Biskop Iver Iversen Hemmet [8538]

  Notater:

Wiberg Vedsted:
o. 4/2 1596 [Rtr. Ribe 90] Mag. Iver Iversen Hemmet af Hemmet-V., f. 64; St. Ribe t. Rostock 84, i Wittenberg 87; Mag. ss. 10/9 88; var i nogle Aar hos Thyge Brahe p. Hveen; tillige Cannik 18/1 93; 1 ~ 19/11 92 Lene Lauritsdtr. Thøgersen, † 21/11 02, E. e. Oluf Nielsen, Bgr. i Ribe (Forældre til J. O. Riber i Lunde); F. Laur. T., Bgmstr. i Ribe; M. Karen Jensdtr. Varder af Ribe Cathr. K.; u. B.; 2 ~ Ribe 27/11 03 Karen Pedersdtr., f. c. 89, † 20/5 39; F. P. Baggesen d. æ., Rdmd. i Ribe; M. Dorethe Sørensdtr. Stage; 3 S., 5 D.; see J. O. Warde i Hammel-V.-S.; Peder I. H. i Albæk-V.; C. C. Høst i Lunde-Ou.; H. Andreasen i Skjærbæk; (B. J. Greis i Greis-S.; H. H. Bagger t. Varde Nic. K.); [1614 Biskop over Ribe Stift; Dr. th. i Kbh. 20/7 20; † 6/1 29; var en dygtig Rtr., i hvis Tid Skolen var meget besøgt; som Biskop havde han en ubehagelig Sag med Dr. med. Christ. Bording, Cannik i Ribe, hvem han anklagede for det theol. Facultet som en hemmelig Papist, men maatte søge Sagen bilagt, ved at revocere og gjøre Afbigt (Pont. Ann. 3/155 og 3/731); roses af Terpager for astronomiske-, physiske- og medicinske Kundskaber; Portrait og Lgst. i Ribe Dk.; W. 1/422; N. 241].
PT 1985, s. 200-205; 1997, s. 1-12 (Biskop Iver I. Hemmet), samt tillæg 1998 s. 255; 11:3 (1942), s. 190-92; Hegelund I s. 235, 237, 279, 361, 392, 412, 496, II s. 134, 238; Helk I, s. 247; DanKir, bd. 16, s. 3478 (Hammel kirke), bd. 19, s. 485, 490-91, 612-13 (Ribe Domk.).

Dansk biografisk Lexikon / VII. Bind. I. Hansen - Holmsted Hemmet, Iver Iversen, 1564-1629, Biskop,

var født i Hemmet i Ribe Stift og Søn af Præsten Iver Gregersen og Maren Clausdatter. Han gik i Ribe Skole, studerede derefter Theologi og Astronomi og opholdt sig nogle Aar paa Uranieborg som Tyge Brahes Medhjælper. 1590 blev han Rektor i Ribe, hvor han fortsatte sine astronomiske Studier og udgav en Almanak for 1592. Samtidig hermed skal han ogsaa have øvet Lægekunsten. 1596 blev han Lektor i Theologi i Ribe og Præst i Vester Vedsted, og 1614udnævntes han til Biskop over Ribe Stift. 1620 blev han Dr. theol. Han var en meget stridbar Mand og forivrede sig flere Gange i den Grad over for sine Embedsbrødre, at han efter Øvrighedens Befaling maatte give dem offentlig Oprejsning. Han ægtede: 1. (1592) Borgmester Laurids Thøgersens Datter Lene (d. 1602), 2. (1603) Raadmand Peder Baggesens Datter Karen (d. 1639). Begge Hustruer vare fra Ribe. Det sidste Bryllup varede i 3 Dage, og paa den sidste Dag var der et slemt Slagsmaal imellem Gjæsterne. H. døde 6. Juli 1629.

Kinch, Ribe Bys Hist. II, 269 ff.

