Gårdfæster Bertel Thomasen [895]

   FamilySearch #: LZ83-MMQ.

  Notater:

Han var gårdfæster i Uhregård.

I fattigvæsenets protokol for Tistrup sogn den 9. november 1740 ses, at Thomas Jensen er afløst af sønnen Bertel Thomasen, og i jordebogen for Lunderup Gods meddeles samme år, at Bertel Thomasen og Benned Nissen har fæste på hver sin halvpart af gården.

Benned Nissen afstod 1749 sin halvgård, som ifølge en notits i Nørholm godsregnskab 26. november 1749 overdrages til Jens Christensen Aggerkrog (Agerkrog). Denne synes ret hurtigt at have overdraget sin halvpart af Uhregård til Bertel Thomasen. Der er ikke fundet dokumentation for dette, men da Bertel Thomasen 1783 afstår Uhregård til sin søn Niels Christian Bertelsen, er det hele Uhregård, det drejer sig om.

Samtidig med fæsteoverdragelsen blev der oprettet en aftægtskontrakt mellem Bertel Thomasen og Niels Christian Bertelsen, som i sit yderst jævne sprog bærer præg af at være opsat og stilet af disse to mennesker selv, fri for datidens forskruede prokuratorstil, og det er derfor et ret værdifuldt dokument:

"Aftægtskontrakt af 15, Martii 1783 mellem Bertel Tomsen i Uhre og søn Niels Christian Bertelsen gior vitterlig at efterskrevne Aftægtskontrakt mellem os er oprettet saaledes: Afstaar bem. Bertel Thomsen i Uhre til sin søn Niels Christian sin paaboende Fæstegaard med alt huis i Gaarden befindes af levende og livløs, intet i nogen Maade undtagen, allene han sin og kones Bodels Jepsdatters Livstiid forbeholder sig 2 af Kiørene, heel som helsdst han vil, som Niels Christian forynger, naar bliver gamle og utienlige til Malkning, 5 Høns, som upaatalt skal gaa i Gaarden, 2 Senge, hvilke som heldst han vil: 6 Faar, BrygBag-Redskab og andet deslige Boehave til fælles Brug: Samt fornøden Kaaljord med 3 Fag Hus til Aftægtsvaaning, som med ald Tilbehør i den nør Ende af Osterhuset, som er lofttedt med behoring Skorsteene, Kakkelovn og Sengesteder, vedligeholdes forsvarligen af Niels Christian.
2. Tilstaar Niels Christian sine forældre 4, siger fiere Skepper Udsæd til Udbrug i Gaardens hvert Aars Indtægt, men kun det halve, naar enten af dem ved Døden afgaaer, hvilket Jord, der bliver hverken af det bedste eller ringeste, Niels Christian dyrker og driver, ligesom sit eget; Dog at de gamle tillægger selv Giødningen og Sædekornet. Herforuden leveres de gamle aarlig Flæsk 1/2 Lispund; samt om forlanges 1 Rdlr. i Penge: ovenmeldte 2 Kiør, 6 Faar lader Niels Christian Vinter og Sommer foure, græsse og passe ligemed hans egen: Naar enten af de gamle ved Døden afgaar beholder den efterlevende allene 1 Koe og 3 Faar. Det er og derhos aftalt, at i Steden for overmeldte Udsæd leverer Niels Christian de gamle aarlig, saalænge de begge leve Rug 3 Tdr., Byg 12 Skpr., Boghvede 12 Skpr., Men kun det halve, naar enten af dem ved Døden afgaar. Saa leverer og Niels Christian sine Forældre aarlig det fornøden Brændsel.
3. Niels Christian svarer for sine Forældre alle kongelige Skatte og Paabudde, sædvanlige og usædvanlige, nærværende og tilkommende; Saa besørger han og deres Korn til og fra Mølle; Saavelsom og dem selv til og fra Kirken, naar Alderdom og Svaghed giør det fornødent, at de til Vogns skal befordres.
4. Endelig Stæder han dem og hæderligen til Jorden, naar de ved Døden afgaar, imod Betaling af deres Efterladenskab, om nogen bliver.
5. Imidlertid gaar de gamle de unge til Haande med Arbeide og Tilsyn ude og inde, saavidt og saa længe de formaar, og saavidt billigt paa begge sider kan eragtes. Men naar Bertel Thomsen eller Hustrue bliver affældig, syge eller sengeliggende, lader Niels Christian dem passe og opvarte, saaledes som kristeligt og forsvarligt kan være, og han selv, naar han bliver gammel, vil hendes og begenges.
6. Denne Aftægtskontrakt giælder ikke allene mellem Bertel Tomsen og Son Niels Christian, men endog mellem Bertel Tomsen og Niels Christians Efterkommere i Gaarden, saalenge enten af de gamle lever. Tilsidst er det og derhos aftalt, at Niels Christians Søster, Kirsten Bertelsdatter formedelst hendes svagelige Tilstand, nyder sit Ophold i Gaarden, Eller og om hun skulle overleve sine forældre og ei anderledes være fornøjet: Aarlig 12 Skpr. Rug, 6 Skpr. Byg og 6 Skpr. Boghvede, 3 Faar paa Græs og Foer: Hendes Forældres Husværelse, den bedste Seng efter dem, alle hendes Moders Gangklæder, dagligen 2 Kander Mælk, eller naar derpå ingen Forraad er, kuns en Kande, Pasning og Opvartning i paakommende Sygdomme, Samt sømmelig Begravelse, naar hun er død. Hvorimod Niels Christian eller efterkommende Beboere nyder ald hendes Efterladenskab, Saavelsom og mens hun lever, ald det Arbeide og Tilsyn, ude og inde ved Gaarden, som hun formaar, og forsvar, ligt, for begge sider eragtes kand.
7. Er det og tilsidst aftalt, at dersom nogen Trætte eller Disput paakommer reisende sig af denne Aftægtskontrakt eller samme i nogen Maade vedrørende, forbliver det ved den Dom, som derudi afsiges af vor Husbond, til hvis Samtykke og Vedmagtkiendelse Kontrakten henstilles. Saaledes som forestaar paa begge sider at være indgaaet, vedstaar Bertel Tomsen. Niels Christiansen Bertelsen. Til Vitterlighed: Bøtker. Thomas Bertelsen.
Uhre, d. 15. Martii 1783. Saalænge Niels Christian Bertelsen svarer og betaler hvis svares og betales bør, eller ved Døden eller i andre lovlige Maader afleverer Gaarden i forsvarlig og skadesløs Stand haver ieg for min Dell, intet mod forestaaende Aftægtskontrakt, men samme saaledes og ei anderledes for mig og Efterkommere for gyldig anseer og ved Magt binder. Til vitterlighed under min Haand og Segl, Nørholm. Teilmann."

Bertel Thomsen døde d. 26. maj 1791, og d. 28. september samme år blev der afholdt skifte, der i uddrag af Nørholm skifteprotokol lyder, som følger.

