Førstelærer Axel Knudsen [2100]

  Om Axel

1. Han boede hos Gårdejer Martin Knudsen [1995] i 1911 i Lærkeholt, Ansager, Ribe. ^{3 3} Gaardejer. Denne begivenhed blev delt med Gårdejer Martin Knudsen [1995], som også delte den med Bodil Kirstine Jensen [1685] (1840-1917) (Beboer), Bodil Kirstine Knudsen [2017] (1901-1985) (Beboer), Førstelærer Axel Knudsen [2100] (1907-1988) (Beboer), Gårdejer Hans Knudsen [1684] (1838-1917) (Beboer), Gårdejer Hans Knudsen [2062] (1903-1978) (Beboer), Gårdejer Regnar Knudsen [2137] (1910-1962) (Beboer), Gårdejer Viggo Charles Knudsen [2118] (1908-1974) (Beboer), Husassistent Margrethe Knudsen [2489] (1879-1948) (Beboer), Kristine Marie Nielsen [1996] (1877-1932) (Beboer), Margrethe Wulff Knudsen [1999] (1900-1996) (Beboer), og Tømrermester Stefan Marius Knudsen [2086] (1905-1983) (Beboer)

2. Axel boede hos Gårdejer Martin Knudsen [1995] i 1916 i Lærkeholt, Ansager, Ribe. ^{4 4} Landmand. Denne begivenhed blev delt med Gårdejer Martin Knudsen [1995], som også delte den med Bodil Kirstine Jensen [1685] (1840-1917) (Beboer), Bodil Kirstine Knudsen [2017] (1901-1985) (Beboer), Charles Knudsen [2164] (1915-1946) (Beboer), Førstelærer Axel Knudsen [2100] (1907-1988) (Beboer), Gårdejer Hans Knudsen [1684] (1838-1917) (Beboer), Gårdejer Hans Knudsen [2062] (1903-1978) (Beboer), Gårdejer Regnar Knudsen [2137] (1910-1962) (Beboer), Gårdejer Viggo Charles Knudsen [2118] (1908-1974) (Beboer), Hilma Dorthea Knudsen [2148] (1912-) (Beboer), Kristine Marie Nielsen [1996] (1877-1932) (Beboer), Margrethe Wulff Knudsen [1999] (1900-1996) (Beboer), og Tømrermester Stefan Marius Knudsen [2086] (1905-1983) (Beboer)

3. Han boede hos Gårdejer Martin Knudsen [1995] i 1921 i Lærkeholt, Ansager, Ribe. ^{5 5} Landmand. Denne begivenhed blev delt med Gårdejer Martin Knudsen [1995], som også delte den med Bodil Kirstine Knudsen [2017] (1901-1985) (Beboer), Charles Knudsen [2164] (1915-1946) (Beboer), Ester Knudsen [1901] (1904-1983) (Beboer), Førstelærer Axel Knudsen [2100] (1907-1988) (Beboer), Gerda Knudsen [2186] (1920-1972) (Beboer), Gårdejer Hans Knudsen [2062] (1903-1978) (Beboer), Gårdejer Hans Mølby Knudsen [1879] (1902-1966) (Beboer), Gårdejer Regnar Knudsen [2137] (1910-1962) (Beboer), Gårdejer Viggo Charles Knudsen [2118] (1908-1974) (Beboer), Hilma Dorthea Knudsen [2148] (1912-) (Beboer), Kristine Marie Nielsen [1996] (1877-1932) (Beboer), Margrethe Wulff Knudsen [1999] (1900-1996) (Beboer), Martha Julie Knudsen [2165] (1918-2005) (Beboer), og Tømrermester Stefan Marius Knudsen [2086] (1905-1983) (Beboer)

4. Han boede i 1930 i Torvet 6, Tønder. ⁶ Seminarieelev.

5. Han boede i 1940 i Ølgod, Ribe. ⁷ Førstelærer. Denne begivenhed blev delt med Lærer Marie Nielsen [2101] (1910-) (Beboer) og Lærer Ole Knudsen [2104] (1939-) (Beboer)

Mine Erindringer

Axel Knudsen
født d.12. marts 1907 i Lærkehøjgård - død d. 15. april 1988.
Mine erindringer.

Barnedåb i Ansager kirke den 12. maj 1907.
Det kunne ikke være en dag for tidligt, at han blev døbt. Allerede den 12. marts var han ankommet med skrål og larm. Det skulle nødigt trække så længe ud, at knægten selv kunne fortælle præsten, hvad han skulle hedde. Og nu var man i sidste tredjedel af april. Der var mange praktiske gøremål, der skulle ordnes, men faster havde håndelaget og viljen. Faster Mette - en ugift søster til Theodor Marcussen, gdr. i Skovlund, skulle holde mig over dåben og svare på præstens spørgsmål \endash hvad skal barnet hedde? Aldrig har jeg fået en forklaring på, hvorfra man har hentet dette lidt særegne navn. Stedse hævdede jeg over for mine jævnaldrende, at jeg var opkaldt efter selveste Absalon, *1201, statsmand, ærkebiskop, admiral, general, p. p., men hverken Jens Dejgård, Ejner Kruse, Hans Olsen, Emil eller William Jensen (Hjuler) troede på den forklaring. Ydermere var jeg af den opfattelse, at skulle der skræppes, måtte der være et vist format over foretagendet.

Den 12. maj kom af sig selv, og faster nåede det hele. Charabancen kom frem fra vognporten og støvet af, to rolige jyske heste blev spændt for. Far indtog kuskesædet sammen med faster Mette, mens en flok forventningsfulde børn og vidner fyldte bagsæderne. Og så gik det i rask trav ad den grusbelagte landevej mod Ansager. Men trods 1. klasses sutteflaske og en prima ble begyndte fyren allerede ved Mølbygård at vise sin utilfredshed. Med høje skrig og skrål gjorde han sin entre i byen. I våbenhuset forsøgte faster Mette med narresut og vuggende bevægelser at dysse ham ned, det blev snarere værre.
Men den højtidelige ceremoni ved døbefonten blev dog gennemført. Kun få kunne opfatte, hvad præsten og faster Mette sagde.
I våbenhuset blev der holdt familieråd. Faster Mette og far mente, at med de symptomer, jeg viste, var der kun ét at gøre: gå til dr. Mygind, Ansager. Han tog vel imod os trods det uheldige tidspunkt. Den tids spædbørn var anderledes emballeret end nutidens. Foruden ble, evt. navlebind, svøb etc. brugte man en såkaldt liste, et meterlang ti cm. bredt kraftigt vævet lærredsbind. Denne lange liste blev barnet svøbt ind i, så kun armene og hovedet var fri.
Anbragt på lægens briks blev alt tøjet fjernet, og efter mange spørgsmål til far, megen trykkeri og banken, kom konklusionen: leveren er for stor, og som for at understrege sin autoritet og ufejlbarlighed hævede han blikket mod loftet og sagde: hepas mimius, idet han smagte velbehageligt på ordene.
Barnet blev igen svøbt og kom igen til at ligne en egyptisk mumie.
Men far var hele vejen til Lærkeholt skeptisk; som landmand vidste han, at hans køer kunne få trommesyge; han kendte ikke ordet klaustrofobi, men nok lidelsen; men han sagde ikke noget; hans respekt for autoriteter "spidser" kunne ligge på et meget lille sted.
Hjemkommen til Lærkeholt overtog faster kommandoen. - "Lad os nu fjerne panseret og give ham mulighed for at sprælle lidt og se, hvad der så sker." Og knægten lå på lagen og madras, spjættede og fægtede med arme og ben. Ind imellem kom der nogle ikke helt stuerene lyde. Samtidig standsede gråden.
Men far trådte nærmere, stak tommelfingrene i ærmegabene og sagde: "Jeg tænkte det nok. Vejr og vind skal have sin gang!"

