Skoleinspektør Jens Karl Knudsen [1695]

  Om Jens

1. Han boede hos Gårdejer Bertel Knudsen [1689] i 1901 i Hoddeskov, Hodde, Ribe. ^{4 4} Denne begivenhed blev delt med Gårdejer Bertel Knudsen [1689], som også delte den med Jenny Marie Knudsen [1694] (1895-1902) (Beboer), Magnus Knudsen [1726] (1899-1905) (Beboer), Oline Jensen [1690] (1864-1941) (Beboer), og Skoleinspektør Jens Karl Knudsen [1695] (1897-2000) (Beboer)

2. Jens boede hos Gårdejer Bertel Knudsen [1689] i 1906 i Hoddeskov, Hodde, Ribe. ^{5 5} Husmand. Denne begivenhed blev delt med Gårdejer Bertel Knudsen [1689], som også delte den med Diakon og Plejeassistent Hans Knudsen [1727] (1901-1990) (Beboer), Jenny Marie Kirstine Knudsen [1751] (1904-1992) (Beboer), Oline Jensen [1690] (1864-1941) (Beboer), og Skoleinspektør Jens Karl Knudsen [1695] (1897-2000) (Beboer)

3. Han boede hos Gårdejer Bertel Knudsen [1689] i 1911 i Hoddeskov, Hodde, Ribe. ^{6 6} Landbruger. Denne begivenhed blev delt med Gårdejer Bertel Knudsen [1689], som også delte den med Diakon og Plejeassistent Hans Knudsen [1727] (1901-1990) (Beboer), Gårdejer Emil Magnus Knudsen [1778] (1907-1993) (Beboer), Jenny Marie Kirstine Knudsen [1751] (1904-1992) (Beboer), Oline Jensen [1690] (1864-1941) (Beboer), og Skoleinspektør Jens Karl Knudsen [1695] (1897-2000) (Beboer)

4. Jens boede hos Gårdejer Bertel Knudsen [1689] i 1916 i Elmbækgaard, Hoddeskov, Hodde, Ribe. ^{7 7} Landbruger. Denne begivenhed blev delt med Gårdejer Bertel Knudsen [1689], som også delte den med Diakon og Plejeassistent Hans Knudsen [1727] (1901-1990) (Beboer), Gårdejer Emil Magnus Knudsen [1778] (1907-1993) (Beboer), Jenny Marie Kirstine Knudsen [1751] (1904-1992) (Beboer), Oline Jensen [1690] (1864-1941) (Beboer), og Skoleinspektør Jens Karl Knudsen [1695] (1897-2000) (Beboer)

5. Han boede hos Gårdejer Bertel Knudsen [1689] i 1925 i Hoddeskov, Hodde, Ribe. ^{8 8} Landbruger. Denne begivenhed blev delt med Gårdejer Bertel Knudsen [1689], som også delte den med Gårdejer Emil Magnus Knudsen [1778] (1907-1993) (Beboer), Jenny Marie Kirstine Knudsen [1751] (1904-1992) (Beboer), Oline Jensen [1690] (1864-1941) (Beboer), og Skoleinspektør Jens Karl Knudsen [1695] (1897-2000) (Beboer)

6. Han boede i 1930 i Vestbanegaardsvej 13 stuen, Varde, Ribe. ⁹ Kommunelærer på Varde Kommuneskole. Denne begivenhed blev delt med Lis Elmbæk Knudsen [1699] (1929-) (Beboer) og Telefonistinde Emma Nielsen [1696] (1902-1994) (Beboer)

7. Han boede i 1940 i Vestbanevej 13, Varde, Ribe. ¹⁰ Kommunelærer. Denne begivenhed blev delt med Lis Elmbæk Knudsen [1699] (1929-) (Beboer), Sygeplejerske Ingeborg Elmbæk Knudsen [1714] (1937-) (Beboer), og Telefonistinde Emma Nielsen [1696] (1902-1994) (Beboer)

Slægtsstævne i Frøstrup Have: 28 Maj 1983

Slægtsstævne i Frøstruphave 28. 5. 1983.
Nogle "portrætter" af 2. slægtled.

(Afskrift af Jens Karl Knudsens erindringer).
(Se forklaring af slægtsforhold på sidste side).

For 7 år siden skrev jeg nogle familieerindringer, blandt dem også nogle "portrætter" af 2. slægtled. Nogle af dem følger her i resumé.