"Aar 1791 den 28 de September efter at det for kort Tid siden for Husbonden var bleven anmeldt at Aftægtsmanden Bertel Tomsen i Uhre var den 26de Maji sidstleden ved Døden afgangen indfandt sig i hans Stervboe paa Skifteforvalteren Frue Kammerherreinde Rosenørn-Teilmann til Nørholm hendes Vegne, underskrevne Forvalter ved Stamhuset, Laurits Bøtker fra Fredensberg med 2de tiltagne Vitterligheds- og Vurderingsmænd Chr. Nielsen af Lonborg og Peder Christensen af Brehoe.
Ved denne Forretning var til stede den afdødes efterladte Enke Bodild Jepsdatter med hendes antagne Laugværge Mads Nielsen af Eeg i Grindsted Sogn, Saa og den afdødes efterladte Børn og Arvinger, nemlig 5 Sønner og 4 Døtre, som er: Thomas Bertelsen af Tistrup, Jeppe Bertelsen af Ude, Christen Bertelsen af Agerkrog, Jens Bertelsen og Niels Chr. Bertelsen af Uhre, der alle er myndige og Kirsten Bertelsdatter i Uhre, 43 Aar gl., som baade er vanfør og noget vanvittig og er ugift, for hende paatog sig at være Formynder hendes Broder Niels Christian Bertelsen i Uhre, Elle Bertelsdatter, g.m. Christen Knudsen i Tistrup, der og var tilstede, Maren Bertelsdatter, der har været gift m. Christen Knudsen i Galthoe, men er død og har efterladt sig 4 Pigebørn, neml: Kirsten Christensdatter 12 Aar, Bodild Christensdatter 10 Aar, Anne Christensdatter 8 Aar og Birthe Christensdatter 5 Aar gammel, paa hvis Vegne var tilstede deres Fader og lovlige Formynder Chr. Knudsen af Galthoe, Kirsten Bertelsdatter i Uhre, 37 Aar gl., ugift, for hende paatog Christen Bertelsen af Agerkrog, som hendes Broder at være Formynder, hvorda passerede som følger: Niels Chr. Bertelsen fremlagde en Panteforskrivning af 26 de juni 1783 fra Niels Christensen i Gaarde, hvorefter afg, Bertel Tomsen har tilgode Capital 233 Rdl. og 2 Mk. hvorhos Niels Christian tilstod at have modtaget af Debitor til sidste Aars Rente til Snapsting 9 Rdlr. og 2 Mark.
Videre fremlagde Niels Christian den mellem ham og hans Fader afg. Bertel Tomsen oprettede Aftægtskontrakt af Dato 15. Martii 1783, som ligeledes blev læst og Acten indlemmet.
Efter Skifteforvalterens Tilspørgsel, om nogen af Arvingerne vidste videre til Stervboens Indtægt, angav Niels Christian Bertelsen, at han ikke vidste videre end den afdødes Gangklæder og lidet Sølv, som han troede kunde efter Aftægtskontrakten tilhøre ham for den afdødes Begravelse, men efter Christen Knudsen i Galthoe hans Paastand, blev det rigistreret og vurderet som følger, under Forbeholdenhed af Niels Christian Ret: 1 sort Hat, 1 graa Hue, 1 par brune Vadmelsbukser, 1 Halsklæde, 3 gl. Skiorter, 3 Par Strømper, 1 gl. sort Kiol og Vest, I graa Vadmels Kiol, 1 Lædder
Undertrøje, 1 brun Vest, 1 Lædder Vest, 1 blaa Brystdug, 3 Par gl. Bukser, 1 Par gl. Støvler, 1 Par sko med Spænder, 1 Sølvbæger med Navn og Aarstal 1740 - 2 Rdlr. og 3 Mark, 1 mindre Dito med Nafn og Aarstal 1754 - 1 Rdl. og 2 Mark, 2 gl. Sølvskeer, 2 Rdl., 1 gammel Egekiste og 1 Dito Hengeskab, 1 Rdl.
Paa Tilspørgsel erklærede tilstedeværende at de intet videre vidste til vurdering at anvise. Enken med hendes Laugverge og de myndige Sønner angay, at Christen Knudsen i Galthoe havde af afg. Bertel Tomsen bekommet til Medgift med sin kone i rede Penge 66 Rdl. og 4 Mark, og Christen Knudsen 1 Tistrup ligeledes 60 Rdlr., hvilket de begge tilstode at være rigtigt. Derimod anmeldte Sønnerne at de 2de ugifte Døtre derimod ingen Vederlag havde bekommet. Som ingen af de tilstedeværende vidste videre til Stervboets Indtægt, saa blev derefter anmeldt af Niels Christian Bertelsen, at Chr. Christensen i Feld fordrede 4 Rdlr., hvilke denne havde krævet afg. Bertel Tomsen førend han døde og da af den sidste var tilstaaet at være rigtig. Chr. Knudsen i Galthoe tilligemed de øvrige Arvinger saavelsom Enken tilstod samme Fordrings Rigtighed og derfor anføres den til Udgift med 4 Rdl.
Christen Knudsen i Galthoe angav at have tilgode 59 Rdl. og 4 Mark.
De øvrige Arvinger tilligemed Enken og hendes Laugværge benægtede samme Fordrings Rigtighed, saasom de derom slet ingen Rede vidste.
Niels Christian Bertelsen berettede desuden, at han havde hørt, at Christen Knudsen i Galthoe haver krævet afgangne Bertel Tomsen 50 slettedaler og nogle Penge for Fisk og Hør, men havde tillige hørt, at Bertel Tomsen havde imodsagt Kravet. - Som altsaa Enken og Arvingerne ikke ville tilstage denne Christen Knudsens Fordring, saa blev han tilholdt samme lovlig at bevise Chr. Knudsen forbeholdt sig dertil sin lovlige Ret, De 5 myndige Sønner declarerede, at de ingen Arv efter deres sal. Fader forlangte, men tilstode at deres afg. Faders Efterladenskab, maatte deles imellem deres Moder og Søster efter Loven, Saasom Sønnerne maaske havde imedens, de var hieme hos deres sal. Fader fortient dem noget, hvilket de iflg. Lovens Pag. 700 art. 57 ikke vilde eller kunde indføre i Boet.
Chr. Knudsen af Galthoe begierede skiftet opsat til den 3die December, for imidlertid at kunne tilvejebringe de fornødne Beviser for sin Fordring, hvilket skifteforvalteren bevilgede, og da ingen i Dag havde videre at vinde, saa henvises dette skifte til den 3die December førstkommende."

  Om Bertel

1. Han var søn ved Fæstegårdmand Thomas Jensen [900]s militær registrering den 17 Okt. 1734 Uhregaard, Tistrup, Ribe.
I lægdsrullen for Lunderup Gods af 1734 oplyses det, at Thomas Jensen i Uhre har en søn Jens, 28 år og hjemmeværende og en søn Bertel, 20 år og hjemmeværende. Denne begivenhed blev delt med Fæstegårdmand Thomas Jensen [900], som også delte den med Gårdfæster Bertel Thomasen [895] (1714-1791) (Søn) og Jens Thomasen [5065] (1706-) (Søn)

2. Han købte Uhregaard af Fæstegårdmand Thomas Jensen [900] 1739 Tistrup, Ribe. ^{4 4} I jordebogen fra 1739 fremgår det at Bertel Thomsen har overtaget Thomas Jensens halvpart af Uhregård. Denne begivenhed blev delt med Fæstegårdmand Thomas Jensen [900], som også delte den med Gårdfæster Bertel Thomasen [895] (1714-1791) (køb)

3. Ejendommen Uhregaard i Tistrup, Ribe i 1740. ⁵ Jordebog Nørholm: Bertel Thomasen og Bennet Nissen har hver en halvpart i Uhregård.

4. Ejendommen Uhre i Tistrup, Ribe i 1760. ⁶ Jordebog Nørholm: Bertel Thomsen som fæster af Uhre.

5. Ejendommen Uhre i Thistrup, Ribe i 1769. ⁷ Jordebog Nørholm: Bertel Thomasen fæster i Uhre.

6. Han solgte Uhregaard til Niels Christian Bertelsen [2529] 15 Mar. 1783 Tistrup, Ribe. ^{8 9 8 9} Fæstebrev på Uhregaard (hartkorn 4 Tdr, 5 Skp) til Niels Christian Bertelsen. Landgilde Rug 2 Tdr, Byg 2 Tdr, Penge 8 Rd. Han overtager gården fra sin far Bertel Thomasen. Denne begivenhed blev delt med Niels Christian Bertelsen [2529], som også delte den med Gårdfæster Bertel Thomasen [895] (1714-1791) (salg)

7. Bertel boede hos Niels Christian Bertelsen [2529] i 1787 i Uhregaard, Tistrup, Ribe. ^{10 10} Gaardbeboer og ??brænder. Denne begivenhed blev delt med Niels Christian Bertelsen [2529], som også delte den med Bodil Jepsdatter [896] (1715-1797) (Beboer), Gårdfæster Bertel Thomasen [895] (1714-1791) (Beboer), Jens Bertelsen [2528] (1757-1838) (Beboer), Kiersten Bertelsdatter [5033] (1753-1814) (Beboer), Kirsten Bertelsdatter [2525] (1748-) (Beboer), og Thomas Bertelsen [2523] (1741-) (Beboer)

En konfirmstionsstrid: 1758, Tistrup, Ribe

En Konfirmationsstrid.

Af Forst. F. Elle Jensen, Skals.

Det var ikke i alle Kredse, at Christian VI.s Indførelse af Konfirmationen 1736 blev modtaget med Glæde. De konservative Kirkemænd havde mange Indvendinger at gøre baade mod dens Teori og Praxis, de ansaa den nærmest for at være en Slags moderne Paafund, der kun kunde bringe Forvirring ind i den jævne Mands Tanker om Daaben, og hvis Værdi i gunstigste Tilfælde var ret problematisk, men paa den anden Side vogtede de sig dog i Regelen for altfor aabentlyst at give Udtryk for deres Misbilligelse af en kongelig Anordning, saa de om end hovedrystende bøjede sig for den. Nogle var der ogsaa, som helt misforstod Meningen, saa de bogstavelig talt søgte at indbanke Børnelærdommen i deres Konfirmander - et Forhold, som paataltes ved Ribe Landemode 1740 - og der var dem, der saa paa Handlingen som en ny Indtægtskilde for Præsten og derfor stillede pekuniære Krav til de unge, en Uskik, der i den Grad greb om sig, at et kongeligt Reskript 1744 strengt maatte forbyde at tage noget af Smaafolk, da ingen skulde afholdes længere "end højst fornødent udfordres til at undervise dem i deres Saligheds Sag". Naturligvis var der ogsaa mange, som saa anderledes paa det og søgte at faa det mest mulige ud af den Forberedelsestid, som Anordningen foreskrev som en Betingelse for Konfirmationen; saaledes Præsten i Thorstrup, Hr. Lund, der i en Indberetning meddeler, at han har de unge hos sig to Gange ugentlig fra Kl. 9 om Formiddagen til Kl. 2-3 om Eftermiddagen.