Min hjemmelsmand er faster.

Den 15. okt. 1986.
Axel Knudsen.

Far. Martin Knudsen
Født 12. april 1870 \endash død 13. marts 1956

Lad mig kun flagre hen som blad i høst,
Når du, mit land, min stamme, frit må leve,
Og skønne sange på den danske røst
må frie, stærke sjæle gennembæve.
Da står en ny tids bonde på sin toft
Og lytter ud mod andre lærkesange,
Mens himlen maler blåt sit sommerloft,
og rugen gulnes tæt om vig og vange
Jeppe Aakjær 1916.

Det er med en vis tøven og en smule betænkelighed, jeg går til opgaven at tegne et portræt af min far. Billedet skulle gerne ligne og samtidig være både sandt og udtømmende. Nært slægtskab og næsten 50 års samvær giver mig den fornødne dristighed til at give en karakteristik af denne meget nære slægtning, mangesidige og særprægede person.

Min første erindring om min far går tilbage til omkring 1913.
Far havde solgt en kvie til landmand Peder Larsen i Lauborg, beliggende mellem Ansager og Krogager.
Den fine kvie blev leveret en dejlig sommerdag d.å. Efter Ansager begyndte kvien at få hjemve, den fik nostalgisk adfærd; den længtes tydeligvis efter Egyptens kødgryder eller var det "Sarons Yndigheder"; den satte sine klove fast i vejoverfladen, strakte halsen frem, lukkede øjnene, og kviede sig ved at drage videre. Far snakkede venligt til den, gik ind på en gård og lånte en spand dejligt, koldt vand, som dyret begærligt slugte, og nu blev målet nået; måske lever dens efterkommere endnu.
Men hjemturen til Lærkeholt blev endnu mere dramatisk end udturen. Ihukommende den matematiske læresætning, at den korteste vej mellem to punkter er den rette linje, satte han kursen direkte mod vest, over marker og enge, gennem plantager og moser. På et tidspunkt måtte vi over en å, vistnok Ansager å; den var bred, syntes jeg, og strømmen var overvældende. Over vandløbet førte en smal bro, såmænd blot et par brædder lagt over tre lodrette stolper nedgravet i åens bund \endash alt uden rækværk. Far gik rask over og kom i sikkerhed på den vestlige bred. Jeg tøvede, men far sagde med rar stemme: "Kom så!" Det var en dristig og vovsom beslutning. I dybet kunne jeg se den hvirvlende strøm og tangskove, der svingede fra side til side; jeg syntes at se kæmpestore grådige gedder og mente at se en blodtørstig haj under brinken. Jeg fægtede vildt i luften med min drivkæp for at holde menageriet på afstand; det gik! Ankommen til vestbredden slog jeg i glæde armene om benene på min far; han roste mig for min indsats og mente, at jeg nok skulle blive til noget, når jeg blev lagret lidt \endash alt i alt en god tur.

3. karlen Linding Hansen havde en dag i november lokket mig ud i en stor runkelroemark. Det frøs 3 grader. Han syntes vist, at marken så mere overkommelig ud, når vi var to. Faster slog alarm og far beordrede mig hjem til kakkelovnen \endash jo, far havde omsorg for os.
Min far var en travl mand, meget flittig og viste rig foretagsomhed. Med de mange gøremål, var det næsten udelukket, at der kunne blive tid til rolig samtale med børneflokken. Det karakterdannende og det, der gav os den fornødne ballast, skaffede vi os ved at lægge mærke til de eksempler, han gav os gennem sit eget liv og væremåde. Men far "gjorde sin pligt udi sit distrikt" \endash skaffede familien gode materielle vilkår, gav os gode opvækstbetingelser og hjalp os til rette i uddannelses- systemet.

Undtagelsen fra denne tilknappethed var søndag formiddag. Når far havde ydet præsten ved Skovlund kirke sin tribut, havde parkeret sin sofacykel, havde passeret køkkendøren og trådte ind i spisestuen, var han helt i hopla. Om oplagtheden skyldtes en eminent prædiken i kirken eller de kulinariske dufte, der sivede ud fra køkkenet, hvor mor og faster tryllede med gastronomiske specialiteter, kan ikke afgøres. I hvert fald startede han en fejende runddans på spisestuegulvet. Gerda på den ene arm og Martha på den anden. Imens sang far ud af karsken bælg. Sangen var hjemmelavet, let at lære, men vanskelig at forstå. melodien var af samme skuffe:
Da rei, dum da,
da rei, dum da,
da rei da rum da rei da rum da da
da rei da rum da rei da rum da da
Derefter den samme tekst og den samme melodi, men nu den anden vej rundt.
Til sidst satte far sig forpustet i sin stol, helt ør og svimmel, men nu stod maden på bordet.
Ethvert større måltid i hjemmet på Lærkehøjgård indledtes altid med, at far bad en bøn. I min tidligste barndom afsluttedes spisningen altid med trosbekendelsen og fadervor. Senere nøjedes han med at læse et stykke af en opbyggelig bog.

Min far var efter den tids målestok veludstyret m.h.t. såvel almene som faglige kundskaber. Syv år i Skovlund skole hos den myndige og dygtige lærer J. Kristensen. Om J.K. fortælles: Da han tiltrådte \endash vist nok i 70-erne ville fire store lømler prøve ham af. De stillede sig op og sagde: "Er du ham som kommer, eller skal vi vente en anden"? J.K. svarede prompte: "Jeg er den, der kommer, og I skal ikke vente nogen anden!" I samme nu røg højre armen ud, og de fire lå i stenbroen foran den stråtækte. Indtil 1920 kom der ikke flere forespørgsler af den art. Hans datter Magda var en eminent fortæller. Hun evnede at få os til at rette antennerne ud, at få nakkehårene til at stritte, når hun berettede om Niels Ebbesens bedrifter lørdag den 1. april 1340 eller fortalte levende om begivenhederne i Haraldsted skov 1131 \endash min store tak til Magda.

Tilbage til fars uddannelse. Det er da sandsynligt, at bedstefar Hans havde en finger med i spillet, men hvorom alting er, så kom far såvel både på højskole som på landbrugsskole og en vinter på Staby seminarium. I 1891 og deromkring var han soldat og gennemgik korporalskolen der. Det militære islæt i hans karakter forlod ham aldrig. Poul Mølby og min far, som fulgtes ad i militærtiden, skulle hjem til Lærkeholt på orlov. I stedet for at løse billet til Tistrup, steg de af toget i Holsted, marcherede tværs over mark og vang til Lærkeholt, som de indtog med storm.
Min far var således både fagligt og rent menneskeligt udrustet til at overtage gården i Lærkeholt efter bedstefar Hans og bedstemor Stinne i 1899.


Straks indledte far et omfattende byggeri. I mit soveværelse her på Hybenvej 3 hænger et oliemaleri udført af Villiam Færing ca. 1901, en smuk, velproportioneret firelænget gård, bygget i røde mursten og forsynet med rørtag. Med økonomien gik det glat, jeg mener at vide, at Grete Marius havde den store tegnebog fremme ved mors og fars bryllup d. 23. marts 1899. I hvert fald stod der først i århundredet en dejlig firelænget gård med 6-vinget mølle på taget af laden, en flagstang i haven og et tilliggende på 110 tdr. land \endash alt tegnede godt. Men far havde det ikke som den rige bonde i Lucas, kap 12, han ville videre. Allerede i 1917 blev udhusene moderniserede, stråtaget blev erstattet af tagsten, en ny og større lade blev opført parallelt med den gamle. I 1924 kom turen til stuehuset, som fik udskiftet spærene, forsynet med tre kviste. Samtidig blev rørtaget ombyttet med brændte teglsten. Men fars byggelyst var ikke tilfredsstillet endnu. I 1929 udskilte han 35 tdr. land fra den gamle gård og opførte en splinterny 3-længet gård vest for Lærkehøjgård.
Her kom bror Hans til at virke. Slutstenen på fars lange byggevirksomhed blev huset "Knøw" i det nordøstlige hjørne af den gamle gårds jorder. Jeg vil tro, at "Knøw" stod færdigt omkring midten af
fyrrerne, og her levede far en fredelig tilværelse til 13.3.1956.