Moster ELSE Jensen (1) og morbror JEPPE i Ålling.
Moster ELSE var Mors ældste søster, en 5-6 år ældre end Mor.. Hun og morbror JEPPE havde en gård i Ålling i den østlige del af Skovlund, kønt beliggende, omgivet af plantager og i nærheden af å og eng.
De havde en stor børneflok, 5 piger og 5 drenge. De var alle ældre end jeg. Den yngste var 2 år ældre. På grund af aldersforskellen kom vi børn ikke så ofte sammen.
Moster var en frisk, pæn, lidt buttet kone. Også morbror BERTIL hørte til de trinde, mens Mor var meget slank. Morbror JEPPE hørte også til de slanke. Han var en rar mand, men noget nærmere forhold til nogen af dem havde jeg ikke.

Moster KAREN (1) Jensen og morbror DRES (Andreas) i Strellev, Ølgod sogn.
Moster KAREN var Mors næstældste søster. Hun blev gift med morbror DRES, der var enkemand med eet barn. De fik 6 børn, 4 piger og 2 drenge. Alle var ældre end jeg. Moster KAREN har jeg aldrig kendt. Hun var død før jeg kan huske.
Morbror DRES var altså enkemand for anden gang. Alle hans børn er døde nu. \endash Når vi alligevel, trods aldersforskellen og afstanden på et par mils vej, fik et noget nærmere forhold til dem end til familien i Ålling, skyldtes det nok, at hele den store Mølby-familie én gang hver sommer samledes i Strellev. Der kørtes dertil i hestevogn, og det var en ret anselig vognkortege, når vi på hjemturen fulgtes ad. Det imponerede i alt fald mig.
Familien i Strellev kom også ret ofte til Skovlund til de forskellige familier der. \endash Endvidere følte de sig vist knyttet særlig nær til os, og det var nok Mors skyld. Hun følte et vist ansvar for børnene, da de blev moderløse, og det gav sig udslag på en sådan måde, at moster LINE fik en særlig plads i deres hjerter. Det kunne man altid mærke.

Morbror BERTIL (1) Mølby og moster Mar-GRETE, "Møldalgård", Mølby.
Morbror BERTIL og moster GRETE overtog "Møldalgård" en gård, der kom ud af hovedgården "Mølbygård". \endash Morbror havde først været købmand i Skovlund, før han nedsatte sig som landmand. Det var vist en blanding af almindelig købmandsforretning og manufaktur.
Morbror fik et rigt virke. Han skabte et godt og lunt hjem for sine nærmeste. Og han lagde i mange år en stor del af sine kræfter i sognets sager. Var således sognerådsformand i en længere årrække i Ansager sogn. I hans formandstid blev der bygget to, efter den tids forhold meget moderne skoler, en i Ansager og en i Skovlund. Jeg nåede at gå 2 år i den sidste.
Men ved siden af alt ydre virke, havde han tid til at følge med i tidens problemer. Han var en belæst bonde, vist mere end de fleste. Og en forstand havde han, men også en god portion kritisk sans. Derfor slugte han ikke alting råt, men havde sine egne meninger. I morbrors velmagtsdage var det en fornøjelse at høre ham deltage i en diskussion. Den var sikker på ikke at blive kedelig. Og han elskede at diskutere. Det gjorde i øvrigt hans brødre også. Bølgerne gik ofte højt, når familien kom sammen, men dog altid i fordragelighed. Ofte kunne man høre morbrors rungende latter.
Men i alt, hvad morbror skabte, var der plads til "lyset" ovenfra, "løvhanget" og de mange "grene" på hans "livstræ" blev ikke tættere, end at det kunne trænge ned til alle de mange ting, han skabte. Gudsfrygt var grundvolden for det alt sammen.
-- Til slut skal jeg lige minde om, at det var morbror, der tog initiativet til slægtsfesterne.
Moster GRETE, stilfærdig og mild, var ham en god medhjælp. Hun stod nok noget i skygge af sin mand, men har givetvis bag "kulisserne" gjort sin mildnende indflydelse gældende overfor sin mand og øvrige omgivelser. Milde kvinder \endash hvor har de magt! Og hun var en dygtig husmoder, der styrede alt indendørs med sikker hånd. Jeg satte stor pris på hende.