Hvad Bønderne angaar, stod de i Førstningen vrangs villige eller ligegyldige over den nye Skik, der netop som noget nyt af dem modtages med Mistro. Men da den saa afgjort var paabudt af Kongen, mødte den dog ingen virkelig Modstand fra deres Side, de tog den som en Slags Examen, der nu engang skulde gennemgaas, og hvorved de unge blev "taget i Forhør", som en Mand udtrykte det, men det forhindrede ikke, at de alligevel mange Steder kun i meget ringe Grad interesserede sig for at holde deres Børn til Skole eller sørgede for, at de deltog i de befalede Katekisationer. Først i den sidste Vinter, naar Konfirmationen forestod, mente man det mange Steder fornødent at sende dem til Degn eller Skoleholder, for at de der kunde faa en Haandsrækning til at følge Præstens Undervisning i Forberedelsestiden.

Men efterhaanden som det gik op for dem, at der til Handlingen knyttedes borgerlige Virkninger, idet den var Forudsætning for Altergang, og denne igen var det for Indgaaelse af Ægteskab, Fadderskab, Gaardfæste og Hvervning til Hæren, øgedes dens Anseelse meget, og man kom nu til at se paa den som en Indgang eller Indvielse til den voksne Alder - en i Nutiden stadig vidt udbredt Tankegang - ligesom den skæve pietistiske Betragtning af Konfirmationen som en Slags Fuldstændiggørelse af Daaben ikke kunde andet end i manges Øjne forlene den med et Skær, som i Virkeligheden slet ikke tilkom den.

De fleste Steder gled da Konfirmationen og hvad der stod i Forbindelse med den lidt efter lidt ind i et roligt Leje, hvilket dog ikke forhindrede, at der af og til kunde opstaa Gnidninger. Præster klagede hyppigt over, at unge, der mente, at den hjemlige Sjælesørger var for streng og stillede for skrappe Krav med Hensyn til Kundskaberne, tog Plads i andre Sogne, hvor de - med Rette eller Urette - mente, at de kunde slippe lettere igennem Overhøringens farlige Naaleøje, hvilket viser, at der har været adskillige, som er blevet afvist; ogsaa andre Forhold end de kundskabsmæssige har undertiden kunnet spille ind og bevirke Tilbageholdelse, men det har naturligvis altid vakt Vrede hos Forældrene og kunde let afstedkomme et spændt Forhold mellem dem og Præsten, ja det kunde udvikle sig til ligefrem Krigstilstand.

Det er om et saadant Sammenstød, der skal berettes i det følgende. Sagens Aktstykker er hovedsagelig hentet fra Ribe Bispearkivs Pakke for Øster Horne Herred 1732 ff. (i Landsarkivet i Viborg).

- Efter i 47 Aar - fra 1706 at have været Præst i Hodde'Tistrup søgte Provst P. Laugesen Fanøe 1753 paa Grund af sin Alderdom om at faa en Kapellan. Dette bevilgedes, og efter hans Ønske blev derefter en theologisk Kandidat ved Navn Poul Andresen Rich beskikket som Pastor adjunctus cum spe successionis (Kapellan med Udsigt til at blive sin foresattes Eftermand), og Aaret efter fik han ogsaa det ved Fanøes Død ledige Embede. Selv var han født 1726 i Viborg, hvor hans Fader var Købmand; 1748 tog han Embedsexamen og bestod Aaret efter den homiletiske Prøve. Han opholdt sig saa hjemme, uden at man ellers ved,hvad han har sysselsat sig med, til han fik sin Udnævnelse. Han synes nærmest at have været en noget overlegen og stridbar Natur, der ikke blandede sig mere med sin Menighed end højst nødvendigt og heller ikke fortog sig paa sine Embedsforretninger. Til Pietismen har han næppe sluttet sig, men iøvrigt giver de faa Bøger, han ifølge den gejstlige Skifteprotokol ved sin Død 1787 efterlod sig, intet Holdepunkt for en Bedømmelse af hans aandelige Stade. Hans Hustru, Maria Andreasdatter, var fra Simested ved Hobro, hvor hendes Fader, Andr. Munch, var Præst; om hende og hendes for en Præstekone vel bjergsomme Væsen vil der høres mere i det følgende.

D. 14. April 1757 indfandt en Deputation paa 2 Mand fra Hodde og Tistrup sig hos Herredsprovsten, Hr. Ude Haar i Ølgod og klagede paa manges Vegne over, at deres Sognepræst havde bortvist ikke mindre end 13 af 24 Konfirmander, mens nogle kun var blevet antaget, fordi de havde betalt for det. Det var særlig hans Kone, som havde forlangt Penge, men han var Medvider og stod bagved. Provsten skrev øjeblikkelig til Rich om Sagen, og han svarede lige saa omgaaende, at han i den omskrevne Post kun havde handlet efter Guds, Kongens og Samvittighedens Lov, og at han aldrig havde forlangt en Skilling af de antagne, men blot sagt, at han tog imod, hvad hver efter sin Samvittighed og Kærlighed vilde give.

Bønderne indsendte nu en skriftlig Klage, hvori de bl. a. beskyldte Præstekonen for at have hindret dem i at faa hendes Mand i Tale og for at have forlangt Penge af dem for at tale deres bortviste Børns Sag hos ham. Men dette benægtede Rich. Han erklærede (d. 29. April) det for Usandhed, at Bønderne ikke selv havde talt med ham, og hævdede, at de ogsaa havde indrømmet, at hverken han eller hans Hustru havde krævet noget af dem. Vel havde de lovet hende et og andet, om hun vilde lægge et godt Ord ind for dem, men hertil havde hun sagt, at det hverken vilde eller kunde hun gøre. Saa var de gaaet ud, men nogle kom atter ind og indtog en truende Holdning, saa Præsten til sidst maatte vise dem Døren, idet han bad dem betænke baade "den nuværende som den forestaaende Tid" - et for Resten noget dunkelt Udtryk. Naar Konfirmanderne var blevet afvist, skyldtes det de paagældendes Vankundighed og Opførsel; en havde saaledes været opsætsig og oven i Købet paa en Helligdag udfordret Præsten til Slagsmaal i hans eget Hus. Dette var Grunden til, at han 3. Paaskedag fra Prædikestolen havde tilraadet deres Forældre at holde dem tilbage, da han ikke kunde admittere dem denne Gang. Han selv havde intet at bebrejde sig i den omskrevne Sag, kun maatte han indrømme, at han undertiden havde brugt sin Kone eller Svigerinde til at give Bønderne Svar paa deres Forlangender, men intet var blevet forsømt af ham, og Beboerne havde ogsaa tidt selv talt med ham om deres Ærinder.

Provst Haar sagde derpaa under et nyt Besøg, Bønderne aflagde hos ham, til dem, at de maatte bevise deres Klage, men bedst var det at naa til et Forlig for at undgaa en vidtløftig Proces. De lovede ogsaa at virke herfor, og der aftaltes et Møde i Præstegaarden. Dette fandt dog paa Grund af Provstens Sygdom først Sted d. 24. Maj, men noget Resultat opnaaedes ikke. Haar mente, at da Rich havde en god Samvittighed og derfor maatte føle sig dybt krænket ved deres Beskyldninger og ved den Opførsel, man havde vist overfor ham, burde der gøres ham en Undskyldning, saa vilde han prøve at faa Præsten til at læse med de afviste nogle Dage om Ugen til Mikkelsdag, for at de derpaa om muligt kunde blive konfirmeret. Men dette Forslag afvistes blankt, og faa Dage efter (d. 29. Maj) indsendte Bønderne en Klage direkte til Biskop Hans Adolf Brorson i Ribe. I denne, som er underskrevet med 13 Navne, skriver de, at de føler sig begegnet paa ulovlig Maade af deres Sognepræst. 8 Dage før Paaske kom nemlig deres Børn hjem fra Præstegaarden med den Besked, at om de vilde give 2 Sletdaler hver, kunde de blive konfirmeret, ellers ikke, det havde Præstekonen sagt til dem. Nogle af Fædrene havde da forgæves søgt at træffe Rich, men de fik kun hans Hustru i Tale, og hun gentog, hvad Børnene havde sagt, idet hun lod dem vide, at hendes og hendes Mands Ord var eet, og de maatte gaa bort med uforrettet Sag. Skærtorsdag var de paany i Præstegaarden, og Md. Rich havde da baade skænket for dem og snakket med dem, men talte saa igen om de 2 Daler; derpaa kom Præsten til Stede, og han sagde bl.a., at hans Kones Søster havde givet 4. Af Frygt for, at deres Børn nu i nogle Aar maaske ikke vilde blive konfirmeret, havde nogle givet de 2 Daler, andre gav kun 1, og deres unge blev ogsaa antaget, men ikke de andres, uagtet en Del af dem vitterlig var fuldt saa godt oplysti deres Kristendom, og de havde gaaet i Skole fra Mortensdag til St. Pedersstol for at lære at læse baade uden og indenad. Men havde Hr. Rich gjort sin Pligt med Overhøring i Kirken, havde Børnene maaske været bedre, det var i de 3 Aar kun sket et Par Gange, og Degnen maatte ikke foretage nogen. Ligeledes ankede Bønderne over, at Præsten gjorde Forskel paa rig og fattig. Da et Fattiglem laa for Døden, vilde han ikke komme til det, med mindre han blev hentet i Vogn, sin egen vilde han ikke bruge, og Bymændene var enten til Hove eller ude med Jydepotter. Følgen var, at den paagældende Kvinde døde uberettet. Hans Nærighed viste sig ogsaa paa anden Maade: Han gav kun 4 Mark aarlig til de fattige, mens derimod hans Formand hele Tiden havde underholdt en Mand og efter hans Død stedse givet 10 Skp. Korn; nogle af Bønderne selv gav 1 Skp. Rug og 1 Skp. Malt. Skulde Menigheden i den Post følge sin Præst, vilde mange komme til at lide Nød. Man havde ventet, det skulde blive bedre, men nu da dette med Børnene var indtruffet, havde de klaget til Provsten og bedt ham overhøre alle Konfirmanderne, men han undskyldte sig og vilde først have Biskoppens Ordre. Det sidste var rigtigt nok. Provst Haar, der aabenhart har været en forsigtig Mand, vilde nødig støde Rich ved at foretage den af Bønderne ønskede Prøve, og han skød sig derfor ind under Biskoppens Afgørelse.