Den 10de Februar 1614 døde Biskop Hegelund Hans Efterfølger på Bispestolen blev Mag. Iver Iversen Hemmet, som var født 1564 i Landsbyen Hemmet, hvor hans Fader. Hr. Iver Gregersen, var Præst. Han skal have gået i Ribe Latinskole. I sin Ungdom opholdt han sig ½ år hos Tyge Brahe på Hveen som hans Medhjælper (derfor udgav han også senere en Almanak for år 1592). 1590 blev han Skolemester i Ribe. 1596 theologisk Læsemester sammesteds.

Efter Hegelunds Død blev han rimeligvis valgt til Biskop på den ved Kirkeordinansen foreskrevne Måde ; men udtrykkelige Oplysninger om Valget mangler. Det kongelige Beskikkelsesbrev er af d. 6te April 1614.\emdash

1620 tog han Doktorgraden : men 2 år efter indviklede han sig i en meget uheldig Strid med Dr. Kristen Bordum, Kannik og Medikus i Ribe, og Mag. Søren Andersen Vedel, Sognepræst ved Domkirken.

Den 6te Marts 1622 skrev han nemlig et Brev til Biskop Resen i Kjøbenhavn,hvori han først anbefaler en ung Student. Jens Pedersen,en Søn af Hospitalspræsten Peder Mikkelsen Havervad, til Understøttelse ved Universitetet, men derfra går over til hårde Klager over de 2 ovennævnte Mænd. Bordum bebrejder han især, at han ikke vil anerkjende Paven for den åbenbare Antikrist, og at han har kaldt Apostlen Paulus en Lægmand.Vedel lægger han til Last, at han i sine ugedagsprædikener i Tamperugen kun gjennemgår de 10 Bud, idet han således forsætlig undgår at tale over Trosbekjendelsen og Sakramenterne. De øvrige Præster, som vare besvogrede med ham, efterlignede ham heri; til dem og sine mange andre Venner støttede han sig, idet han ypperligt forstod at læmpe sig efter Alle, og overtrådte også i andre Ting Forordningerne, f. Ex. ved at prædike for længe. Biskoppen havde derfor måttet lade ham advare fra Prædikestolen under Trussel med Afsættelse fra hans embede.
Indholdet af denne Skrivelse blev på en eller anden Måde bekjendt for de Angrebne, der beklagede sig over den. Lensmanden må af Kongen have fået Betaling til at undersøge og, om muligt, bilægge Striden; thi det er af en Indberetning fra ham, som nu findes i GehejmeArkivet, at Sagens videre Forløb kjendes. Det ses af den, at han havde kaldt Parterne for sig, og at Biskoppen havde fastholdt sin Anklage mod Vedel for, at denne ikke gjennemgik hele Katekismen i Tamperugen og berøvede Menigheden den Trøst, som den kunde have af Læren om Kristi Person og Sakramenterne. Hertil havde Vedel erklæret, at det var umuligt at gjennemgå hele Katekismen i en Uge. da der kun prædikedes ½ Time hver Dag. \emdash Beskyldningerne mod Bordum havde Biskoppen, efter hvad han sagde, ikke kunnet erindre. Herefter fulgte en forunderlig Kamp mellem Hemmet og Vedel, som førtes fra Prædikestolen i Domkirken.