Faster ELSE (3) Knudsen og morbror Martine MARTINUS Mølby (1) i Nr. Ålling.
Fars søster ELSE og Mors helbror MARTINUS var fætter og kusine ligesom Mor og Far. De fik 10 børn, 6 drenge og 4 piger. Deres gård lå i LUND i den nordøstlige del af Skovlund-området.
Der kom vi ofte. Morbror elskede at diskutere. De var ikke kedelige nogen af dem. Og morbror var en stor sanger. Det gjaldt for øvrigt alle af Mølby-slægten, og til dels også Knudsen-slægten, at de sang godt og elskede at synge. Der blev altid sunget meget, når familierne kom sammen. Men også andetsteds var de kendt for deres gode sangstemmer og sangglæde. Noget, deres efterkommere gjorde vel i at tage i arv.
Faster ELSE var i sine velmagtsdage en frisk, pæn, bovn kone med et venligt og ligefremt væsen. Hun havde ellers nok at rive i. \endash På gården var der aftægtsfolk. Manden, Peder Lærkeholt, var en stor og kraftig mand, som jeg var noget bange for. Han virkede meget bøs. Kort tid efter, at han havde afhændet gården og var gået på aftægt, var han så uheldig at falde og brække det ene lårben, og siden lå han altid i sengen. Han skulle hjælpes både med det ene og det andet, og det påhvilede i væsentlig grad Faster, da hans kone ikke magtede det. Men aldrig hørte man hende beklage sig.
- Faster var meget gæstfri og overkom en masse. Hun mistede sin mand forholdsvis tidligt og sad derefter enke i en årrække med den ældste søn Jens som bestyrer. Han overtog senere gården. Den er, så vidt jeg ved, også på fremmede hænder ligesom Mølbygård og Møldalgård.

Faster KAREN (3) Knudsen og morbror POUL (2) Andreas Jensen Mølby, tidligere i Skovlund, senere i Gejsing, Andst sogn ved Lunderskov.
Faster KAREN og morbror POUL var også fætter og kusine. Morbror var Mors halvbror. Det 3. par! \endash De boede først i Snorup i Tistrup sogn, men i størstedelen af min barndom og ungdom i Nr. Lærkeholt, hvor de havde en gård. I 1921 afhændede de gården og flyttede midlertidigt til Skovlund, afventende købet af en anden gård, men først efter 1-2 års forløb købte de gården i Gejsing.
Det blev vel nok dem af hele familien, jeg kom til at føle mig mest knyttet til, og det skyldtes væsentligt, at jeg, omtrent samtidig med, at de flyttede til Gejsing, blev vikar to steder i nærheden, nemlig i Egholt og Gamst, og i den tid mange gange besøgte dem.
Morbror POUL var en åben, frisk, intelligent mand, der havde let til smil og latter, og jeg har fået mange gode samtaler og diskussioner med ham, med faster KAREN som en noget mere stilfærdig deltager ind imellem. Morbror nød en rask diskussion ligesom hans førnævnte to brødre. En vågen dansk bonde blandt de bedste!
Også han havde en stor og god sangstemme. Han led i alle årene, jeg kan huske, af en meget generende eksem, tør og skallende og bredende sig over det meste af kroppen. Den generede ham meget, men trods det fandt man ham gerne veloplagt og positiv. Han søgte mange læger og "kloge" koner og mænd, men uden større resultat.
Faster KAREN var en slank, mild, pæn kone, der altid gik med et stort sølvspænde over håret a' la' visse kvinder i grundtvigianske højskolekredse, men det var vist også det eneste "grundtvigianske" ved hende! \endash Hun var altid den samme. Hun kendte vist ikke til luner. Altid mild og venlig, livfuld og med et smil i øjet. Og næsten altid i travl aktivitet. \endash Hun var morbror en god og dygtig medhjælp, - bl.a. meget god til at sy. Og hun var god at snakke med, men mere tilbageholdende end morbror. Og hun var en god mor for sine børn. De fik en solid opdragelse. Jeg tror ikke, hun prædikede for dem, men hun levede kristendom for dem.
De havde 4 børn, 3 piger og 1 dreng. Sønnen Jens overtog gården ved sit giftermål, to døtre bor i Andst.

Moster Marie Kirstine "STINNE" (2) Jensen Mølby og farbror KNUD (3) Knudsen i Nr. Lærkeholt.
Også de var fætter og kusine, altså det 4. par. Men det blev også det sidste. Det synes, som om der har været for lidt at vælge imellem på "ægteskabsmarkedet" dengang! \endash Deres gård lå lidt vest for den gård, som morbror POULS havde i sin tid.
Farbror KNUD var en pæn mand, en livfuld, vågen, bonde, der interesserede sig for mange ting ud over landbrug, let at snakke med og diskutereglad. \endash Begge var meget gæstfri, og jeg kunne godt lide at besøge dem, hvilket da også jævnligt skete. Ofte travede jeg de 5 km., og siden hen, da jeg blev så rig, at jeg ejede en cykel, cyklede jeg, men det skete først efter min konfirmation.
Moster STINNE var noget mere tilbageholdende end farbror, men sød og venlig. De havde 8 børn, 2 drenge og 6 piger. \endash I 1916 blev moster alvorligt syg og blev indlagt på Rigshospitalet, hvor Magnus Mølby og jeg besøgte hende. Kort efter, at hun var kommet hjem, døde hun i en forholdsvis ung alder.
Det var et hårdt slag for farbror, der nu var alene med 2-3 ukonfirmerede børn. Hans søster, faster Mar-GRETE (3) Knudsen, der var ugift, kom til at holde hus for dem, og hun blev dem alle en god erstatning.
Den næstældste af børnene, JENS Mølby Knudsen, der var jævnaldrende med mig, overtog MØLBYGÅRD ved sit giftermål, men har nu afhændet den, og den er nu på fremmede hænder. Den anden søn HANS Mølby Knudsen overtog fødegården.