Fars opdragelsesprincipper indeholdt ikke den højere pædagogik \endash og slet ikke den moderne.. Ingen har truffet fars pædagogiske synsmåde så præcist som skoleinspektør J. K. Knudsen, Varde. J. K. K. var så venlig at skrive et epos til ære for far i anledning af hans 80 års fødselsdag d. 12. april 1950. Hør her:
- og det er ganske vist, at det han (min far) stærkt "kreperer",
- når i moderne tid han træffer på en slapsvans
- og tænker sikkert da Ham skulle fatter Hans
- en lille tid haft til speciel behandling,
- så skulle man ha` set en underbar forvandling. - - - - -
Her er min fars opdragelsessyn taget lige på kornet. Stod far bag min stol og så, hvad jeg nu skriver: ØD, medindflydelse, væk med spanskrøret m. v., ville han hvæse i protest og forudsige verdens undergang.

Ved hjælp af en klippemaskine af den slags, som frisørerne anvender, lykkedes det for far at holde hårpragten i bund hos de seks drenge i familien. Sandheden i ære skal det siges, at der ikke var plads til individuel behandling eller særønsker. Efter traktementet, der foregik midt på køkkengulvet, var håret skåret ned til en længde af 1 mm. Vi lignede mere 6 bortløbne tugthus-fanger eller en afdeling af Cromwells soldater fra 1650.

En formiddag kom farbror Bertel på besøg, netop som far var ved at bearbejde Stefan, der vred sig som en ål under den hårde behandling. Skønt der lå en hudlap med lange hår og boblede og osede på det varme komfur, og Hans gik rundt og blødte efter et klip i øret, erklærede farbror Bertel, at miljøet tiltalte ham. Han ytrede ønske om at blive betjent i etablissementet, hvorefter far bad ham indrette sig i køen. Vi prøvede diskret på at advare farbror, men han fandt, at der åbenbart ikke var videre risiko til stede. Principperne i barberstuen på Lærkehøjgård var nærmest amerikansk. Her har man i husvæggen en indbygget form, som frisørkunderne blot kan stikke hovedet ind i. To sekunder efter kan man trække det meste af hovedet til sig \endash frigjort for skæg og hår. "Men", indvendte vor tilhører, "det går slet ikke, en har en stor kartoffelnæse, en anden en lille knort, en har ørerne anbragt tæt ind til kraniet, mens en anden har flapører, ligesom spædbørn, der var kommet til at sidde baglæns på storken, da de ankom". "Rigtigt", sagde yankeeen, " men disse forskelle forsvinder efterhånden!"
Da far havde færdigbehandlet nr. seks, blev det farbrors tur. Han anbragte sig på stolen. Vi lagde mærke til, at far lånte ham et par tøfler, og han fik mors forklæde bundet om halsen, at far høfligt spurgte, om han havde særlige ønsker. Det havde farbror. Han ville sætte pris på at bevare sin hårpragt oven på hovedet. Dette ønske vil blive respekteret, sagde far. Men der gik næppe mere end fem minutter, før de to var i en forrygende politisk diskussion; thi det var just i de tider, da Dansk \endash vestindiske øers skæbne var til afgørelse gennem en folkeafstemning. Farbror Bertel var imod salget. Han mente øerne kunne blive en guldgrube for Danmark, hvis man sendte folk derover \endash folk, der havde forstand på landbrug, handel og plantagedrift. "Men 25 millioner kroner vil skæppe godt i vor slunkne statskasse", indvendte far. "Jeg har set ned i statskassen", sagde farbror " den er et kæmpestort hul uden bund"! Sådan fortsatte meningsudvekslingen en god tid. Imens fik farbror det ene gok efter det andet af den tunge klippemaskine. Det så farligt ud.
Men nu begyndte faster at rumstere med madam Blå, mor åbnede for kagedåserne, kopper blev rettet an, frisørarbejdet blev færdiggjort, freden blev genoprettet, og familiehyggen indfandt sig \endash til min store overraskelse forblev farbror Bertel en trofast kunde.

Det var et langt, et virksomt, et rigt og begivenhedsrigt liv min far fik tildelt. Han indfriede de forventninger, Hans og Stinne stillede til ham. Inden for hans egentlige fagområde gik han foran og viste vej.
Den 12. marts indbød vi ham til en fødselsdag i Veldbæk skole. Han kom, var tilsyneladende i god form, spiste og nød cigaren. I aftenens løb bad han mig glemme en udtalelse, han havde fremsat om mig. Sådan var far også. Han havde format! Ud på aftenen tog han afsked, hvorefter han kørte med Metha og Viggo hjemad. Han nåede det aldrig. Dagen efter ringede telefonen og fortalte, at far undervejs var blevet syg og indlagt på Grindsted sygehus. Kl. 14.30 s.d. ebbede livet ud \endash hjerneblødning.
Han ligger begravet på Skovlund kirkegård ved siden af mor og Charles.


Hybenvej den 22. jan. 1987.

Mor. Karen Marie Nielsen
Født fredag den 16. feb. 1877 \endash død torsdag den 1. dec. 1932.

Bedstefar Hans`s gamle amerikaner-ur i spisestuen på Lærkehøjgård slog ni torsdag den 1. dec. 1932. I soveværelset ved siden af lå mor i sin sygeseng \endash syg og meget svag. Dr. Mygind havde kort forinden forladt gården i erkendelse af, at han ikke formåede at gøre mere. Sygeplejerske Karen Markussen forlod sygeværelset; i stedet flokkedes de nærmeste tæt om sygesengen. Nu talte mor med svag, men tydelig stemme:

"Jeg rejser og ved, hvor rejsen går hen:
Den går til Guds evige rige;
Jeg rejser til åndernes fader og ven,
Til landet, hvor aldrig med sorg igen
Fra sjælene sjælene vige."
B. S. Ingemann.

Så sov mor stille hen; og vi forstod ingenting.
Men i denne lykkelige tro levede mor sit liv, og i den samme tro fandt hun fred.

De vuggegaver og evner, vi måtte have arvet fra vore formødre og aner, er ikke håndgribelige størrelser; det er anlæg, der skal passes, plejes og udvikles for at opnå gunstigst mulig vækst \endash omvendt: uden brug forbliver disse gaver uudfoldede. Enkelte oplevelser, henkastede bemærkninger og ytringer lod mig ane, at min mor var et evnerigt og interessant menneske. I en eller anden forbindelse sagde hun: "Da jeg var fire år, kunne jeg læse i hvilken som helst bog". Trang til selvhævdelse, endsige skryderi, lå henne fjernt; måske har Grete Marius og Stefan rakt hende en hjælpende hånd. Jeg mindes, at far og en præst i en time prøvede at overtale min mor til at holde et foredrag i missionshuset, hun undslog sig. Men hvorfor udnyttede hun ikke sine vuggegaver? Det kan der være flere forklaringer at gætte på: mange pligter, stort ansvar over for en talrig børneflok, stor husstand, meget arbejde: der skulle dagligt "skæres hakkelse i døgnets rejsestald" \endash derfor.

Det må have været årene fra 1884 \endash 91, at faster havde denne erindring fra J. Kristensens gl. skole i Skovlund: "Der var fart på, når Marie kom susende om hushjørnet, ingen kunne følge det rappe pigebarn, når hun satte farten op!" Faster igen: "Også i klassen var der tempo på, når Marie tog fat".