Alb. Skeel indsender Vedels Beretning herom : den lyder således : Søndagen d. 7de Juli (?) havde han blandt Andet prædiket om, at man ikke måtte fordømme eller forbande sin Næste, om man end havde Årsag dertil; det Modsatte, som man måske endog kunde høre udråbe af Prædikestolen, var en Djævelens Lærdom. Derpå havde Biskoppen Onsdagen d. 10de på Prædikestolen talt om, at der var Nogle, som ikke skammede sig ved fra samme Prædikestol at udråbe, at man ikke måtte dømme og fordømme, ilde påtale og forbande sine Uvenner og Modstandere uden skjellig Årsag; men det var en ret naturlig Djævels Lærdom. (Her må dog være nogen Forvanskning af Biskoppens Ord, der jo. som de lyde, ere aldeles uhegribelige. \emdash Vedel havde nu ment, at han på Domkirkens Præsteskabs Vegne måtte tage til Gjenmæle herimod, og havde derfor den næste Søndag (d. 14de) efter en nøjagtig Forklaring af de Ord i Dagens Evangelium: „Dømmer ikke, fordømmer ikke" sluttet med at sige, at dersom man vilde forsikre Nogen med en anden Lærdom, så var det ikke andet end at forsikre dem med Helvedes Ild. \emdash Herpå havde da Biskoppen svaret i sin Onsdagsprædiken d. 17de i samme Tone og blandt Andet sagt, at hans Modstanders Lære var tagen af Alkoranen.

Efter denne store Forargelse sendte Biskoppen d. 17de Juli Vedel et Brev, hvori han gav ham en stor Mængde skarpe Formaninger, navnlig at han med Hensyn til Prædiken, Sangen og Ceremonierne måtte holde sig Ordinansen. Gradualen, Alterbogen og de kongelige Befalinger efterrettelig, i Tamperugen gjennemgå hele Katekismen, paa Søndagene hele Dagens Evangelium. \emdash ikke komme for silde i Kirken, men begynde Gudstjenesten og Skriftemålet i rette Tid og ligeledes ende sine Prædikener i rette Tid, \emdash lade Biskoppen vide, hvem han lod betræde Prædikestolen, og ikke benytte Skolens Lokater (Hørere) til Tjenesten således, at Skolen derved forsømtes, \emdash når Texten gav Anledning dertil, undervise Almuen om Kristi Person, Prædestinationen og begge Sakramenterne, \emdash med Hensyn til Lysning efter Gods fra Prædikestolen rette sig efter den Skik, som fulgtes i Kjøbenhavn. \emdash overhovedet tænke på den Ed. som han havde aflagt til Biskoppen på Kongens Vegne, for at der ikke skulde gives Årsag til anden Ulejlighed.

Denne Stilling kunde Biskoppen dog ikke hævde, men måtte tvertimod kort efter forlige sig med sine Modstandere paa den mest ydmygende Måde. Han måtte love at give Vedel ikke blot en skriftlig, men også en mundtlig Erklæring om, at han Intet vidste at beskylde ham for enten i Levned eller Lærdom; den mundtlige Erklæring skulde han give ham i Kapitelshuset i Lensmandens, Kapitelsherrernes, Præsternes og 6 af Sognemændenes Nærværelse. \emdash Hvad Forliget med Bordum angår, indsendte Alb, Skeel Biskoppens skriftlige Erklæring om, at det var af Ubetænksomhed og Uforstand, at han havde angivet ham som en Forsvarer at den romerske Antikrist. Da nu Bordum, som med god Grund havde kunnet stævne ham, for Godtfolks Forbøns Skyld havde tilstedet, at Sagen måtte forliges, hvis Øvrigheden tillod det, tog han herved sin Beskyldning tilbage, og hvis Øvrigheden tillod, at Sagen forligtes, lovede han at give ham det nøjagtig beskrevet med sin egen Hånd og derhos gjøre ham den samme Erklæring i Lensmandens, de residerende Kapitelsherrers og Præsternes Nærværelse, ligesom også skriftligt til Biskop Resen, således at det tidligere Brev ikke skulde komme ham til Skade i nogen Måde.

I Forbindelse med denne større Strid stod en mindre, som Biskoppen ligeledes kom uheldigt fra. Han lod næmlig i Juli 1622 en Student fra Ribe ved Navn Jens Hegelund,M som på den Tid var Huslærer for Klavs Dås Boni på Borreby, stævne for Universitetets Domstol som den, der skulde have brudt hans Brev til Resen og gjort Indholdet bekjendt; men Studenten blev frikjendt, da der intet Bevis var imod ham.