Morbror JENS (2) Mølby og moster MARIE i Mølbygård.
Morbror JENS giftede sig med sin kusine, Marie POULSEN VAD, der var en niece af bedstemor i Mølbygård. Jeg syntes, at morbror, der havde ventet længe med at gifte sig, han var næsten 40, havde været heldig at have fået sådan en pæn og sød kone. Og hun blev da også en sød og meget afholdt moster. De fik ingen børn selv, men tog et plejebarn, Marie, kaldet "MIE", der bor i Esbjerg.
Morbror JENS var en mand, man lagde mærke til. Han var noget mere reserveret end sine brødre. Han var myndig, men det lidt barske mildnedes af lune. Det kunne ofte glimte lunt i hans øjne, og så kom der gerne en lun bemærkning. Og ikke mindst overfor børn kom det milde frem hos ham. Det noget reserverede og noget utilnærmelige var kun en skal.
Morbror interesserede sig vist ikke særligt for landbruget. Derimod var han meget interesseret i handel med heste og drev i en årrække en betydelig hestehandel og var kendt viden om som hestehandler. Han var 100 % reel i handel, og derfor blev han ofte betroet at købe en hest til en, der manglede en sådan.
Endvidere blev han bestyrer af den nyoprettede andelskasse i Skovlund og fungerede som sådan i over 25 ar, og det blev, efterhånden som omsætningen voksede, et betydeligt arbejde. Men det var dog først efter, at de havde afhændet gården til fætter Jens, og de var flyttet til Skovlund. Mens de boede der, drev han også en udbredt handel med smågrise og vist også med kreaturer.
Moster MARIE var ikke en MØLBY, men hun blev en MØLBY. Hun blev en af vore egne, som vi alle holdt af, og de to klædte hinanden så godt. Han: stout, myndig, fuld af lune, ægte vestjyde. Hun: Den mere blide, mere vidtfavnende og lys havde set mere af verden uden for Vestjylland.
Nogen tid efter morbrors død flyttede moster ind på De gamles hjem i Skovlund, hvor hun var i en længere årrække. Hun gjorde sig nyttig her og var meget afholdt. Lige til det sidste hun blev 89 var hun interesseret i at høre om familien og det langt ud i familieperiferien. Hun spekulerede vist somme tider på, hvorfor hun skulle blive så gammel, men mon forklaringen ikke var den, at hun stadig kunne være til hjælp og opmuntring for andre. Og en væsentlig grund dertil, tror jeg, var den forbønnens tjeneste, hun øvede, en tjeneste, ukendt eller måske ikke påskønnet af mennesker, men af Gud. Moster favnede vidt, og de virkninger, en sådan tjeneste i det skjulte fik for de mange, er ikke til at måle, men de er der. \endash Hun blev slægtens sidste af 2. slægtled.