Efter at have modtaget Klagen forlangte Brorson gennem Haar en Erklæring fra Rich over den. I sit Svar henviste Præsten til sin Forklaring til Provsten d. 29. April. Hvad den uberettede Kvinde angik, oplyste han, at hans egne Heste ikke var hjemme, saa han kunde ikke komme straks af sig selv; Aftalen havde iøvrigt været, at en navngiven Mand skulde have hentet ham. For Resten var den afdøde ikke saa fattig, da hun efterlod sig 20 Rdl. Endvidere erklærede han, at han gav 1 Rdl. aarlig til de fattige, og han bad Provsten meddele, at han ogsaa af og til eftergav en og anden Afgift i Penge, Tiende og Arbejde, som hans Formand før ham havde oppebaaret, eller lod en uformuende faa noget af sin Jord at dyrke uden at kræve noget derfor. Ligeledes afviste han Beskyldningen for Efterladenhed i sin og Degnens Undervisning af de unge.

Disse Oplyninger lod Provsten nu gaa videre til Ribe, idet han udtalte Haabet om, at Richs Erklæring hos Biskoppen maatte finde "Approbation for sin ringe Tjener til gunstig Assistance mod vedkommens de Sognemænds ugrundede, ubillige ja ublu Forhold mod ham".

Deri tog han dog Fejl, thi Brorson stillede sig foreløbig afgjort paa Bøndernes Side i deres Andragende om en Undersøgelse af Konfirmandernes Standpunkt, og han befalede Provst Haar i to Præsters Nærværelse at foretage en Overhøring af dem og derpaa indberette Udfaldet til Ribe.

Som Følge heraf mødte Provst Haar og Præsterne Jessen i Ansager og Pontoppidan i Thorstrup d. 11. Juli i Tistrup Kirke, hvor samtlige 24 Konfirmander ligeledes var tilsagt for at svare paa de Spørgsmaal, der rettedes til dem. Til Stede var desuden Hr. Rich og nogle af Sognemændene samt Godsejer Charles Teilmann til Nørholm, Lunderup og Agerkrog, der formentlig som Ejer af den sidstnævnte, i Tistrup Sogn beliggende Gaard følte sig interesseret i Begivenhedernes Udvikling. Han gjaldt for at være en human og mod sine Bønder velsindet Husbond, og det er ikke udelukket, at han i den foreliggende Sag har sympatiseret med dem. De unge overhørtes to og to, en antaget og en bortvist sammen, og der stilledes ialt 129 Spørgsmaal til hele Flokken, i Reglen en halv Snes til hvert Par, og baade de og Svarene nedtegnedes i en Slags Protokol, saa Biskoppen bagefter nøje kunde gøre sig bekendt med Enkelthederne og derudfra danne sig et Skøn over Standpunkterne. Nedenfor skal gives en Mundsmag af Overhøringen; den kan muligt have sin Interesse som et Eksempel paa, hvorledes en Katekisation i Datiden kunde forme sig.

Til det første Par blev følgende Spørgsmaal givet (Svarene er anført i Parantes): Hvad er du? (Begge: Et Menneske). Er du blevet til af dig selv? (Begge: Nej). Hvad har Gud givet et Menneske i Skabelsen? (Begge: Legeme og Sjæl, Øjne, Øren ..). Hvorledes har Gud af Begyndelsen skabt Mennesket? (Begge: Af intet og i Guds Billede). Hvori bestaar Guds Billede? (Den antagne: I Herlighed og Retfærdighed. Den bortviste svarede ikke). Har Mennesket dette Billede hos sig af sine Forældre? (A: Nej, det blev ved Synden tabt og forloret? B. vidste ikke at forklare). Hvorledes er Menneskets Tilstand efter Syndefaldet af Naturen? A: Fordømt. B: Af Naturen var jeg Verdens og Fordømmelsens Barn, men i Daaben er jeg bleven et Guds Barn, et kristent Menneske). Kan et Menneske rejses af dette Fald til at bære et Guds Billede? (Begge: Ja). Ved hvem bliver de genløst? (Begge: Ved Jesus Kristus). Hvem er Jesus Kristus? (Begge: Guds og Marias Søn, sand Gud og sandt Menneske). Hvad betyder Jesus? (A: En Frelser. B: Og Kristus den salvede). Hvorfor skulde han bære dette Navn? (A: At han skulde frelse sit Folk af deres Synder. B: Fordi han skulde frelse Verden af alle deres Synder).

Et andet Sæt af Spørgsmaal og Svar lød: Hvad er Indholdet af Guds Lov? (Begge svarede ikke). Hvad er i Korthed Lovens Sum og Indhold? (A: Kærlighed. B: Forsage Djævelen etc.). Hvor mange Bud har Gud givet os i Loven? (Begge: 10). Hvad Bud overtræder du, naar du sværger og bander? (Begge: Det andet). Og naar du foragter Gud og hans Ord? (A: Det tiende. B: Det tredie). Og naar du bærer Had og Vrede til Næsten? (A: Det fjerde. B: Det femte). Og naar du lader syndig Lyst og Begærlighed sejre i dit Hjeite? (A: Det andet. B: Det tiende). Og naar du ikke tror og forlader dig paa Gud? (A: vidste ikke at svare. B: Det første). Hvad fortjener du, som synder mod Guds Ord? (A: svarede ikke. B: Guds evige Straf og Vrede). Bevis det af Guds Ord eller Katekismen! (A: Jeg er Herren din Gud etc. B: kunde ikke forklare sig). Hvad er Evangelium paa Dansk? (A: svarede ikke. B: Et glædeligt Budskab). Hvad er Evangeliets Indhold? (A: En Salme. B: En Guds Kraft, som gør dem salige, som tror derpaa).

Hvorvidt nu de stillede Spørgsmaal i Almindelighed kan siges at have svaret til det aandelige Udviklings trin, de adspurgte i det hele har staaet paa, og om disse altid har fattet Meningen i det, der omhandledes, er en Sag for sig; Svarene syntes i alt Fald tidt at lyde noget tillært, men det fremgaar i alt Fald af Protokollen, at de fleste dog var i Stand til at klare sig, om end just ikke fremragende saa dog saa nogenlunde gennem Skærsilden. Paa den anden Side var der blandt de overhørte dem, der svarede lidet eller intet eller alene var i Stand til at gengive Katekismens Ord, og det viste sig, at ogsaa nogle af de antagne var vankundige, mens en Part af de afviste tilsyneladende havde upaaklagelige Kundskaber.

Allerede den følgende Dag meddelte Provst Haar sin Biskop Udfaldet af Overhøringen, idet han tilstillede ham Protokollen. Selv var han ikke videre tilfreds, og han bemærkede i sin ledsagende Skrivelse, at de unges Skriftbevis var daarligt, skønt de blev opmuntret nok til at svare, men det skyldtes, tilføjede han, muligt Undseelse og Frygt. Examinationen havde varet fra Kl. 10 til Kl. 5.

Heller ikke Brorson var fornøjet med Resultatet fra Tistrup Kirke. Til Provsten skrev han, at han kunde se, at en Del afviste saavel som ogsaa nogle af de antagne var meget vankundige, men paa den anden Side maatte han have en Udtalelse fra Præsteri om, hvorledes han begrundede Bortvisningen af 5 af de unge, ligesom han ønskede at vide, hvorvidt denne forlangte, at Klagerne paa lovmæssig Vis skulde godt gøre deres Beskyldninger mod ham.