Som antydet i indledningen af dette billede af min mor, var mor fast forankret i et kristent livssyn; men det var hende væsentlig, ja, magtpåliggende, at hendes børn blev indstillet på den samme tænkemåde fra tidligste barndom. I mit hjem var det altid skik, at man ved sengetid kom ind i soveværelset, foldede sine hænder over sengen og bad en kort bøn; den indeholdt altid ordene beskærmelse og bevarelse \endash et udtryk for den uudtømmelige omsorg, hun havde for sine børn. Bønnen sluttede med Fadervor; somme tider indflettede hun et skriftsted, som hun kendte mange af.

Denne altfavnende omsorg strakte sig også til at omfatte det daglige samvær med børneflokken. Såvel store som små problemer var mor stedse parat til at hjælpe os igennem. Som femårig fangede jeg i en rusten buddingform en fisk. Den var vel 5 cm. fra snude til halerod, men den strålede i alle regnbuens farver. Jeg stormede henrykt hjem med fangsten, og mor var straks rede til at gøre den i stand og stege den. Ynkelig så den ud, da hoved og hale var kappet af, den var næsten ikke til at skelne, da den lå og vred sig midt på den store pande; det var en himmerigsmundfuld.
Tirsdag den 1. maj 1917 fulgte mor mig over i min nye plads som hjorddreng m.m. hos Jens Plauborg, Lærkeholt. "Her kommer jeg med min dreng", sagde mor. "Jeg håber I vil være gode mod ham". "Det skal vi nok", sagde Sidsel og Sigrid i kor, og de holdt ord. Efter kaffen tog mor afsked, men da hun gik ud gennem gårdsleddet og videre, vendte hun sig ikke og vinkede til mig i døren. Mor forstod nok situationen bedre end jeg.

Onsdag den 12. marts 1917 var der fødselsdagskalas på Lærkehøjgård. Tilstede var Ejner, Kr. Mølgård, Emil, Jens, Dejbjerg og Magnus. Efter en vældig fodboldkamp med et utal af mål, blev vi af faster budt på chokolade og kage. Midt på det smukt pyntede bord stod en stor lagkage med hvidt sukker, og midt på kagen stod tallet 12 i kakao \endash småting! siger nogle måske. Ikke hos mig. Den tanke, der ligger bag, mærkes langt ud over død og grav; beviset herfor er nærliggende.

En hverdag i august \endash var det vist \endash holdt jeg med hesteforspand på gårdspladsen "Kirstinelund", Gelballe, Lunderskov og læssede grøntfoder af. Det var i 1922. Pludselig stod Hansine, Knud Knudsens kone med et brev, der var adresseret til mig. Det anede hende, at brevet indeholdt noget om min syge mor, der var indlagt på sygehuset i Varde. Brevet var fra far. Brevet indeholdt to ting: mor var meget syg, og jeg skulle første søndag begive mig til Varde, hvor Stefan ville møde mig på banegården.
Jeg gennemlevede nogle bitre dage og løste billet til Varde. Her traf jeg ganske rigtigt Stefan, og vi fulgtes ad til sygehuset. Ukendt med forholdene som jeg var, ville jeg sporenstregs gå til sygehusets indgang og sige: "Goddag, jeg vil gerne tale med min mor". "Den går ikke", sagde Stefan, som var godt kendt med rummelen. Han havde i 1919 været indlagt på selv samme sygehus. "Hvis du fremfarer på den måde, bliver du afvist og bliver måske forment adgang for al fremtid". Vi gav os så til at vente 40 min. Det var en meget lang tid! Så nær og dog så langt fra! Det blev et uforglemmeligt møde! Af glæde over at finde hende i live græd jeg og borede ansigtet ned i hendes hovedpude for at være hende nær. Hun klappede mig på håret og på ryggen og kaldte mig ved de kærligste navne, men inden jeg vidste af det, var besøgstiden forbi. Jeg gik baglæns ud af døren og fastholdt hendes øjne til det sidste. Så begyndte hjemturen til Gelballe: den var strid, men Stefan var venlig og forstående mod mig. Så tog han sin cykel, og derefter kørte han til Lærkeholt.
1. nov. 1922 styrede jeg min Dürkopp omvejen over Varde for at være sammen med min mor endnu en gang. Far kørte mig til Lærkeholt i ponyvognen forspændt en islænder. Turen tog 2½ time. Mor kom hjem et par dage før jul samme år.

Min mor havde en stærk ånd, men hendes sidste tiår var præget af sygdom og svaghed. Mor var en blød natur. Hun foretrak mildhed, sammenhold og solidaritet frem for strid og kamp til stregen. Mors milde væsen, menneskelighed og gæstfrihed var kendt i vide kredse.
I 1929, da bror Hans havde travlt med at opføre sin nye gård, kom en af håndværkerne \endash en murer \endash til at kigge lovlig dybt i flasken. Udflugten tog 14 dage. Hans rasede, men mor sagde til mureren: "Velkommen tilbage! Alt forladt! Tag fat!" Mor havde lært noget om, hvilken vej man kommer længst ad.
Fars energiske og lidt barske facon virkede en smule rystende på omgivelserne, men så var min mor tit parat med en udglattende bemærkning og et forsonende smil, så de helt store bataljer blev undgået.
Den gæld, jeg står i til min mor er ubetalelig. Tiden er forpasset; måtte ovenstående blive et beskedent afdrag på min skyld og samtidig et ærligt forsøg på at forevige min mors minde for mine efterkommere.
Lad det blive sådan, mor.

Den 5. maj 1987


Søskende på Lærkehøjgård.

Vi var i mange år elleve søskende i hjemmet. \endash I dag \endash 24/10 1986 \endash er vi fire.
Det var et godt hjem at vokse op i. Nok var der masser af arbejde både i mark og stald; men der var også tid og lejlighed til fritidssysler, leg, sport og samvær med gårdens beboere og naboer. \endash Lærkehøjgård var et levende og livligt sted; her skete altid noget; her var ingen døde punkter; det sørgede bl.a. min far for. Han var en meget foretagsom mand, fuld af ideer og initiativer. Mange andre på gården satte deres præg på den daglige tilværelse. Set med nutidens øjne var vi mange til at drive den gård.
Jeg vælger marts 1917: Bedstemor og \endash far, Peder Jensen og Mette i fodermesterhuset, far og mor, faster, to piger, tre karle, vi børn + en daglejer samt håndværkere næsten året rundt. Der skulle store gryder på hver dag, men mor, faster og deres hjælpere klarede alle skær.
I en så stor søskendeflok som vores må der nødvendigvis være stor aldersforskel mellem den yngste og den ældste; det kan let blive til en snes år. I en sådan flok får forbindelsen, sammenholdet og solidariteten mellem dem let en løsere karakter end i en familie med nogenlunde jævnaldrende børn. Selv om de er helsøskende, er de dog ikke vokset op under samme forhold, ja, de har ikke engang haft de samme forældre; thi forældrene forandrer sig jo også i løbet af tyve år. Den familiefølelse, der udvikler sig mellem søskende i den store flok, minder mere om den, der findes mellem fætre og kusiner.
Trods den store spredning m. h. t. alder var sammenholdet i flokken gennem de mange år forbilledligt, og det er mit indtryk, at solidariteten øgedes, efterhånden som kredsen blev mindre på grund af dødens høst.

24.okt.1986.