Farbror MARTIN og faster MARIE i Lærkehøjgård.
Farbror MARTIN (3) Knudsen var Fars yngste bror, og han overtog ved sit giftermål fødegården, og Bedstefars kom på aftægt. Han lignede nok Far en del af udseende, men ellers var de meget forskellige. Mens Far således var meget forsigtig i sine dispositioner, var farbror fremgangsmand. Han drev da også gården frem til noget at en foregangsgård på egnen. Han byggede, moderniserede og eksperimenterede med moderne dyrkningsmetoder. En betydelig plantage blev anlagt og nogle år senere en større frugtplantage, som han dog vist ikke fik større udbytte ud af.
I mange år havde han et røgterpar, en falleret gårdejer, der boede i et lille hus lidt fra gården, som farbror lod bygge til dem. Dem besøgte Mor og Far ofte og de os. Farbror havde "andelsstyren" opstaldet, og engang reddede jeg sandsynligvis hans liv. Jeg var derovre med en ko, og pludselig for tyren løs på farbror, der holdt den. Den stangede ham omkuld og skulle lige til at sætte hornene i ham, da jeg havde åndsnærværelse nok til at fatte en greb, der stod lige ved, og stak til tyren, så den fik andet at tænke på! Farbror kom på benene, og tyren fik nogle ordentlige rusk i næsebrusken, hvori der sad en jernring, og dermed var den pacificeret, og vi skiltes, uden at der blev gjort "blæst" af den historie.
Faster MARIE var fra en gård i Skovlund. Hun var sorthåret, hvilket var yderst sjældent på egnen. Hun var en pæn, livfuld, noget buttet kone, der var sin mand en dygtig medhjælp på den forholdsvis store gård, og der var noget at rive i med mange børn, aftægtsfolk, et større folkehold og et stort hus, men faster klarede det.
De havde 10 børn, 6 drenge og 4 piger. Gården blev delt, da den ældste søn, Hans, giftede sig, og de nygifte overtog den nye gård, der var arkitekttegnet og stråtækt. Begge dele var sjældent dengang ved nybyggeri.
Faster døde sidst i 20-erne. Farbror drev gården endnu en årrække. De to ældste piger var voksne, men faster Grete opholdt sig ofte på gården og var dem en god støtte. Senere overtog en yngre søn, REGNAR, gården. Han døde ret ung, og gården blev derefter drevet af hans enke, Maja, i nogle år, hvorefter hun afhændede den, og nu er også denne slægtsgård på fremmede hænder.
De sidste år, efter at han havde afhændet gården, boede farbror i et hus, han lod bygge på gårdens jord ved vejen til Skovlund. Han blev nogle og 80 år. Trods sin høje alder cyklede han lange ture ud i landet. Jo, der var "krudt" i farbror lige til det sidste.


Efterskrift:
Det var så "portrætterne". De ugifte: Moster ANE (Anna) (2) og moster Henriette MARIE (2) Marie Kirstine Jensen, Faster Jen-SINE (3) Knudsen og faster Mar-GRETHE (3) Knudsen, har jeg også, "portrætter" af, men da de jo ingen direkte efterkommere har, og vi er forholdsvis få, der kan huske dem, har jeg ikke taget dem med her.
Det ligger nu op til den enkelte, om vedkommende kan godkende "portrætterne, men de er, hvad jeg som 78-årig kan erindre.

"PORTRÆT" af MOSTER ANE fra Mølbygård:
MOSTER ANE var mors halvsøster. Hun forblev ugift. Hun var høj og statelig og noget buttet, men ikke mere, end der klædte hende. Hun og morbror JENS lignede meget hinanden, såvel af udseende som af væsen.
Gennem mange år, så længe jeg kan huske tilbage, var hun husbestyrerinde for SØRENSEN, "St. HEBO", Hyllerslev ved Varde, en stor gård med herregårdsagtige bygninger, hvad størrelsen angik. Han må være blevet regnet for at være en jordbesidder ud over det almindelige gårdejermiljø, siden han altid omtaltes "Sørensen", mens alle andre omtaltes med fornavn..
Jeg har besøgt hende et par gange på gården sammen med mor og far. En af gangene kørte Sørensen os i jumbekøretøj en lang tur ud til de brede enge ved Varde å, et for drengen ret imponerende syn.
I første halvdel af 1920-erne solgte S. gården, og de flyttede til Varde og kom til at bo i et større hus i Storegade, som S. ejede, og som han senere skænkede til Varde K.F.U.K. Der har jeg besøgt dem nogle gange, efter at jeg i 1926 kom til Varde.
Ved Sørensens død kort efter fik "K" ejendommen, der bestod af to lejligheder, en større og en mindre, og moster flyttede ind i den mindste. Der var nemlig den klausul i testamentet, at hun skulle bo gratis i denne, så længe hun levede. Det gjorde hun kun i ca. ½ år, og så overtog "K" hele ejendommen. Det var på mosters foranledning, at S. fik tanken at skænke ejendommen til "K" så "K" har meget at sige hende tak for også.
Moster ANE led gennem mange ar af astma, men Sørensen sørgede for, at hun altid havde god og rigelig pigehjælp, så hun kunne blive skånet, og hun var ham en både dygtig, præsentabel og tro husholderske gennem de mange år. Han må have sat stor pris på hende, siden han beholdt hende trods hendes handicap. Hun var en god repræsentant for Mølbyslægten.