Terpager siger i sit Mindevers om Hemmet, at han også som Biskop hyppigt gav sig af med Lægekunsten og selv tilberedte sine Lægemidler; muligvis har denne hans Virksomhed bidraget til Uvenskabet mellem ham og Bordum. Terpager taler også om et Tilnavn, som Bønderne synes at have givet Biskoppen på Grund af hans Udholdenhed og Dygtighed som Fodgjænger.

Biskop Hemmet var 2 Gange gift. 1592 ægtede han Lene Lavridsdatter, en Datter af Borgm. Lavr. Thøgersen og Enke efter Oluf Nielsen.

Efter hendes Død d. 21de Novbr. 1602 blev han den 21de Septbr. 1603 trolovet og d. 27de Novbr. næstefter gift med Rådmand Peder Baggesens Datter Karen.

Brylluppet stod på Rådhuset og varede i 3 Dage; på den sidste Dag kom det til slemme Spektakler mellem Gjæsterne. \emdash Om hans Strid med sin sidste Hustrus Stidfader, '''Bertel Struck''', er talt S. 252 ; et Brev, i hvilket Biskoppen opfordrer denne til Forlig, og som læstes på Tinget d. 13de Marts 1620, er smukt afattet. \emdash
Han døde d. 6te Juli J629, hans Enke d. 20de Maj 1639 i en Alder af 40 Ar. Den Sidste havde levet i trange Kår, så at hun engang led Dom for 10 Dr. Under 20de Avgust 1635 tillod Kongen, at de formuende Kirker i Stiftet måtte erstatte Stiftets 2 Bispeenker (efter Hegel lind og Hemmet), som begge kaldes fattige. 1½ års Indtægt, som de havde mistet det år, da de Kejserlige forlod Jylland,

Ved et andet Kongebrev af 23de Febr. 1638 gaves der hende Løfte om Fæstet på den første Konge- eller Kirke-Tiende, som blev ledig i Riberhus eller Koldinghus Len. Om hun oplevede at få nogen, er tvivlsomt. Hun ejede dog et Hus i Gråbrødregade, som efter hendes Død vurderedes til 750 Dr.
\emdash Hun efterlod sig 6 Børn: Maren, Anne, Margrethe,Bagge, Peder og Iver. Døtrenes Skjæbne kjender jeg ikke.

Bagge tjente 1642 hos Lambert Baggesen, 1651 var han bleven sin egen Mand og deltog i Studeudførselen; men 1660 kom han i en slem Ulykke. Da han næmlig en gang i Forening med sin Svoger, Nis Hansen Guldager, opholdt sig på Herregården Voldbjerg, rimeligvis på Handelens Vegne, ihjelstak han Svogeren. Derefter må han have holdt sig skjult, og hans Hustru, Kirsten, opsagde d. 16de Marts Arv og Gjæld efter ham, som hun har hørt er kommen i en bedrøvelig Tilstand og har efterladt hende stor Gjæld \emdash Han selv indgav noget senere et Andragende til Kongen, hvori han fremstillede Sagen således, at han uden Årsag var bleven overfaldet af sin Hustrus Broder med spændte Pistoler og tragtet efter Livet, hvorved han var bleven forårsaget til at nødværge sig, så at Svogeren var bleven dræbt. Han ønskede nu ved Retten at befri sig for denne Gjerning og begjærede Lejde, indtil Sagen var afgjort. \emdash Dette tilstodes ham ved Kongebrev af 13de September; han kaldes her Bagge Iversen Hemmet. \emdash

Peder Iversen Hemmet blev Student 1623, derefter Præst i Lønborg og senere i Albæk i Århus Stift. \emdash

Den 3die Broder, Iver, blev Student 1631 og 1635 ansat som Hører i Svendborg.