Herpaa svarede Rich d. 8. Aug. Han mente, at de afviste før Examinationen i Tistrup Kirke havde faaet extra Undervisning hos Degnen, men hævdede, at de i Vinterens Løb havde været dovne eller udvist grov Vankundighed; dette var Aarsagen til, at de ikke var blevet konfirmeret. En af de af Biskoppen omspurgte Piger havde saaledes sagt, at der var 3 Naturer i Kristus, og Præsten havde set hende "leendes og smilendes" i Kirken under Prædikenen, en anden kunde ikke gøre Rede for, mod hvad Bud hun syndede, naar hun ikke læste og bad Morgen og Aften, eller naar hun sad i Guds Hus med Leen og Sladder, eller naar hun førte letfærdig Snak. To andre af Pigerne vilde bande, og den ene havde ikke kunnet sige, hvor mange Ting der hørte med til Alterens Sakramente. Naar nogle af de antagne ved Overhøringen havde staaet tilbage, maatte Grunden søges i Frygt, saa de glemte, hvad de før havde kunnet gøre Rede for paa Konfirmationsdagen.

Til det andet Spørgstnaal svarede Rich, at han var fornøjet med at bære "sin Frelsers herlige, søde, ja salige Liberi", men ønskede saa vidt muligt at leve i Fred og Kærlighed. Han erklærede igen ikke at have krævet en Skilling, mindre flere, af nogen; tværtimod havde baade han og hans Hustru afvist en og anden, som havde budt dem Penge eller andet for at føje dem. "Hvad kan jeg saa gøre mere? Herren er mit Vidne i Himmelen ogsaa. Altsaa ses, alle vedkommende Beskyldninger at være Løgn og usandt". Her med synes Sagen foreløbig at være standset. Men ogsaa kun foreløbig. Thi ved Varde Landemøde, d. 5. Oktb., henvendte Bønderne sig direkte til Biskoppen og bad ham atter hjælpe sig, og Brorson, som selv var ubehagelig berørt af Striden i Hodde og ogsaa kunde se, at ubetinget Ret havde Præsten i hvert Fald ikke, lovede at gøre, hvad han kunde, og stillede dem i Udsigt, at Konfirmationen muligt kunde finde Sted Søndag efter Helligtrekonger. Samtidig fornyede Sognemændene deres Angreb paa Hr. Rich ved en ny Skrivelse (af 14. Oktb.), hvori de fremsatte deres tidligere Beskyldninger mod Præstegaardsfolkene. Allerede for to Aar siden, hed det bl. a., havde de henvendt sig om Konfirmation, men da de med Nød og næppe havde faaet Adgang, havde Md. Rich overtalt dem til at vente et Aar, til der blev nogle flere til at gaa til Præst. Skønt Overhøringen i Tistrup formentlig havde godtgjort, at deres Børn var bedre end de andre, var de alligevel paa tredie Aar ukonfirmeret, fordi de ikke vilde give, hvad hun forlangte; de syntes dog ikke at have glemt hendes Køkken med >Smør, Æg, Høns og Kok og nu Nødder,< og de henviste til det føromtalte Reskript af 1744, der forbød Præsten at kræve Betaling. Paa deres forhen indgivne Klage havde de ikke faaet noget Svar, og de bad nu Biskoppen selv komme til Stede og overhøre baade Børnene og de gamle, saa vilde han nok skønne, hvem der havde Ret.

Denne sidste Klage blev ikke sendt til Richs Erklæring, da Biskoppen paa Forhaand vidste, hvad han vilde svare, men tre Dage efter lod han gennem Provsten Bønderne vide, at da Præsten nægtede de mod ham rettede Beskyldninger, maatte de enten tilbagekalde dem eller ad Rettens Vej godtgøre dem; i sidste Tilfælde vilde Sagen blive ført videre. Følgen blev, at der nu afholdtes nogle Vidneafhøringer - ialt 4 - ved Øster og Nørre Horne Herreders Ting. Resultatet var, at det ikke kunde bevises, at Præsten havde forlangt Betaling for at konfirmere nogen - det eneste skulde da være, at han havde akkorderet med en Mand om, at hans Søn bagefter skulde tjene ham for en mindre Løn. Derimod havde hans Hustru prøvet at slaa Mønt af Konfirmationen overfor nogle af Bønderne, men han var da kommet frem af sit Værelse og havde frabedt sig hendes Indblanding og forøvrigt sagt, at en Kurv eller Sending var ligesaa meget værd som rede Penge. Men paa den anden Side mente Sognemændene alligevel at have Lov til at hævde, at selv om hun havde den største Skyld, havde han nok staaet bag hendes Forlangende. Med Hensyn til Paastanden om, at de bortviste Børn skulde have faaet Extraundervisning før Overhøringen i Tistrup Kirke, afgav Degnen Jens Rasmussen (d. 10. Februar 1758) en skriftlig Erklæring, gaaende ud paa, at det kun havde drejet sig om 3 å 4 Gange, men efter hans Opfattelse tog Hr. Rich sig hverken af de forskudte eller andre unge, som han burde.

Men under alt dette var der stadig ikke blevet afholdt Konfirmation. En af Sognemændene havde ved Juletid opsøgt Biskoppen i Ribe og mindet ham om, hvad han havde stillet i Udsigt ved Landemødet, men da Brorson dengang havde forlangt en skriftlig Ansøgning, og en saadan ikke var kommet, var der ingenting sket. Nu medbragte han en "Seddel", hvori de bad deres kære Biskop staa dem bi, da det ellers kunde trække ud et halvt og et helt Aar, og nogle af dem kunde som fattige Bønder ikke have deres Børn gaaende hjemme længere. De unges Alder kunde gaa helt op til 18-19 Aar.

D. 4. Jan. (1758) meddelte Brorson Haar dette. Han vilde gerne, skrev han, have de arme Børn "soulageret" (trøstet) og Forældrene tilfredsstillet, han syntes, de unge var uskyldige, og at det var Synd, at de skulde opholdes, og han spurgte derfor nu, hvorvidt Provsten efter en forudgaaende Undersøgelse af deres Standpunkt mente det muligt med saa kort en Frist at indstille dem til Konfirmation. Det har Provsten imidlertid ikke ment, for der skete intet, og Tiden gik med Tovtrækning fra begge Sider. Bønderne erklærede tilsidst, at de vilde være tilfredse, om deres Børn kunde blive konfirmeret til Paaske, og i saa Fald var de villige til at lade Klagen mod Præsten falde. Dette Tilbud var i høj Grad efter Brorsons Sind, da det var ham om at gøre at faa Striden bilagt, og han befalede derfor Provsten at faa Hr. Richs Udtalelse om, hvorvidt han var villig til at gaa ind paa denne Ordning. Vilde han ikke, havde han uopholdelig at sige til; Provsten skulde da selv undersøge Børnenes Standpunkt og derpaa, om Præsten stadig vægrede sig, konfirmere dem sammen med sine egne Konfirmander. Samtidig skrev Biskoppen, at han af Vidneforklaringerne havde set, at Md. Rich paa utilbørlig Vis havde "meleret sig" i denne hendes Mands Embedssag, hvorfor hun i Kærlighed skulde erindres om at afholde sig fra den Slags Ting, hvorved hendes Mands Embede "exponeredes", mens Rich skulde tilholdes og formanes til i forekommende Tilfælde selv at forhandle med sin Menighed og at iagttage sin Pligt med Hensyn til Katekisation og Ungdommens Undervisning.

Med denne Afgørelse slog alle Parter sig til Taals, og Rich foretog den saa omstridte Handling i Foraaret 1758 paa den sædvanlige Konfirmationssøndag. Provst Haar maa dog have været noget urolig for, hvordan det vilde gaa, thi han erkyndigede sig bagefter hos Degnen om, hvorvidt alt nu var i Orden, men derefter kunde han saa ogsaa indberette til Ribe (d. 17. April), at man fra begge Sider tilsyneladende var vel tilfreds, saa Uoverensstemmelsen mellem Præst og Menighed var bragt ud af Verden. Samtidig meddelte han, at han vilde overbringe Biskoppens "hellige og kærlige" Erindring til Præstefolkene, naar han nu snart skulde tage dem til Alters; han vilde gerne have en saadan Anledning af Hensyn til de Rygter, som ellers let kunde opstaa hos Almuen.

At det just var Præstefolkene, som ved Stridens Ophør stod med Palmerne i Hænderne, vil vist ingen paastaa. Rich havde ganske vist saa nogenlunde klaret for sig, for saa vidt som han ikke kunde overbevises om direkte at have forlangt Betaling af sine Konfirmander, men man maa give Bønderne Ret i, at det dog var mærkeligt, om han slet ikke vidste noget om sin emsige Hustrus Optræden overfor Sognemændene, med mindre da - en Mulighed som naturligvis ogsaa foreligger - hun har ført ham bag Lyset, og han i blind Tillid til hendes Forsikringer har slaaet sig til Ro med dem. Derimod lader der sig næppe fremføre formildende Omstændigheder for hende; Md. Rich synes kun at have haft den berømte Præstesæk for Øje, og hendes Bestræbelser for at fylde den er ikke tiltalende.