"Portræt" af MOSTER MARIE fra Mølbygård.
MOSTER MARIE var også en høj dame, men noget mere groftbygget end sin søster. Hun var husbestyrerinde for morbror JENS, fra han overtog gården, og Bedstemor kom på aftægt, og indtil han giftede sig i 1912. Derefter gik der nogle år, som jeg ikke ved noget om, hvad hun foretog sig. Men fra januar I924 blev hun husbestyrerinde for mig i Hoptrup ved Haderslev, hvor jeg var blevet ansat til november I925. Hun fik den "fyrstelige" løn af 30 kr. om måneden. Men den skulle også "rystes" ud af en månedsløn på 175 kr., så der var en vis rimelighed i lønnen.
Moster var meget selskabelig og nød at blive inviteret ud, at indbyde gæster og at komme ind at sludre med mine kolleger. Kun én gang var hun "sur" på mig i de 13/4 år. Mor og Far var på besøg, og jeg havde glemt at grave kartofler op til hende, så det måtte hun selv gøre en dag. Hun kom da med en bemærkning om, at jeg havde fået "en dårlig opdragelse". Og det faldt nu ikke i særlig god jord hos Mor!
Men det blev jo lovlig "magert" for hende økonomisk, så hun forlod Hoptrup til okt. 1925 og kom ud til Sørensen og moster Ane i Varde.
Kort efter moster Anes død, døde også moster MARIE. Jeg har kun gode minder om hende. Men egentlig må det have været trist at blive "gammeljomfru" dengang, når man var henvist til at tjene sit brød som husassistent eller husbestyrerinde i skiftende pladser. Men det var manges skæbne dengang. Moster ANE var det gået bedre for, idet hun havde husbestyrerindepladsen gennem mange ar og havde været meget selvstændig i sine dispositioner.


"Portrætter" af FASTER SINE og FASTER GRETHE fra Lærkehøjgård.
Begge var ugifte. FASTER SINE havde tjent i såkaldte pæne hjem, hvad der havde sat sit præg på hende, så der var noget mere slebent og kultiveret over hende end over familien i al almindelighed.
Faster blev husbestyrerinde for Skovlunds første præst, pastor HUSUM i 1911, og til han blev forflyttet i 1915 (1916?). Hun har serveret adskillige kopper kaffe for mig og andre af hans konfirmander, der i vinterhalvåret samledes efter deres konfirmation hos ham hver 14. dag, drenge og piger skiftevis hver anden uge. Dog kun dem fra Skovlund området..
Faster var noget svagelig og døde ikke ret længe efter, at pastor Husum var rejst.

FASTER GRETHE kom ikke ret langt hjemmefra, så vidt jeg ved, i alt fald ikke i den tid, jeg kan huske. Hun ofrede sig for familien. Først og fremmest for farbror KNUDS, efter at farbror i 1917 havde mistet sin kone. Også hos farbror MARTIS rakte hun ofte en hjælpende hånd og især efter faster MARIES død sidst i 20-erne, og da Mor blev alvorligt syg, mens de boede i Skovlund, var FASTER hos dem og plejede Mor i hen ved ½ år, til hun døde i 1941. Det glemmer vi ikke Faster for.
Hun var i det hele taget et sjældent uselvisk menneske, altid ens og med en dejlig, smittende latter. Hustru og mor blev hun ikke, og dog fik hun en stor børneflok: Farbror Knuds og farbror Martins børn blev hende en god erstatning.
Hun døde i 1948 af kræft, plejet og passet på Lærkehøjgård, hendes fødegård. I dødsannoncen stod der: "Vor kære, altopofrende faster ….". Træffende. Sådan kendte de hende, der kendte hende bedst. Hun levede det, vi andre måske kun synger "søndagssange" om: at tjene andre.

Fra forskellig side blev der under slægtsstævnet i maj 1985 anket over, at der ikke var et "portræt" af mine forældre. Et sådant har jeg forlængst skrevet, men betydeligt mere udførligt end de andre, og det af forståelige grunde. Når jeg ikke tog et "portræt" med, skyldtes det, at jeg ikke havde fået udarbejdet et resumé, der udelod visse mere private beskrivelser. Et sådant fø1ger her:


Et "portræt" af mine forældre: O-LINE (1) Jensen og BERTIL (3) Knudsen, "Elmbækgård" Hoddeskov, Hodde sogn.
Mine forældre er begge fra ANSAGER sogn, Ribe amt. Far var fra "LÆRKEHØJGÅRD" i Skovlund og mor fra "MØLBYGÅRD". De var fætter og kusine, idet mødrene var søstre. Fædrene i øvrigt fætre, så der var nært slægtskab. Mor mistede sin mor, da hun var 4 år gammel.
Forholdene i "Mølbygård" har jeg beskrevet andetsteds. Her skal kun kort omtales, hvilken betydning "Mølbygård" fik i Mors barndoms og ungdomsår i åndelig henseende, for at man bedre kan forstå hendes baggrund.
I slutningen af 1870-erne fik sognet en ny præst, pastor HOFF, der i "nådsensåret" klarede boligproblemet ved at få overladt aftægtslejligheden i "Mølbygård". Han var udpræget vækkelsesprædikant, hørende til den ret nye retning, INDRE MISSION, og med ham begyndte den indremissionske vækkelse i Ansager sogn, der under hans og hans efterfølger, pastor MADSENS virke næsten fuldstændig forandrede sin åndelige tilstand. Bedstefars i Mølbygård (Han var blevet gift anden gang med MAREN POULSEN VAD fra Mejls, den Bedstemor i Mølbygård, jeg har kendt) tilsluttede sig det nye liv fuldstændigt, og mange præster og missionærer havde deres tilholdssted der, ligesom der også blev afholdt mange møder der.
Mor kom også til at tjene i præstegården hos pastor Hoff et par år, og de to førte lige til hans død en regelmæssig korrespondance, et vidnesbyrd om de stærke bånd, der var knyttet.
Mor kom i slutningen af 80-erne på den grundtvigske højskole VALLEKILDE uden dog at blive grundtvigianer! Igennem en årrække var hun søndagsskolelærerinde, og det kom senere os børn til gode.
Så vidt jeg har kunnet skønne, har der været noget mere "gammeldags" over livet i LÆRKE-HØJGÅRD", men initiativ skortede det ikke på. Foruden driften af den forholdsvis store gård, engagerede bedstefar, HANS KNUDSEN, sig i hedeopdyrkning og købte en hedeparcel i HODDESKOV, HODDE sogn, som han med sønnernes hjælp opdyrkede ca. halvdelen af, inden mine forældre satte bo der. Det blev altså senere til mit barndomshjem, "ELMBÆKGÅRD".
Far og brødrene var i skytteforeningen, hvorfra han hjembragte flere skydepræmier. Det var jo på ESTRUPS tid, hvor skytteforeninger grasserede i "provisorieårene, og de havde vist dengang et noget revolutionært anstrøg, uden at jeg dog tror, at Far var revolutionært anlagt! Men han kunne måske være blevet en værdifuld "partisan" i et oprør mod Estrups styre, hvis ikke hans af natur fredsommelighed havde forbudt ham det.
Far var ikke boglig, men særdeles praktisk dygtig. I sit barndomshjem havde han lært at bestille noget. Og børnene der lærte nøjsomhed. Det prægede Far for livet. Han stillede ikke store krav, når det gjaldt ham selv. Hans forældre tilsluttede sig også Indre Mission, og hjemmet var præget af solid, gammeldags gudsfrygt, en god arv at tage med sig.
En forlovelse dengang var, når der skulle anskaffes gyldenring, en mere besværlig, og vel også en mere højtidelig begivenhed end i vore dage. Far hentede Mor i hestevogn i Mølbygård, hvorefter de kørte til Varde og vekslede ringe. Jeg tror, fæstensgaven var en paraply!
I efteråret 1890 blev de gift, og brylluppet stod i Mølbygård. De blev viet af pastor Madsen, Ansager, hos hvem Far havde været forkarl i et par år. Og de første år blev meget vanskelige. Det var 90-ernes landbrugskriseår. Da var 25 ørerne dyre! Men de blev overvundet. Far havde lært at spare, og Mor lærte det også. Husførelsen i Mølbygård var vist ført efter lidt større linier end i Lærkehøjgård, så det har nok været vanskeligere for hende, end for ham at skulle se på 25 ørerne. Og de havde begge lært at bestille noget. Hedebondens lod var vel slidsom, men frugterne udeblev ikke. Heden opdyrkedes efterhånden, og udvidelser af bygningerne foretoges, efterhånden som midlerne dertil tillod det.
De kendte altså begge til livet i en præstegård, og det kunne være meget lærerigt, idet der dengang kom mange mennesker i præstegården. Og så "snusede" de vel også til det rigere kulturliv, der normalt fandtes i præstegårde dengang.
Som før omtalt startede de på heden, den senere "ELMBÆKGÅRD". Der var blevet bygget et stuehus og en stump lade og stald på grænsen mellem den opdyrkede og den uopdyrkede del af hedejorden. Fra stuehusets sydvendte facade så man lige ud over den nøgne hede! Senere blev der anlagt en mindre have. Møblementet var ikke stort: to senge, et bord, nogle stole, en træbænk med ryglæn og et eller to skabe.
De første 15 år blev svære for dem og det ikke blot i økonomisk henseende. Svær sygdom ramte hårdt, og døden bortrev 3 børn, de to ældste og nr. 4, alle i en alder af 6 - 7 år, af en sygdom, der angreb dem i en alder af 2 - 3 år og efterhånden lammede dem, så de var fuldstændig hjælpeløse. Det tog i høj grad på MORS helbred og nerver, og hun forvandt vist aldrig disse års nerve og arbejdspres, men hun klarede det, selv om hun bar mén af det resten af livet.
Men 4 fik de lov til at beholde, og dem er der livskraft i endnu, selv om de er højt op i årene. Men heldigvis havde man ikke den moderne abortlovgivning dengang, for så havde ingen af vi fire eksisteret, hvis det skulle have gået efter nutidens moralsyn!
"ELMBÆKGÅRD" blev et hjem, hvor de gamle grunddyder: arbejdsomhed, nøjsomhed, selvhjulpenhed, pligtfølelse, ærlighed i handel og vandel, hjælpsomhed, gæstfrihed og gudsfrygt blev efterlevet. Mor var - som i øvrigt hele Mølby - Knudsen familien - meget sangglad. Der kunne vanskeligt komme gæster, uden at sangbøgerne kom frem. Og det blev ikke mindre, da vi, da jeg var blevet konfirmeret, fik et harmonium, som jeg lærte at spille på.
Hjemmet var præget af den åndelige bevægelse, begge var rundet af, men der blev ikke prædiket for vi børn. Daglig husandagt og trofast kirkegang var en selvfølge.
Vi lærte at bestille noget og at rubbe os! Lydighed, ærlighed, sandhedskærlighed og en "ren mund" blev indprentet os. Legemlig straf brugtes sjældent, og da som regel af Mor. Far har nok syntes, det var i gode hænder hos hende! Og så skete forsyndelserne vel også mest under hendes domæne.
Det var et godt barndomshjem med en rig arv.