FASTER.
(Margrethe Knudsen)

Overskriften kan synes upræcis og ubestemmelig, men i min sprogbrug er betegnelsen entydig og bestemt: Faster er min fars yngste søster, født d. 28.maj 1879, død d. 26. sept. 1948. Hun var ugift og levede næsten hele sit liv på fødegården i Lærkeholt; hun var en datter af huset, og som sådan agtet og respekteret \endash ikke bare tålt, men en uadskillelig del af familien; hun var den, vi børn henvendte os til, når mor ikke var i nærheden, og faster var altid rolig, venlig og sindsrolig.
Men hvad var nu hemmeligheden bag denne balancegang mellem familiemedlem og en slags tyendestatus? \endash Ja, faster kendte sit værd og sin plads i systemet, og det er netop i lyset heraf, man skal vurdere det mangeårige og forbilledlige samarbejde mellem mor og faster.
Når faster nød så stor anseelse og respekt i vort hjem, så lå forklaringen ikke blot i hendes væremåde over for alle, men også i hendes lyse sind og venlige adfærd og i hendes uomtvistelige dygtighed på alle de områder en kvinde på en gård bliver sat over for. Faster var lige så ferm i et dejtrug som ved en symaskine \endash på en malkestol som på markarbejde. Faster var sangglad og brugte sin gode stemme flittigt; især under malkningen gik det løs, sammen med "Gethe" og Stinne \endash mine to ældste søstre; den gode akustik i stalden fik køerne til at synke ned i koderne og lukke øjnene halvt i; min far var svært godt tilfreds med den musikalske underholdning; han mente i øvrigt, at mælkens fedtprocent steg et point på grund af dette musiske indslag \endash billigt kraftfoder!
- Apropos malkning: jeg mindes her en egenartet adfærd, min far udviste under middagsmalkningen. Dengang havde vi på gården ikke noget med Træk og Slip \endash højst "træk"! Når far skulle udføre sine højst private gøremål, gik han ud i kostalden, anbragte sig på kanten af grebningen, den lange pibe blev anbragt med støtte på broen og nåede næsten over til den modsatte grebning; denne affære fandt dog sted i den nordlige del af stalden bag unghøvederne, mens pigerne med faster i spidsen besørgede malkningen i den sydlige ende af stalden, og starten fandt sted kl. 12.45. \endash Vi forklarede og forsvarede fars specielle adfærd og mangel på konveniens med, at han sikkert var glad for den behagelige atmosfære i stalden og lunheden samme sted; men han blev ved med sine staldbesøg længe efter, at vi havde fået installeret "T & S". Men tilbage til det musiske i stalden.
Pigernes sang-repertoire skrev sig fra det, de havde lært i skolen under Magdas kyndige ledelse \endash dels fra Indre Missions Sangbog samt Salmebog for Kirke og Hjem \endash utroligt så mange tekster og melodier, de kunne udenad.
I de lange vinteraftener omkring langbordet i den lune stue kunne interiøret godt komme til at minde om E Bindstouw i mindre format \endash nogle læste bøger eller aviser, andre var i gang med håndarbejde, Hans, min ældste bror strøg violinen, og pigerne sang, men denne gang var sangvalget et andet, nærmest døgnviser f. eks. Alperosen, Høstpigen, engang stillede faster sig op foran mig og sang:
I havet hist den sorte
han vaskede sin skjorte,
så den blev som blæk.

Til gengæld refererede jeg så, hvad Magda havde fortalt om Niels Ebbesen og sorte Wolle lørdag d. 1. april 1340.
Faster tog det ikke så nøje, om fremstillingen var historisk korrekt, men tværtimod opfordrede hun til at tage fantasien i brug; jeg udpenslede så i stærke farver, hvordan Sorte Wolle tog ham i hans gule lok (grev Gert var ellers kullet iflg. overleveringen) og hugged' hovedet af på sengestok, hvorefter hovedet rullede hen ad gulvet, mens en blodstrime piskede op ad væggen. Denne realistiske fremstilling bevirkede, at en af pigerne måtte gå i seng i utide med kamferdråber og varmedunk.
Faster selv var en god fortæller. \endash Engang blev mor syg, og for at skaffe ro blev det bestemt, at jeg, som da var 3 \endash 4 år gammel, \endash skulle sove i gæsteværelset i husets østre ende; faster fulgte mig derop og lagde mig i seng og efterlod en 10" petroleumslampe på servanten \endash et par meter fra sengen \endash tændt. Et stykke tid efter kom faster tilbage, helt forfærdet blev hun, da hun så mig ligge sovende med den tændte lampe i strakt arm ud over sengekanten. Hun vristede lampen ud af min næve. \endash Hun havde åndsnærværelse til at konstatere, at der ikke var antydning af sod i lampeglasset. \endash Den oplevelse ville faster gerne have været foruden.
Faster beretter videre:
Engang midt i 1870'erne fandt Martin ud af, at han trængte til en ny habit; bedstefar anbefalede ham den lokale skrædder i Ansager, der var noget billigere, men far gennemtvang sin vilje og rejste til Skjern, fik tøjet syet, kom hjem og præsenterede sættet for familien. "Det sad sandelig flot", sagde faster.
Videre fortæller faster:
En 200 m lang grøft skulle gøres op af Bertel og Knud. 100 m punktet blev markeret med en sten. \endash Hvem kom først? Knud arbejdede som en bulldozer, det opdagede bedstefar, hvorfor han steg ned i grøften til Bertel for at hjælpe. "En mand i grøften foruden mig er nok!" sagde Knud. Bedstefar listede hjem.

Omkring 1945 begyndte faster at skrante. Lægerne kunne intet gøre. Faster tilbragte sin sidste tid hjemme på gården i Lærkeholt. Den 26. september 1948 døde hun. Faster blev begravet på Skovlund kirkegård den 30. sept. 1948..
Hendes båre blev hensat i den øverste stue på Lærkehøjgård; det faldt i min lod at holde mindetalen. Efter talen kom Karl, skoleinspektør i Varde, hen til mig og sagde: "Det var en god tale, du holdt. Således opmuntret tillader jeg mig at gengive den, som jeg husker den efter notater.

Der er nogle mennesker, som efter deres død hurtigt glider ud af vor erindring, de kan have været meget respekteret og afholdte, og dog er det, som om den plads, de efterlod sig, hurtigt udfyldes og dækkes, det er omtrent, som når man fjerner en busk i et hegn, kort efter er den tomme plads der ikke mere.
Og så er der andre mennesker, der ved deres bortgang efterlader en plads, der kun udfyldes meget langsomt, hvis den da nogensinde dækkes, selv på lang afstand kan man se denne tomme plads i skovens hegn..
Fasters bortgang virkede på denne måde \endash ikke alene på os i dette hjem, men jeg tror, jeg tør sige, at den virkede sådan på alle i hele vor store familie.
Faster så første gang lyset her på dette sted. Her har hun levet de fleste af sine år, det er derfor i første række os børn, som er opvokset her på Lærkehøjgård, der står i taknemmelighedsgæld til vor gamle faster.
Så langt min erindring går tilbage, kan jeg huske faster. I min amindelse dannede sig billedet af en mild og venlig kvinde med et lyst og muntert sind; hos hende kunne vi søge råd og trøst i vore småbekymringer, og vi gjorde det gerne, og faster tog imod, som var det hendes egne børn.
Vi børn her fra dette hjem fik ikke lov at beholde vor mor til hun blev gammel. Til gengæld kan vi næsten sige, at vi har haft to mødre, thi foruden vor rigtige mor har vi haft faster, som på en måde var vor anden mor.
Ligeledes mindes vi det gode forhold, der rådede mellem mor og faster, til trods for at samarbejdet strakte sig over mange, mange år, har jeg aldrig hørt en mislyd imellem dem, det tjener dem i lige høj grad til ære begge to, at dette gode forhold kunne bestå. Det, der bestemte hendes forhold til mor, var dette, at hun i alle situationer var ærlig og loyal.
Hun var en datter af huset, og sådan følte hun sig også, men hendes medfødte takt og finfølelse var bestemmende for hendes adfærd og plads i huset.
En anden væsentlig årsag til, at samarbejdet mellem mor og faster blev så let og gnidningsløst, må søges i fasters karakter; hun hørte til den gamle skole; fra sit hjem havde hun lært at gøre sin pligt og lidt mere til \endash uden tanke for om hun nogensinde fik noget for det eller ej; grundtrækkene i hendes karakter var uegennytte og pligtfølelse; hun har alle dage arbejdet hårdt, og altid var det for andre, hvor som helst der blev kaldt på hende, kom hun, for som hun altid sagde: "Arbejdet skal jo gøres, og der er ikke andre end mig til det."
I almindelighed regnes det ikke for noget attråværdigt at være ældre tante i et hjem; i mange tilfælde er deres stilling i familien den, at de knap og nok er tålt af den øvrige. \endash Sådan var fasters ikke; ved sin trofasthed og sin selvforglemmende gerning har hun skabt respekt og agtelse om sig og vundet en stor plads i vore hjerter.
Nu er hun borte, og hun efterlader en stor tom plads; den tomme plads i skovens hegn udfyldes kun langsomt, men vi, der har haft den lykke at kende faster \endash vi siger tak for faster, tak for, hvad hun har været for os, da vi var børn, og for, hvad hun har været for os lige til denne dag,