Hvad der iøvrigt ved denne Strid falder i Øjnene, er dels den langsommelige Forretningsgang og dels den lemfældige Adfærd, Myndighederne udviste overfor Præsten, skønt det dog maatte være indlysende, at han - rent bortset fra Betalingsspørgsmaalet - ikke havde gjort sin Pligt overfor de unge, men interesseret sig for lidt for deres Undervisning, saa Skylden for, at nogle af dem stod tilbage, til en vis Grad faldt paa ham. Provsten synes nærmest at have holdt Haanden over ham, og selv om Biskop Brorson tog sig af Bøndernes Sag og gjorde sit til, at der endelig kom en Afgørelse, var det dog kun en mild Irettesættelse, han tildelte Præstefolkene. Var Sagen bleven ført videre og frem for højere Instanser, kunde den let have faaet et for dem ubehageligere Forløb.

Konfirmation i Tistrup 1758: 1758, Tistrup, Ribe

Konfirmation i Tistrup 1758

I året 1758 indsendte en del bønder i Tistrup og Hodde sogne en klageskrivelse til biskoppen i Ribe, Hans Adolf Brorson, over deres præst hr. Poul Rich, som de påstår har taget imod bestikkelse af forældre, hvis børn skulle frem på kirkegulvet til konfirmation det pågældende år.

Der opstår en ret langvarig proces herom, hvor den ældste af sønnerne i Uhre, Thomas Bertelsen, der på dette tidspunkt er omkring 15 år, også bliver impliceret, idet han netøp i dette år har været mellem de bestående konfirmander, ligesom han ved denne lejlighed var nr. 1 på kirkegulvet.
I retsakterne findes indføjet et helt skema over, hvilke spørgsmål og hvilke svar, der er fremsat ved den omtalte konfirmation, og her gengives de spørgsmål, som Thomas Bertelsen fik stillet, og hvad han var i stand til at svare.

Sp. Hvad er Du? Sv. Et menneske.

Sp. Er du blevet til af dig selv? Sv. Nej!

Sp. Hvad har Gud givet mennesket i skabelsen? Sv. Legeme og sjæl, øjne og øren.

Sp. Hvorledes har Gud af begyndelsen skabt mennesket Sv. Af intet Og efter sit eget billede.

Sp. Hvori består Guds billede? Sv. Hellighed og ustraffelighed.

Sp. Har mennesket dette billede hos sig af sine forældre? Sv. Nej, det bliver ved syndefadet tabt og forloren.

Sp. Hvorledes er nu mennesket til naturen? Sv. Fordømt.

Sp. Kan menneskene ej selv af dette fald rejses til at bære Guds billede? Sv. Ja.

Sp. Ved hvem bliver de oprejst? Sv. Jesus Kristus.

Sp. Hvem er Jesus Kristus? Sv. Guds og Marias søn. Han er Gud, og han er menneske

Sp. Hvad betyder Jesus? Sv. En frelser.

Sp. Hvorfor skulle han bære det navn? Sv. For at han skulle frelse sit folk af alle deres synder.

Sp. Hvad betyder Kristus? Sv. Den salvede.

Sp. Hvor mange naturer er der i Kristus? Sv. Den guddommelige og den menneskelige.

Sp. Efter hvilken natur er han salved? Sv. Efter den menneskelige.

Under processen bliver Thomas Bertelsen indkaldt for at vidne om ærligheden ved, at han selv stod som nr. 1 på kirkegulvet ved konfirmationen i 1758, og der blev stillet ham et spørgsmål med følgende ordlyd:

"Om Vidnet er beslægtet og besvogret til Citanterne eller deres Paarørende og da hvornær?" Han svarede, at han var beslægtet med Jakob Galthoes formand i gården, Og at indkaldte Niels Jepsen i Hodde var hans morbroder.
De indkaldte vidner erklærede, at Thomas Bertelsens fader ikke havde benyttet nogen form for bestikkelse for at få sin søn frem på kirkegulvet.

Uhregaards historie

Uddrag af Uhregårds historie.

Midt i Tistrup sogn i Øster Horne Herred i Vestjylland ligger der i dag en lille landsby, som kaldes Uhre, og som består af fire gårde og et mindre bolsted. Indtil 1862 lå her en enestegård, "Uhre", på det sted, hvor Knud Borgen Uhres gård nu ligger.

I ældre tid finder vi gårdens navn stavet på flere måder, såsom: Uhræ, Ure, Uhr og Ur, og navnet skal, efter sagkyndiges mening være opstået af det olddanske navn for en udmark eller et stykke uopdyrket jord - ur.

Det vil vist blive vanskeligt at sige noget bestemt om, hvornår gården er opstået, men mon ikke det er den nærliggende lille bæk, Kybæk kaldet, med dens tilhørende saftige enge, der i sin tid har lokket bopladsens grundlægger frem til denne noget afsides egn.

Gården dukker første gang frem i historiens lys i året 1406 på en dag i høstens tid, da en af datidens stormænd, ridderen Bjørn Svendsen til Rosendal, sad i Holstebro og skrev et brev til fæstebonden på Uhregård, hvori han ville gøre ham bekendt med, at han og hans gård nu ikke længere tilhørte Esge Thomasen (Lange) til Bjerg, fra hvem han for nylig ved en proces har fået gården tildømt og nu har bortskødet den til Dronning Margrethe, hvorfor han beder ham om herefter at svare sit landgilde og anden tynge til sit nye herskab, som dog ikke har skøttet meget om at beholde denne afsides liggende bondegård.

Otte dage efter dette brev, den 6. september 1406 skøder hr. Bjørn Svendsen Uhregård til Dronning Margrethe.

De næste kilder til Uhregårds historie findes som indlæg i en proces om ejendomsretten til denne gård, som førtes i året 1582. Det tidligst daterede indlæg i denne sag var et referat af et skiftebrev udstedt den 13. december 1490 i anledning af Strange Nielsens død, hvoraf det fremgik, at Uhregård da hørte under Nørholm og figurerer blandt det mellem Strange Nielsens enke og børn udskiftede jordegods.

Det næste indlæg i ovennævnte proces er et tingsvidne, udstedt 23. september 1499 på Øster Horne Herredsting, som fortæller os, at en vis Adser Stormsen er mødt på tinget som fuldmægtig for fru Herluf (Helle Knob, enke efter Tyge Kalb til Tvenstrup) og kræver at Ebbe Strangesen skal fremlægge sit adkomstbrev til Uhregård. Samme dag var Ebbe Strangesens fuldmægtig, Tøste Pallesen, også mødt på tinget og imødegik straks Adser Stormsens krav med et snarrådigt svar om, at han skulle komme til at undgælde for det, dersom han ubeføjet var kommet for at rokke ved Ebbe Strangesens hævd på Uhregård. Det er vanskeligt at udrede af dokumentets knudrede sprog, om der ved denne lejlighed blev fremlagt adkomstbreve på Uhregård af Ebbe Strangesens fuldmægtig. Men det fremgår tydeligt nok, at nævnte fru Herluf udæsker Ebbe Strangesen for hans ret til Uhregård på baggrund af en formodet ret til gården fra hendes side, som igen grunder sig på uafgjorte arvestridigheder længere tilbage i tiden.

Ebbe Strangesen, der for sin part har arvet Uhregård efter sin far, søger nu, da der rejses tvivl om slægtens virkelige og lovlige ejendomsret til Uhregård, yderligere at stadfæste denne ved at få udstedt lovhævd på gården den 28. september det følgende år.

Det er vanskeligt at udtale sig om, hvorvidt Strangesen- eller Bildt-slægten på Nørholm virkelig har været de retmæssige ejere af Uhregård i det 15de århundrede eller, om der kun har været tale om forlening fra kronens side, som på grund af sin lidenhed er forblevet upåtalt og uopsagt i så lang en årrække, at man til sidst har glemt det egentlige forhold og har regnet gården for Nørholms tilhørende fæstegård. Det forhindrer jo ikke, at Kong Hans virkelig på et eller andet tidspunkt har givet Tyge Kalf eller hans enke fru Herluf skøde på Uhregård, hvad disse ætlinge, brødrene Krog til Agerkrog ved processen i 1582 søger at bevise med et skødebrev fra salig og højlovlig Koning Hans's tid tilligemed en del klagebreve fra tidligere processer.

Efter Ebbe Strangesens død, søger broderen Claus Strangesen at befæste den arvede ret til Uhregård ved i 1513 at få udstedt et 24 mands "tov" (vidne) på, at "Uhregård i Fordums Tid havde tilhørt Nørholm og var med rette Claus Strangesen tilhørende". Han døde samme år, og enken Karen Pedersdatter (Væbner) ejede Nørholm indtil ca. 1524, da sønnen Otto Clausen (Bild) synes at være trådt i hendes sted som ejer. Efter dennes død i 1571 overgik Nørholm til en søn Claus Strangesen (Bild).

Men i 1580 afhænder Claus Strangesen på Nørholm en del gods, hvorimellem Uhregård også er nævnt, til Laurits Skram på Hastrup.

De mange ejendomsstridigheder giver ikke noget sikkert bevis for ejerforholdet til Uhregård, men alt tyder på, at Dronning Margrethe eller Kong Hans har skødet gården til Tyge Kalf til Tvenstrup og Jernit, der var gift med Helle Knob.