ARVEN findes i vort blod,
ARVEN, det er fælles rod,
saften derfra stiger
ud i sjæl og krop og sind,
ses i væsen som i skind.
Gid vi ej den sviger!


Hvem er hvem?
Moster ELSE var Mors ældste søster, en 5-6 år ældre end Mor. Hun og morbror JEPPE havde en gård i Ålling i den østlige del af Skovlund,

Moster KAREN var Mors næstældste søster. Hun blev gift med morbror DRES, der var enkemand

Morbror BERTIL og moster GRETE overtog "Møldalgård" en gård, der kom ud af hovedgården "Mølbygård

Fars søster ELSE og Mors helbror MARTINUS var fætter og kusine

Faster KAREN og morbror POUL var også fætter og kusine. Morbror var Mors halvbror.

Moster STINNE og farbror KNUD i Nr. Lærkeholt.

Hans søster, faster GRETE, der var ugift

Morbror JENS giftede sig med sin kusine, Marie POULSEN VAD, der var en niece af bedstemor i Mølbygård.

Farbror MARTIN og faster MARIE i Lærkehøjgård.
Faster MARIE var fra en gård i Skovlund.

De ugifte: Moster ANE og moster MARIE, Faster SINE og faster GRETHE, har jeg

"PORTRÆT" af MOSTER ANE fra Mølbygård.
MOSTER ANE var mors halvsøster.

"Portræt" af MOSTER MARIE fra Mølbygård.

"Portrætter" af FASTER SINE og FASTER GRETHE fra Lærkehøjgård.

FASTER GRETHE

OLINE og BERTIL KNUDSEN, "Elmbækgård" Hoddeskov, Hodde sogn.


Forklaring af slægtskab:
1: Barn af Jens Bertelsen og Maren Jensen, Mølbygård
2: Barn af Jens Bertelsen og Maren Poulsen Vad, Mølbygård
3: Barn af Hans Knudsen og Bodil Kristine Jensen, Lærkehøjgård
Hvor "faster" / "moster" er anført i kursiv, er der tale om en omtaleform, ikke et egentligt slægtskab.
Slægtskabet og efternavnene er tilføjet af undertegnede,

Ejgil Hansen, barnebarn af Hans Knudsen og Bodil Kristine Jensen
Tilbage

Jens blev gift med Telefonistinde Emma Nielsen [1696] [MRIN: 675], datter af Forsikringsinspektør Jens Peder Nielsen [1697] og Anna Marie Jensen [1698], den 5 Apr. 1928 i Varde Kirke, Ribe.¹ (Telefonistinde Emma Nielsen [1696] blev født den 1 Maj 1902 i Skjern, Ringkøbing ¹¹, dåb den 11 Maj 1902 i Skjern Kirke, Ringkøbing, døde den 7 Jan. 1994 i Varde, Ribe og blev begravet i Sct. Jacobi KIrkegaard, Varde, Ribe.)