Den 26. oktober 1986.



Mine Bedstemødre.

Ikke færre end 3 har jeg af slagsen:
Farmor på Lærkehøjgård.
Mormor i Skovlund
Mormor i Hesselho.
De tre bedstemødre var naturligvis vidt forskellige m.h.t. f. eks. statur, væsen og temperament m.v., men der var også fællestræk. De var alle tre besat af evighedsspørgsmål \endash om livet efter døden; religionen var af enorm betydning for dem - Det var den ene pol. Den anden var familien og den daglige kamp for det daglige brød; livet uden for jorden og på jorden var grundelementerne i deres tilværelse.

Bedstemor på Lærkehøjgård.

Slægtsbogen fortæller: "Bodil Kristine Jensen f. d. 26. maj 1840 i Ansager, død d. 15. aug. 1917 i Lærkeholt." Hun blev gift med bedstefar Hans Knudsen d. 21. sept. 1862, drev Lærkehøjgård fra 1862 \endash 1899; på aftægt s. st. til 1917.
I vort sommerhus på Holmslands Klit, Sdr. Klitvej 77, Årgab, kaldet Hannes hus hænger 2 fotos, de forestiller bedstefar og bedstemor, Hans og Stine, billederne er nok lavet omkr. 1912, op til guldbrylluppet d. 21. sept. 1912.
De 2 fotos er vor arv fra Lærkehøjgård. Hans har sort krave, ørelangt hår, velsiddende jakke på et par brede skuldre, der fortæller, at bedstefar også har været stærk grovsmed. \endash Stine har en fin kjole på, hvid halslinning og elegante pufærmer; på hovedet bærer hun en lille hue med smukke blomster. De kan se ud ad gavlvinduet mod klitrækken og ane havet bagved. På den modsatte væg kan de se det gamle amerikaner-ur, som jeg har arvet efter min far, der arvede det fra bedstefar i 1917.
Når jeg har trukket uret op og går ud ad døren, nikker Hans til mig og siger:" Godt min dreng, at du holder værket i gang; det samme gjorde Stine og jeg i mangfoldige år. \endash Fortsæt i det gode spor!" \endash "Ja," sagde Stine, hvem skulle have troet, at vi blev så tilfredse med den knægt; på Lærkehøjgård var han nok flink til at hente vand og tørv, især når han fik lov til at skrabe skowrerne af havregrødskasserollen; men jeg husker også, at han engang fyldte skosværte i min kaffepose i stedet for tut \endash cikorie -; den spøg har jeg stadig i frisk erindring!" \endash og Stine fortsatte: "Også m.h.t. udseende skilte han sig ud fra de øvrige 10 i flokken, som var enten blonde eller rødhårede, alle lyse i huden, mens han var sort som din smedje og mørk i huden som en sydlænding; i væsen og adfærd ligner han grangivelig en andalusisk tyrefægter. \endash Holder vi os til hans mor og hendes mor, Thea, ser jeg en tydelig linje fra Koldinghus 1808 og til Lærkeholt." \endash "Kan være, du har ret, men du ved ingenting om den sag", sagde Hans.
Det sidste minde om bedstemor stammer fra en af de sidste dage i april 1917. \endash Bedstefars kiste var henstillet i vognporten på Lærkehøjgård. Bedstemor sad på en stol ved siden af båren; uden på sin dragt havde hun et hvidt sjal.
Lærer J Kristensen, Skovlund, talte ved kisten; de fremmødte sang: Frelseren er mig en hyrde god.
Midt i august samme år fulgte bedstemor efter.

Bedstemor i Skovlund.
Margrethe Wulff

Hun blev kaldt Grete Marius og var uden tvivl den mest sammensatte af de tre, hvad sind og karakter angår. - Jeppe Hejbøl skriver i "Ansager sogns historie": -- På den tid havde kammerherren en kusk, Stefan Marius Kristiansen fra Gjellerup ved Varde; han stod i høj kurs hos herskabet; det samme var tilfældet med en pige på gården; og så skete det, at de to blev forlovede." Kammerherren, der stod med en forsømt og forarmet fæstegård i Skovlund, tilbød nu sine to yndlinge ejendommen i fæste; tilbudet blev modtaget; de blev gift, overtog fæstegården, som de senere købte til selveje.
Jeppe Hejbøl fortsætter: "Stefan Marius og Grete fik den gamle gård godt i drift; bygningerne blev fornyede, og de blev velstående og velagtede folk i sognet. \endash Han blev både sognefoged og sognerådsformand. \endash Børn havde de ikke; men de adopterede to plejebørn, en pige og en dreng. Pigen blev gift med Martin Knudsen, Lærkehøjgård, og drengen, Theodor Markussen lod de få Gården. - Grete overlevede Stefan Marius, og hun stiftede et legat for trængende lærerenker i Ansager sogn, samt et på 15.000 kr. for værdige trængende i Ansager.
Bedstemor i Skovlund boede i sine sidste år i et lille stråtækt hus lige øst for Theodor Markussens gård. \endash Tit besøgte hun Lærkehøjgård; turen blev foretaget til fods, tværs over mark og eng; hun medbragte milde gaver; ofte gav hun en krukke honning, avlet i egen bigård. Men opførte de urolige knægte sig ikke i overensstemmelse med hendes pædagogiske principper, faldt hammeren omgående, d.v.s. ildkrog og ildklemme fra komfuret blev taget i brug, og ve den arme stakkel, der var for langsom til at bringe sig i sikkerhed. \endash Jeg var hendes foretrukne mål; hun kaldte mig Uglspil og påstod, jeg havde kvægsølv i årerne \endash vægtfylde 13,6 \endash i stedet for blod, og lader man bedstemors påstand gælde, er det sandsynligvis derfor, min læge i dag siger om mig, at min legemsvægt ligger i overkanten af det tilladelige.
Bedstemor i Skovlund var en ener. Hun var energisk, pligtopfyldende og udholdende; hun var nærmest påholdende m.h.t. sig selv; men hendes hjerte bankede varmt for dem, der havde det svært.
Jeg har ingen data på hende, men jeg mener at vide, at hun døde sommeren 1922
Hun ligger begravet på Skovlund kirkegård.


Bedstemor i Hesselho.

