikke. Det er jo ham, der dominerer debatten,< siger Claus Bryld.
At Bent Jensen er en mand, >der søger martyriet<, er Niels Barfoed heller ikke i tvivl om. Desuden er der ifølge Barfoed >ingen, der er gode nok, medmindre de er fuldstændig som ham.<

>Henrik Stangerup var god, og måske også Henning Fonsmark og Jørgen Schleimann, og så er der ikke flere. Det er typisk totalitær tankegang. En indremissionsk tankegang. Grundtviganerne dur ikke, selv om de elsker Gud, fordi de ikke er religiøse på den indremissionske måde. Det er den rene lære.<

Bent Jensen genkender ikke billedet af sig selv som en, der søger martyriet. Tværtimod. Men han medgiver, at der gennem tiderne har været mange, som har forsøgt at fremstille ham som den ensomme kæmper.

>De har gjort det af venlighed mod mig, men jeg har aldrig selv søgt martyrrollen. Det er andre, der har givet mig den. Jeg har altid kunnet få mine bøger ud, jeg har altid kunnet få mine artikler ud. Der har været eksempler på, at Danmarks Radio ikke ville tale med mig, men jeg har haft et ønskejob. Jeg har kunnet undervise, forske og skrive om det jeg vil. Jeg ved, hvad det vil sige, hvis man er at være forfulgt, og det har jeg aldrig været.<

I denne uge drog Bent Jensen så i krig igen. Danmarks rolle under den kolde krig skal undersøges, og det er Dansk Udenrigs Politisk Institut, DUPI, der skal gøre det. Men DUPI hører ind under Dansk Center for Internationale Studier, der har tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen som formand. Han var udenrigsminister fra 1982 til 1993. Bent Jensen kalder sammenblandingen for >uanstændig.<

>Det er da grotesk, at Uffe Ellemann skal være ansvarlig for en kommende koldkrigsundersøgelse, når han selv har alle mulige interesser i at forsvare sin udenrigsministerperiode, herunder sit image som Baltikums befrier,< sagde han i denne uge. De ord rummer et ikke ubetydeligt perfidt talent, og Uffe Ellemann var da også på banen med det samme.

>Bent Jensens beskyldninger mod mig er groteske. Hvad går der dog af ham? Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde.<

Bent Jensen gør ingen af delene. Han går bare til stålet i noget, der ligner en borgerlig borgerkrig, og som en kender af Bent Jensen udtrykker det: >Man skal endelig ikke tage fejl. Han kan jo lide det.<

Med vanlig stilsikkerhed har statsminister Anders Fogh Rasmussen besluttet at åbne arkiverne for alle. Enhver kan forestille sig, hvad der var sket, hvis ikke alle forskere havde fået adgang. Så havde der været åbnet for mange års beskydning fra Bent Jensen og dem, der mener som han. De ville have råbt >lukket undersøgelse<, >uhæderlig fremgangsmåde< og >inhabil formand< indtil undersøgelsen var færdig. Når den så var færdig, ville de tale om alt det, der var fejet ind under gulvtæppet. Så hellere fri adgang for alle og sådan bliver det. Det ligner en lex Bent Jensen.

Det er tid til frokost. Manden, der engang var missionsunge, drikker øl til frokost og vin til aften. Han har tre børn, en unge kone, historiebøgerne bliver skrevet om, Bent Jensen står som sin generations måske mest betydelige historiker, og studerende på Odense Universitet fortæller om en spændende forelæser, der er lidt sej, fordi det han laver har gennemslagskraft. Desuden er der er ingen kommunister tilbage i Danmark. Det bliver ikke meget bedre.

Bent Jensen er historikeren, der kom ind fra kulden, og blev slået til ridder af den nyere sovjetiske historie. Så hvad med lidt generøsitet, lidt tilgivelse, lidt borgerligt frisind? Eller som Niels Barfoed udtrykker det.

>Er det ikke ligegyldigt, om der er en professor ved Københavns Universitet, som har kaldt ham en lille provinsprofessor! Vær dog voksen mand! Han kunne tage at slippe den generøsitet ud, som man savner hos ham, og som han formodentlig har i sig. Nu behøver du ikke at lede efter flere syndere at være hellig overfor. Støvsugningen har givet tilstrækkelig resultat. Han skulle tage at glæde sig over, at han fik ret, og mindre over at andre fik uret.<

Bent Jensen hører, hvad der bliver sagt om ham. Han bliver ikke vred. Hvis han har et paranoidt gen, så kommer det ikke frem denne eftermiddag.

>Det eneste man ikke må sige er, at jeg lyver. Min faglighed er alt, hvad jeg har. Tager man den fra mig, så er jeg intet.<

Kristendommen er et andet holdepunkt. Det er efter hans opfattelse en pragtfuld tro, fordi den rummer lyset, håbet og ikke mindst tilgivelsen.

Men var det så ikke på tide, at Kolde Bent begyndte at vise den varme side frem, som han helt åbenbart rummer?

Hvad med lidt mindre stridbarhed, lidt mere overbærenhed. Lidt mindre rethaveri, lidt højere til loftet. Lidt mindre krig, lidt mere tilgivelse? Bent Jensen lytter til spørgsmålet. Så siger han.

>Jeg er ikke dommer, jeg er ikke præst, jeg er ikke en instans, jeg kan ikke dømme. Jeg er professionel historiker med orden i mine kilder, og det er min opgave at lægge fakta frem. Det tilkommer ikke mig at tilgive.<

Det må man så håbe Vorherre gør. Manden, der engang var missionsunge, skyller ned med en vodka.

Bent blev gift med Arkivar Birgit Bjerre, datter af Seminarielærer Albert Bjerre og Ellen Sørensen, den 22 Jul. 1966 i København. (Arkivar Birgit Bjerre blev født den 25 Maj 1931 i Bredgade 7, Silkeborg og dåb den 3 Jul. 1931 i Bredgade 7, Silkeborg.)