Retmæssigt eller uretmæssigt har Uhregård derefter tilhørt ejeren af Nørholm, Claus Jonsen (Lange), der i øvrigt var en nær slægtning til den først kendte ejer, Esge Thomasen (Lange).

Denne Claus Jonsen (Lange) kendes fra 1417, da han beseglede forliget med hertugdømmerne. 1419 beseglede han som høvedsmand på Koldinghus forbundet med kongen af Polen og 1421 jydernes vidne om, at Sønderjylland hørte til Danmark.
Med sin hustru den "ildonde" Gjertrud Mogensdatter Munk, havde han en datter, Anne, som blev gift med Strange Nielsen fra Norringtoft i Thy, og hermed kom Nørholm og med den antagelig også Uhregård i Strange-slægtens besiddelse.

Strange Nielsen var søn af hr. Niels Strangesen til Norringtoft i Hundborg Herred og Ingeborg Follertsdatter. Han nævnes 1443 som ridder, fra 1449 til 1489 som rigsråd, og 1482 til 1487 forekommer han som hofmester.

Efter hans død arvedes godset af sønnen Ebbe Strangesen, der var gift med Claus Gertsen Bryske og Grethe Engelbrechtsdatters datter Kirstine. Ebbe Strangesen, der ligesom faderen var rigsråd, huskes bedst for drabet på Poul Loxmand, der fandt sted den 22. juni 1502.

Claus Strangesen, der kendes fra en forsegling fra 1497 og fra en pantsætning af noget gods i Rugsø Herred i 1509, var død 1513, da hans enke Karine Pedersdatter dette år tilskødede kongen noget gods i Skjern og Bølling sogne.

I 1522 blev Nørholm af ukendt årsag hende fradømt, men hun fik af kongen tilladelse til at beholde gården mod at betale 1000 gylden. 1524 fik hun med sine sønner ved mageskifte med kronen al kirkens rettighed i Nørholm med en del gods, hvorimellem Uhregård, er tilskrevet sønnen Otto Clausen (Bild).

Otto Clausen (Bild), der døde den 7. september 1571, var gift med Dorthea Clausdatter Daa, der efter mandens død blev gift med hr. Ole Juel til Kjeldgård. Over hende og hendes to mænd findes der en ligsten indmuret i koret i Tistrup kirke.

Otto Clausen og Dorthea Daas søn Claus Strangesen (Bild) overtog gården efter faderens død. Han er født den 2. august 1553 og døde 1596. Han var gift med Anne Skram Iversdatter.

I 1580 sælger Claus Strangesen (Bild) en del bøndergods - herimellem Uhregård - til Laurits Skram fra Hastrup, og efter den store proces i 1582 tilhører Uhregård så denne slægt i nogle årtier.

Laurits Skram er født den 9. juni 1530 som søn af landsdommer Erik Skram og hustru Maren Lauridsdatter Løvenbalk til Tjele, og han døde den 6. oktober 1587 på Hastrup. Han blev gift den 5. september 1557 med Maren Bille og kom herved ind i et anseligt og indflydelsesrigt svogerskab. Maren Bille er født den 6. juli 1537 som datter af den kendte adelsmand Claus Bille og hustru Lisbet Ulfstand, og hun døde den 28. april 1607.
Efter Laurits Skrams død gik Uhregård sammen med en del andet bøndergods i arv til datteren Elisabeth. Hun var født den 11. januar 1563 og var i sin ungdom en af dronningens jomfruer. Kongen viste hende og hendes trolovede sin gunst ved at holde deres bryllup på Koldinghus den 10. februar 1583. Hun blev gift med en ætling af en gammel meklenborgsk adelsslægt, Henrik Below, der var kommet her til landet i 1575 og allerede havde vundet stor gunst hos kongen. 1577 fik han således en forlening i Skåne og to år efter kongeligt gavebrev på Spøttrupgård og gods i Salling, og senere fik han forskellige forleninger her i landet, bl. a. Koldinghus, Skivehus, Hald og sidst Kalø.

Henrik Below er født den 6. december 1540, og han døde på Spøttrup den 7. december 1606. Deres datter Sophie Margrethe giftede sig med Chresten Thott til Boltinggård på Fyn, og det er sandsynligt, at de har arvet Uhregård og andet gods, idet man i præsteindberetningen om tienedeydere i 1651 ser, at en datter igen af dem, Anna Thott, står opført som ejer af Uhregård. Desuden ejede hun Bredho, Galtho, Hesselho, Gårde, Hauge samt Krarup. Denne Anna Thott forblev ugift og døde barnløs i 1658, hvorefter broderen Henrik Thott ved matrikuleringen 1662 til 1664 angives at være Uhregårds ejer.
Henrik Thott levede omkring 1606 til 1675 og skrev sig til Boltinggård, Fårup og Kjelkær samt Gladsaxe og Svinebjerg i Skåne. Han var således en ret velstående mand, men fra omkring 1650 gik det stærkt tilbage for ham, og som en fuldstændig ruineret mand måtte han 1662 søge kongen om en nådegave til livets ophold. Han var gift tre gange, første gang med Lisbet Henriksdatter Huitfeldt, anden gang med Beate Holgersdatter Rosenkrantz og tredje gang med Berete Jespersdatter Friis. Kun en sindssyg datter overlevede ham. Som følge af sin armod har Henrik Thott på et eller andet tidspunkt solgt Uhregård, antagelig sammen med en del andet gods, til greve og storkansler Conrad Reventlow til Clausholm og Callø.

Conrad Reventlow er født den 21. april 1644 som søn af Christian den IV's tyske kansler, Ditlev Reventlow, og han døde den 21. august 1708. Han var gift to gange, første gang med Anna Margrethe Gabel og anden gang med Sofia Amalie Hahn.

21 år gammel udnævntes Conrad Reventlow til hofjunker og kammerherre og begyndte hermed den strålende karriere, der 1699 gjorde ham til storkansler.

Den 18. januar 1690 mageskiftede Conrad Reventlow 471 tdr. hartkorn bøndergods, deriblandt Uhregård med kongen, og Uhregård blev herved igen krongods for en kort tid.
Gården blev sammen med andet gods underlagt Riberhus Amts rytterdistrikt, men ved en auktion, der den 19. januar 1720 blev afholdt over ryttergodset i dette amt, købtes Uhregård af Lunderup Gods's daværende ejer Stephan Nielsen Ehrenfeld, der få år senere, i 1726, købte Nørholm. Uhregård kom hermed igen ind under Nørholm Hovedgård og tilhørte dennes skiftende ejere, indtil den frikøbtes i 1862.

Det var lidt om Uhregårds skiftende ejere. Desværre er det ikke muligt at gøre rede for, hvem der i samme tidsrum har boet og virket på gården, men lidt er det dog lykkedes at finde.

Den første beboer, man hører noget om, er Michel Pedersen, der nævnes i et laughævd i 1498 angående ejendoms- eller brugsretten til en del jorder.

Den næste kendte fæster i Uhregård er en Las Jespersen, der nævnes den 20. april 1556 i et dokument fra Ribe Hospitals arkiv som en af de "otte trofaste Dannemænd", og året efter, den 28. juni 1557, besegler han et på Øster Horne Herredsting udstedt vidne angående strid om Varde Bimølle. (I dokumentet forekommer en Jep Høst i Krarup, der også ses som en af Bertel Jensen og Maren Jepsdatters aner, kronbonde i Krarup).
I ekstraskattemandtal over Lundenæs Len for året 1611 findes opført en Jens Jepsen i Uhre, og han bliver således den næste kendte fæster. Han var nærværende i Oddum kirke den 3. februar 1617, da Søren Frandsen kom frembærende et kongebrev vedrørende en sag om Oddum præstekald.

I Viborg Landsting dombog fra 1649 nævnes Michel Christensen i Uhre blandt de indkaldte tingmænd, og fra præsteindberetningen den 12. marts 1651 om tiendeydere i Tistrup sogn ved vi, at Morten Christensen på den tid er fæster i Uhregård.

Den første matrikel i Danmark blev udarbejdet i tiden 1662-1664, og her finder man opført Mads Henriksen som fæster på Uhregård. I en fra årene 1665-1667 bevaret tingbog for Øster Horne Herred finder vi adskillige gange Mads Henriksen i Uhre blandt tingets otte mænd, og i en sag angående landgildeydelsen til Henrik Thott på Fyn vidner han, at af denne måtte han levere en ørtug rug til Fårup, mens han måtte betale 7 slettedaler og 1 mark i Bjallerup. Flere steder nævnes også en Peder Madsen i Uhre sammen med Henrik Madsen i Galtho, og det synes at måtte være Mads Henriksens sønner.

Hvornår Mads Henriksen har afstået gården eller er død vides ikke, men den 15. juni 1672 nævnes den da nyudnævnte herredsfoged for Øster Horne Herred Niels Mogensen (Holman) som fæster i Uhregård, hvoraf han dog kun siges at have den halve gård i fæste. Det er da muligt, at Mads Henriksen eller sønnen Peder Madsen bebor den anden halvpart.