Vor datter, Thea Margrethe Hansen, f. Knudsen er opkaldt efter bedstemor i Hesselho og faster på Lærkehøjgård, ikke blot for at ære deres minde, men også i håb om, at Thea måtte få i vuggegave de egenskaber og karaktertræk, der der stedse kendetegnede de to meget nære slægtninge, som jeg sætter meget højt.
Om bedstemor i Hesselho har jeg kun fa data, men jeg kender lidt til hendes livsskæbne; den var uregelret, særpræget og utraditionel.
Slægtsbogen siger om min mor: Hun er født på Rotvig mark d. 16. februar 1877 som datter af Hans Kristian Kristensen og Dorthea Marie Nielsen. Hun blev døbt d. 26/3 1877, båret til dåben af moderen, og faddere var husmand Rasmus Nielsen, Skovlund, gdr. Hans Klausen, Hoddeskov, husmand Kr. Jensen, Sig, og pigen Karen Nielsen af Nebel sogn.
Bedstemors fødested på Rotvig mark var beliggende vest for Jens Jensens (Tysker) gård, senere overtaget af Jens Dejgaard, men huset er nu helt fjernet, bulldozeren har været der.
Her i dette beskedne hus levede bedstemor Thea så sin barndom og en stor del af sin ungdom, indtil den begivenhed indtraf, der ramte hende som et kølleslag: i 1876 blev hun gravid, en hændelse, der ændrede hendes livsforløb på afgørende vis og belastede hendes sind til hendes dages ende \endash og en affære, der fjernede hende fra den livsbane, hun var programmeret til; hertil kom yderligere det prekære: barnefaderen var en gift mand, Hans Kristian Kristensen, Tistrup sogn. Selv følte hun sig som en udstødt, en paria. \endash Jeg har hørt hende sige til min mor og far: "Jeg vil ikke deltage; det er ikke noget for en som mig," Jeg kendte på dette tidspunkt ikke min bedstemors fortid og undrede mig såre over, at hun følte, at hun var ringere end de andre i familien.
Efter adoptionen giftede Thea sig med landmand Søren Sørensen, kaldet Søren Dragon. Omkring 1890 boede familien en tid i Løgumkloster, hvor flere af børnene er født. Senere flyttede familien tilbage til Vestjylland, købte en gård i Hesselho, Tistrup, beliggende i vejgaflen, hvor vejen til Hungerbjerg og Lindbjerg drejer fra Gaardevejen. \endash Her levede så Thea og Søren Dragon til omkring midten af 1920'erne; det var drøje år for Thea! thi Søren Dragon var tørstig! og når han var plørefuld, var han også ondskabsfuld og brutal. Min hjemmelsmand her er vor rengøringsdame i Vallund skole, Ølgod; hun havde levet sin ungdom i Hesselho og kendte således forholdene der. Hun var fuld af rosord om bedstemor Thea; hun kunne ikke noksom rose hende for flid, nøjsomhed, ordenssans, for den omsorg, hun viste for børn, dyr og hjem, indtil Søren Dragon kom trækkende med sin bjørn og satte huset på den anden ende. Så flygtede Thea ud over markerne og søgte hjælp hos naboer, der pacificerede S.D., indtil rusen var dunstet af \endash jo, der var virkelig gru, rædsel og uhygge i luften, når S.D. svingede den blinkende brødkniv i månelyset over de Hesselho-marker!
Bedstemor Thea besøgte os jævnligt på Lærkehøjgård \endash til fods tværs over markerne; det blev en halv snes gange min opgave at køre hende til Hesselho i ponyvognen; turen var kort, for hun var nem at snakke med.
En gang har jeg set Søren Dragon. Bedstemor og jeg svingede ind i gården i Hesselho; stalddøren gik op, og ud stak et sortsmusket hoved. Det var Søren Dragon. Jeg havde ventet, han venligt var kommet nærmere og sagt: "Velkommen hjem, lille mor, jeg har savnet dig meget; gå nu ind, så skal jeg spænde fra og lave en kop kaffe til jer. Det kan I nok trænge til"! I stedet hamrede han døren i med et brag; bedstemor sagde tak for køreturen og gik ind.
Bedstemor Thea døde omkring 1925; hun ligger begravet på Tistrup kirkegård omgivet af sine egne.
Vi har et vellignende billede af bedstemor; hun hænger på væggen i familievrimlen ved siden af mor; de ligner hinanden overordentlig meget.
Bedstemor Thea var en stor og kraftig kone, en kort hals og høje skuldre; en skarp midterskilning gennem det gnistrende sorte hår var fremtrædende hos hende; panden var lav og bred, næsen krum og munden var en lige streg; hun bærer en fin sort kjole, højhalset med hvid linning. \endash Hun hører til dem, jeg gerne vil træffe igen.

23. okt. 1986.


Landmand / lærer.