Fra 1682 nævnes Jens Nielsen som fæster på Uhregård sammen med Niels Mogensen (Holman).

Niels Mogensen (Holman), som vist nok var en præstesøn fra Gaurslund i Holmans Herred, har åbenbart ikke været særlig velvalgt til herredsfogedembedets bestridelse, hvad der bl.a. fremgår af landsdommernes betænkning fra 1687, som er meget kritisk overfor hans tilsyneladende meget lemfældige domme. Af en sag fra 25. februar 1687 fremgår, at han ikke kunne skrive. Han blev da også afsat fra embedet den 20. december 1686.

I markbogen for Tistrup sogn, udarbejdet 1681-1683, oplyses det, at Uhregård har i alt 24½ td. Land under plov, og samme står anført: "Jorden består af sand og muld, eragtes 2/3 for middel og resten for skarp".

I krigs- og portionsjordebog for ryttergodset i Jylland, dateret 1696, finder man Uhregård opført med to fæstere, nemlig Jens Nielsen og hans søn Anders Jensen. I 1704 noterer regimentsskriveren i sin protokol følgende: "Jens Nielsen I Uhre er en meget gammel affældig mand og intet selv kan arbejde", hvorfor regimentsskriveren foreslår, at sønnen Thomas Jensen overtager fæstet, selv om han er indrulleret som dragon.

Ved kopskattemandtallet af 1705 oplyses det, at Anders Jensen og Thomas Jensen har hver sin halve gård i fæste.

Af jordebog for Lunderup Gods, dateret 1720, fremgår det, at Anders Jensen i Uhre har afstået eller er fradød sin halvpart af gården, der er overtaget af Benned Nielsen.

Ved en skifteforretning den 15. april 1730 optræder Thomas Jensen i Uhre som værge for Kirsten Jepsdatter i Hauge, der synes at være en af hans nære slægtninge.

I fattigvæsenets protokol for Tistrup sogn den 9. november 1740 ses, at Thomas Jensen er afløst af sønnen Bertel Thomasen, og i jordebogen for Lunderup Gods meddeles samme år, at Bertel Thomasen og Benned Nissen har fæste på hver sin halvpart af gården. Af nogle retsakter i Nørholm Godsarkiv ses det, at Thomas Jensen endnu lever der som aftægtsmand den 28. juni 1748.

Benned Nissen afstod 1749 sin halvgård, som ifølge en notits i Nørholm godsregnskab 26. november 1749 overdrages til Jens Christensen Aggerkrog (Agerkrog). Denne synes ret hurtigt at have overdraget sin halvpart af Uhregård til Bertel Thomasen. Der er ikke fundet dokumentation for dette, men da Bertel Thomasen 1783 afstår Uhregård til sin søn Niels Christian Bertelsen, er det hele Uhregård, det drejer sig om.

Niels Christian Bertelsens fæstebrev indeholder en hel del om de forpligtelser og byrder, han gik ind under og giver et godt indblik i en fæstebondes kår på den tid. Det vil dog føre for vidt at gengive fæstebrevet i dette uddrag.

Bertel Thomasen døde den 26. maj 1791, og den 28. september samme år blev der afholdt skifte. Det ses her i, at han efterleves af sin hustru Bodild Jepsdatter og ni børn: Thomas Bertelsen af Tistrup, Jeppe Bertelsen af Ude, Christen Bertelsen af Agerkrog, Jens Bertelsen og Niels Chr. Bertelsen af Uhre der alle er myndige og Kirsten Bertelsdatter i Uhre, 43 år, som både er vanfør og noget vanvittig og er ugift, Elle Bertelsdatter, gift med Christen Knudsen i Tistrup, Maren Bertelsdatter, der har været gift med Christen Knudsen i Galthoe, er død på dette tidspunkt, Kirsten Bertelsdatter i Uhre, 37 år.

1789 indlod Niels Chr. Bertelsen sig på en ret kostbar sag, da han nedbrød gårdens daværende stuehus og opførte et nyt.

Efter sin første kone, Johanne Jensdatters død hensad Niels Chr. Bertelsen i uskiftet bo, men inden sit andet giftermål skiftede han med sine børn. Skiftet er indført i Nørholm skifteprotokol den 9. oktober 1826. Børnene var: Thomas, 23 år, jens, 20 år, Bodil, gift, Mette, gift, Maren, gift, Anne, gift, Birthe, 16 år.

Efter Niels Chr. Bertelsens død overtog sønnen Thomas Nielsen fæstet af gården den 23. juli 1832.

I 1868 sker den første udstykning af gården, idet 113 tdr. land skilles fra til en selvstændig gård, der fik navnet Uhre Nygård. 1908 bliver 40 tdr. land af denne gårds nordligst beliggende jord skilt fra til oprettelsen af en tredje gård, kaldet Uhre Nordgård. 1914 sælges 14 tdr. land af Uhregårds jorder sydvest for gården, og her oprettes en mindre ejendom. Endelig frasælges 1924 65 tdr. land syd for vejen til Tistrup tillige med 4 tdr. land eng, og herpå bygges Højstrupgård.

Thomas Nielsen anlagde omkring midten af det 19. århundrede en vandmølle, der først fandt anvendelse som kartoffelmelsmølle, hvilket på den tid var en fin forretning. Senere gik den over til mere almindelig møllerivirksomhed, men drev tillige et benstamperi. For at vandet kunne få fald nok til at trække møllehjulet, blev der anlagt en grøft i et højere leje end den oprindelige, som blev aflukket med en sluseanordning. Efter århundredskiftet fik vandmøllen lov til at stå og forfalde, og tilbage er nu kun en tyk egebjælke, hvorpå vandhjulet har siddet.

Thomas Nielsen var gift to gange, første gang med Ane Cathrine Pedersdatter og anden gang med Abelone Marie Nielsdatter. Ved brylluppet med sin anden kone fik han samtidig en stedsøn, Hans Nielsen Hansen, der 1906 tog navneforandring til Hans Uhre, og det blev ham, der 1873 overtog gården efter Thomas Nielsen.

I la Cour, Danske Gårde, ses følgende: Uhregård, Tistrup sogn, Matrikel nr. 14a m.fl. af Uhre, areal 161 tdr. land.

Ejere af Uhregård
? - 1406 Esge Thomasen (Lange) til Bjerg.
1406-1406 Bjørn Svendsen til Rosendal.
1406- ? Dronning Margrethe den første.
? - ? Tyge Kalf til Tvenstrup og Jernit.
? - ? Claus Jonsen (Lange) til Nørholm.
? - 1489 Strange Nielsen til Nørholm.
1489-1507 Ebbe Strangesen til Nørholm.
1507-1513 Claus Strangesen til Nørholm.
1513-1524 Claus Strangesens enke.
1524-1571 Otto Clausen (Bild) til Nørholm.
1571-1580 Claus Strangesen (Bild) til Nørholm.
1580-1587 Laurits Skram til Hastrup.
1587- ? Henrich Below til Spøttrup.
? - ? Christen Thott til Boltinggård.

? - 1658 Anna Thott til Lervad.
1658- ? Henrik Thott.
? - 1690 Conrad Reventlow til Clausholm.
1690-1720 Riberhus Amts Rytterdistrikt.
1720-1741 Stephan Nielsen Ehrenfeld til Lunderup og Nørholm.
1742-1749 Chr. Hansen Tejlmann til Nørholm.
1749-1790 Andreas Tejlmann til Nørholm. til Nørholm.
1790-1817 Christine Maria f. Vormskjold til Nørholm.
1817-1861 Ingeborg Christiane Rosenørn til Nørholm.
1861-1862 Theodor Rosenørn Tejlmann til Nørholm.
1862-1873 Thomas Nielsen.
1873-1919 Hans Uhre.
1919-1962 Frode Uhre.
1962-xxxx Knud Borgen Uhre.

Fæstere af Uhregård.
1498 Michel Pedersen.
1556 Las Jespersen.
1611 Jens Jepsen.
1649 Michel Christensen.
1651 Morten Christensen.
1664 Mads Henriksen.
1672 Niels Mogensen (Holmand) og Peder Madsen.
1682 Niels Mogensen (Holmand) og Jens Nielsen.
1696 Jens Nielsen og Anders Jensen.
1705 Anders Jensen og Thomas Jensen.
1720 Bertel Thomasen og Benned Nissen.
1740 Bertel Thomasen og Benned Nissen.
1749 Bertel Thomasen og Jens Christensen Agerkrog.
1785 Niels Christian Bertelsen.
1832 Thomas Nielsen.

Bertel blev gift med Bodil Jepsdatter [896] [MRIN: 349], datter af Gårdfæster Jep Olufsen [903] og Elle Christensdatter [904], den 6 Jun. 1740 i Ansager Kirke, Ribe.¹ (Bodil Jepsdatter [896] blev født i 1715 i Ansager, Ribe, dåb den 22 Apr. 1715 i Ansager Kirke, Ribe,¹¹ døde i 1797 i Uhregaard, Tistrup, Ribe og blev begravet den 20 Aug. 1797 i Tistrup Kirkegaard, Ribe ^{12 13}.)