Det stod ikke skrevet \endash hverken i stjernerne eller andetsteds \endash at jeg skulle være lærer. Ifølge afstamning, arv og miljø var jeg programmeret til at blive landmand som min far og bedstefar. \endash Fra mit stade i køkkenet kunne jeg betragte den store mølle på udhusets tag; den strakte sine fire kraftige ben skråt ned gennem huset og ned i jorden; den havde seks vinger med hvide kulisser; en lang, hvid, kløftet hale \endash et imponerende syn! Der var ingen tvivl i mit sind: Møllebygger skulle jeg være \endash et liv i "højhed og blæst". Denne beslutning skaffede mig et øgenavn: møllebyggeren. \endash Den historie grinede man en del af den sommer.
Så faldt jeg over Stefans høvlebænk og beundrede de to smukt udførte spindler; herefter var der kun en profession, der duede: Drejer! \endash Den indstilling holdt, til jeg kom i skole og hørte Magda fortælle om Noa, der byggede fartøj på landjorden til stor moro for de søkyndige; og da jeg samme sommer padlede over en mergelgrav på en hjemmelavet tømmerflåde af hegnspæle, så var afgørelsen truffet: Skibsbygger, naturligvis.
Men efterhånden begyndte alvoren og realiteterne at indfinde sig: ud at tjene hos fremmede. 1.maj til 26.okt.1917 hos Jens Plauborg, Lærkeholt. 1.maj til 31.okt.1921 hos Knud og Ann, Lærkeholt. 1.maj til 31.okt.1922 hos Knud Knudsen og Hansine i Gelballe, Lunderskov. 1.nov. til 31.okt.1925 hos Valdemar Dejbjerg og Lydia, Hoddeskov.
Samme dag var det slut- Hekseskud satte et effektivt punktum for hårdt, legemligt arbejde. Her må jeg indskyde en beretning om fru Hansen, som lå til sengs, plaget af hekseskud. Hun fik da fat i telefonen på stolen og forklarede lægen situationen. Men nu sagde lægen noget, han ikke skulle have sagt: "Ja, frue, frænde er frænde værst!" \endash Røret blev knaldet på; en ny læge blev bestilt til 1. januar.
Tilbage til sagen. \endash Der blev afholdt familieråd. Jeg mindedes Wessels anmodning til Ove Høegh Guldberg: Et embede med høj løn og lidt at bestille!
Det blev til, at jeg skulle forsøge at blive lærer. Svoger Jens Aug. Jensen og Stinne i Strandelhjørn skole åbnede gæstfrit deres dør for mig. Det var en fin gestus! Meningen var, at jeg skulle genvinde mit helbred og samtidig stifte bekendtskab med d. herrer Pythagoras og Arkimedes; det blev nu ikke til så meget med det sidste; derimod dyrkede vi jagtens glæder, spillede fodbold, fiskede i åen og hjalp landmændene med lettere arbejde. \endash Jeg havde det som blommen i et æg, og er de to i Strandelhjørn skole meget taknemmelig.
15.juni1931 dimitteredes jeg fra Tønder seminarium. Resultatet var sådant, at jeg sagtens kunne være i stuen sammen med det. Forstanderen, som havde eneret på at udstede udtalelser om dimittenderne, smedede en til mig, som var helt uanvendelig til sit formål. Det vil sige, den kunne kun anvendes i en eneste situation, nemlig hvis man havde tilbud om et embede, man ikke ønskede at få..
Jeg lavede en masse kvalm, men manden, som var teolog, svarede som Pilatus:" Hvad jeg skrev, det skrev jeg."
I sommeren 1931 søgte jeg adskillige pladser her i Vestjylland; ingen syntes at have blik for de pædagogiske genialiteter, der boede i mig. \endash Men den 26.okt.ringede telefonen; en god ven meddelte, at en nyansat vikar i Tjæreborg havde fundet en bedre græsgang. Jeg startede straks min Dürkopp; halvanden time efter stod jeg midt i sognerådet på Tjæreborg hotel. \endash "Sæt dig hen og få en kop kaffe, mens vi drøfter sagen," sagde formand Jens Madsen Therkildsen. \endash Tyve minutter efter kom han igen. \endash "Dine karakterer i dogmatik og zoologi er ikke fremragende, men du ser ud til at være i god fysisk form og i besiddelse af et par rappe næver; vi har bestemt os for dig, - kan du begynde 1.nov. kl.9?" \endash "Passer mig storartet," sagde jeg og hjulede hjem. \endash På vejen hjem var jeg meget beklemt ved situationen. Ved hjemkomsten sagde Jens Aug. : "Det er din ilddåb, det er knald eller fald. " \endash Jeg var fast besluttet på, at det skulle blive knald. Jeg bed mærke i Jens M. Therkildsens ord om fysik og næver; dermed var den pædagogiske linje fastlagt. Den blev yderligere cementeret, da jeg hørte, at den klasse, jeg skulle overtage, bestod af 42 13 \endash 14årige, som 1. læreren på 60år var gået bagfra.
1. nov.1931 kl.9 stod jeg første gang over for klassen. \endash Jeg bad dem medvirke til et godt samarbejde og forklarede dem, at der ville blive skredet hårdt ind, hvis de blev opsætsige eller nægtede at følge de anvisninger, jeg gav. Derefter gloede børnene på mig i tre dage i dyb undren.
Så var der gymnastik på skemaet; den time blev afviklet i forsamlingshuset, der også fungerede som balsal, som ikke havde set hverken vand eller svaber i flere dage. Jeg kommanderede løb rundt i salen, mens vi sang: "Fyld med friske pust din lunge," skønt det næsten var umuligt at se vinduerne på grund af ophvirvlet støv.
Pludselig lød et mægtigt brag lidt til højre og bag mig. Tre drenge lå med næsen i støvet \endash faldet efter domino \endash teorien. Ud af hjørnevinduet havde jeg klart set, hvem der havde "krogen" ude. Straffen faldt omgående; det knagede fælt i ribben og vist også i kraniet, men der blev ro, og den varede til 30.april, da vikariatet ebbede ud.
Jeg har aldrig kunnet se det rimelige i, at en eller to uopdragne knægte skulle have lov til at ødelægge arbejdsklimaet og tilværelsen for sig selv, resten af klassen og læreren. Hellere en ende med forskrækkelse end en forskrækkelse uden ende.
Samme aften ringede telefonen; en forælder var i røret. Han nægtede at sige sit navn; det var også unødvendigt. \endash "Skal vore børn slås ihjel?" begyndte han. \endash "Afhænger helt af den opførsel, de udviser, og den opførsel er helt afhængig af den opdragelse, de har fået hjemme," replicerede jeg. \endash Vi blev aldrig enige; men jeg undgik flere henvendelser.
I det tidlige forår 1932 blev et vikariat ledigt ved Veldbæk skole i Jerne kommune. Jeg søgte, men allerede ved de første samtaler med forældrerådet blev jeg betænkelig: 102 ansøgere var vi i alt. Mange af supplikanterne havde skyhøje karakterer og fine anbefalinger fra seminariet og myndighederne, og selv om Hans Novrup, seminarielærer i regning, matematik, skrivning og praktik, havde sagt til mig i min kvide, at jeg roligt kunne henvise spørgende myndigheder til ham, var situationen vanskelig. \endash I stedet gik jeg helt utraditionelt til værks.
Jeg gik lige op til formanden for Jerne idrætsforening og sagde: "Har I brug for en back, der kan få modstanderens centerforward til at fortvivle i afmagt og de øvrige angribere til at anråbe deres mødre om hjælp?" \endash Det viste sig, at et par af de øvrige medlemmer af bestyrelsen havde set de bedrifter, jeg havde udført på grønsværen. Ideen slog an; de gik til skolekommission og sogneråd. \endash "Ham med fodboldstøvlerne ønsker vi først på listen, han kan gavne vor idrætsforening, og efter hvad man siger i Tjæreborg, kan han også holde skole." Og således blev det. \endash På den måde konverterede jeg forstanderens "anbefaling" med et par fodboldstøvler. \endash Da jeg overbragte min foresatte, lærer Bruun, den besked, viste det sig, at han var en munter herre og en vittig hund; hans kommentar var:" Så er 101 ude." \endash Derefter meldte jeg mig ind i Jerne idrætsforening. Det var d.1.maj 1932.
Herefter kan historikerne diskutere, hvorvidt professionel fodbold blev indført i Danmark i 1932 eller først omkring 1977.
Jeg begyndte altså som vikar i et 2.-lærerembede i Veldbæk d.1.maj 1932. Senere blev stillingen omdannet til et vinterlærerembede. \endash En vinterlærer er iflg. Skoledirektør Olaf Petersen, Esbjerg: en lærer, der er så doven, at han ikke gider arbejde om sommeren. Han havde sans for det barokke og morsomme.
1.maj 1934 blev jeg ansat som aspirant i et 2.-lærereembede i Mejls, Varde landsogn under Arvad Nielsens myndige ledelse. Det var et lærerigt sted; men min forlovede, Marie var ikke særlig begejstret for forholdene ved Mejls skole, så hun fortsatte sit virke som timelærer ved Vejen Byskole.
1.dec.1936 blev jeg kaldet til førstelærer ved Vallund skole, Ølgod kommune. Samtidig stiftede vi familie, og her blev vore tre børn født. \endash Ole, d.20.sept.1939, Søren, d.6. okt.1941 og Thea.d.7. juli 1945.
I efteråret 1944 blev jeg indstillet til leder i embedet ved Veldbæk skole, Esbjerg. Da de grønne soldater stadig huserede der, og skolen var besat, fik jeg kaldelsen udskudt til 1.nov.1945.
Forbryderen kredser om gerningsstedet, siger man. \endash Denne gang var der ingen fodboldstøvler med i indstillingsproceduren. \endash Her blev vi til 1.juli1974, da var jeg 67 år. Samme år blev skolen nedlagt. Jeg blev sat på ventepenge i tre år, derefter pension. \endash Ventepengene passede godt ind i mit kram, for jeg har altid ventet på penge.
Allerede i 1972 købte vi huset her på Hybenvej 3, Gjesing, Esbjerg N. \endash Thea og hendes søn, Jesper, der efter studentereksamen i 1986 kom i lære hos Mærsk Møller i Svendborg, bor i stuen; min kone og jeg residerer ovenpå, - trappen mellem de to beboelser bliver flittigt brugt!

Den 28.okt.1986.
Axel Knudsen, Hybenvej 3,
6715, Esbjerg N

Axel blev gift med Lærer Marie Nielsen [2101] [MRIN: 822], datter af Gårdejer Hans Laurids Nielsen [2102] og Petrine Marie Pedersen [2103], den 28 Nov. 1936 i Varde Giftefoged, Ribe.¹ (Lærer Marie Nielsen [2101] blev født den 13 Dec. 1910 i Kragelund, Lønne, Ribe ⁸ og dåb den 5 Feb. 1911 i Lønne Kirke, Ribe.)